Overnat under åben himmel i det fri

Det er en helt særlig oplevelse at sove i skovbunden, og i Danmark må du overnatte på alle Naturstyrelsens arealer.

- Når du ligger der i skovbunden, så vil du opleve skoven fra en hel ny side. Pludselig kan du høre dyrene bevæge sig i nærheden, måske mærker du et lille insekt kravle på dig, og foroven kan du skimte stjernerne, som lyser ned på dig gennem trækronerne, siger Thomas Neumann, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening.

Du må faktisk også sove i en hængekøje, der er sat op mellem træerne, her skal du bare huske ikke at ødelægge træbarken, så om foråret skal du være ekstra påpasselig.

Pakkeliste til overnatning i naturen:

  • En god sovepose (luksusdyret kan medbringe egen hovedpude)
  • Liggeunderlag
  • Evt. et telt
  • Lommelygte
  • Tøj der passer til årstiden
  • Mad og en masse snacks
  • Evt. trangia
  • Service
  • En god bog
  • Førstehjælpssæt
  • Toiletsager

Overnat i et shelter

I Danmark er der over 2000 sheltere, som alle er til fri afbenyttelse. Nogle sheltere er helt små, andre kan huse op til 30 mennesker.

- Et shelter giver mulighed for overnatning i det fri, men uden besværet med telt, og så kan det føles lidt mere trygt at sove under et halvtag, end at sove under åben himmel, siger naturvejlederen, og fortsætter:

- Hvis du aldrig har prøvet at overnatte i det fri før, så er en shelterovernatning derfor et glimrende sted at starte.

Visse sheltere kan bookes på forhånd, så du er sikker på, at det udvalgte shelter er frit, når du tropper op.


Overnat i telt

Der findes over 275 skovområder i vores lille land, hvor der er fri teltning, det betyder, at du må slå dit telt op, så længe du følger et par enkelte regler, der mere eller mindre siger sig selv.

- Når du slår et telt op i skoven, så skal du helst lade være med at medbringe hele den pukkelryggede, medmindre I er glade for at sove rigtig tæt. I skoven må du nemlig højst slå to telte op ved siden af hinanden, og de må ikke være større end tre-mands-telte, forklarer Thomas Neumann.

Så skal du også huske at efterlade stedet som du fandt det, det gælder alle tre overnatningsmuligheder, og kommer os alle sammen til gode.

Få flere tips til din telttur her