Den vildeste altan – sådan skaber du en altan fyldt med blomster og sommerfugle
Alle kvadratmeter tæller i byerne, hvor insekter skal lede langt efter levesteder. Det fik Jacob til at dedikere sin altan til biodiversitet. Læs, hvordan han gjorde - og få tips til din altan.Kan der være natur og levende økosystemer på anden sal i en betonblok i Vanløse i København?
Spørger man Jacob Ruskov-Nielsen – og det væld af flyvende insekter og svampe, der er flyttet ind på hans altan – er svaret et rungende ja. Biologen, der til daglig arbejder i Verdensnaturfonden, har i næsten fem år boet i sin lejlighed i Vanløse.
I begyndelsen var altanen nærmest helt bar, og kun de klassiske altanmøbler og et par haveblomster prydede de to en halv kvadratmeter. Men så fik Jacob Ruskov-Nielsen en idé.
-I Danmark har vi, udover på Bornholm, ikke nogen klipper. Men på en måde er de høje bygninger i byerne en slags klippe, og altanerne en slags klippehylder. Så hvorfor ikke udnytte den plads og dedikere den til naturen?
-Jeg arbejder meget med biodiversitet til daglig og genopretning af store naturområder i Danmark. Og så begyndte jeg at se på, hvilke hjemmehørende planter, der ville kunne trives på min altan. Og ret hurtigt begyndte jeg at mærke en forskel, siger Jacob Ruskov-Nielsen.
Se Jacobs tre tips til en vild altan nederst i artiklen!
Tog hurtigt fart
Jacob Ruskov-Nielsen startede med at købe nogle almindelige hjemmehørende stauder og blomstrende urter. Dueskabiose, hampe-hjortetrøst, der er et godt alternativ til sommerfuglebusken og engelsk græs.
Han samlede violer og anemoner fra sine forældres have – med deres tilladelse, og købte merian og timian. Og hurtigt kom der humlebier, sommerfugle og myrer på besøg.
-Så blev jeg bidt af det. Jeg slæbte alt muligt op - jord, dødt træ og gamle frugtkasser, og det voksede og voksede. Jo flere planter jeg fik, jo mere besøg fik jeg af insekter.
I dag har Jacob Ruskov-Nielsen forvandlet altanen til en så naturlignende oase som en altan kan være, med bunker af dødt træ, hvor både svampe og overvintrende insekter lokkes til.
-Jo mere synlig jeg gør min lille, grønne plet i landskabet både oppe fra luften og nede fra gaden, jo mere liv kan jeg lokke til, og jo større sandsynlighed er der for, at jeg kan bidrage til at vende biodiversitetskrisen, siger han.
Klik på pilen i venstre hjørne og se et udvalg af arter og elementer på Jacobs altan. Artiklen fortsætter under galleriet.
Et lille stykke lysåbent mosaik-natur
På altanen i Vanløse er også et lille stykke sump. Minisumpen består af to kurve, der er sat sammen og fyldt med jord, som Jacob Ruskov-Nielsen ofte vander meget kraftigt. Så meget, at der er vandspejl det meste af tiden. Der flyttede af sig selv siv og flere arter af mosser ind. Der står også flere hvid okseøje i minisumpen, som selv er flyttet ind. Sumpen er et godt sted for fx vilde bier at få sig en tår vand om sommeren.
Biologen har også træer som mirabelle og sejlepil. Op ad espalieren kravler en hunderose, som bierne er vilde med.
Jacob Ruskov-Nielsens altan-beboere har gennem tiden talt svirrefluer af forskellig art, humlebier og andre vilde bier, myrer, mariehøns, sommerfugle og sågar græshopper.
-Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan gøre mirakler på to en halv kvadratmeter. For virkelig at gøre en forskel skal der store, sammenhængende naturarealer helårsgræsning med heste og kvæg til. Men lidt har også ret. Ligesom landbrugslandet er byerne rene ørkener for insekterne, og jo flere korridorer og små enklaver, man kan skabe, jo bedre.
- Min mission er, at så mange som mul af ikke bare danskerne men alle med altaner rundt omkring i hele verden omlægger altanerne til natur ved brug af hjemmehørende arter for at få vendt biodiversitetskrisen. bidrager til at skabe opmærksomhed om et meget stort og alvorligt problem
Vil lave en kæmpe vild altan-bevægelse
Jacob Ruskov-Nielsen argumenterer for, at alle med en altan kan gøre en lille forskel for den lokale biodiversitet.
-Min altan er virkelig ikke noget specielt. Den er sydvestvendt og kan blive virkelig varm, så det skal jeg tage udgangspunkt i. Og så har jeg Grøndalsparken i nærheden, som selvfølgelig er levested for nogle af de insekter, der besøger mig. Men så længe man har en park eller haver i nærheden, så skal man nok kunne mærke, at der hurtigt sker noget.
Jacob Ruskov-Nielsen håber, at han kan inspirere alle med en altan til at gøre den vild. Derfor har han oprettet Facebook-gruppen Vilde Altaner, som har over 1.700 medlemmer. Her deler medlemmer inspiration og billeder af deres vilde altan-påfund, ligesom man kan stille spørgsmål til de andre. Gruppen vokser især om foråret, og Jacob Ruskov-Nielsen kan også mærke interesse fra udlandet.
-Jo flere vi er om at skabe små trædepletter i byerne, jo bedre. Og så er det bare virkelig hyggeligt at følge med i livet på altanen. Jeg har givet 100 procent af pladsen væk til natur, så jeg sidder i stuen i døråbningen og nyder min morgenkaffe, mens jeg følger med i livet derude. Når jeg får mine søskendes børn på besøg, synes de også det er rigtig sjovt at gå på opdagelse på den vilde altan, siger Jacob Ruskov-Nielsen.
Jacobs 3 tips til den vilde altan
- Synlighed. Det er afgørende, at planterne på din altan kan ses udefra. Insekterne kan nemlig have rigtigt svært ved at se, at der overhovedet er planter på din altan. Derfor er det vigtigt, at du har planter, der er store nok eller placeret højt nok til, at de kan ses udefra. Fx kan du med fordel sætte et espalier op, som fx hunderose, alm. gedeblad eller vedbend kan klatre på (artsvalg alt efter lysforhold). Tænk på det som et slags "skilt" til insekter og fugle. Det er synligt både langtfra og nede fra gaden, selv hvis du bor højt oppe.
- Diversitet. Det er vigtigt, at du sørger for, at der er stor nok variation i udvalget af planter på din altan. Jo større variation, jo flere værtsplanter er der at vælge imellem for insekter og svampe. Bestøvere er mangfoldige, og fx bier har forskellig længde tunge til at suge nektar alt afhængig af arten og derfor kan en enkelt art vild bi ikke bestøve alle arter planter. Biller, på den anden side, æder på en helt anden måde og har primært brug for store mængder lettilgængelig pollen og er derfor stadigvæk rigtigt gode til at bestøve blomster.
- Boligmuligheder. Hvis du er interesseret i, at smådyrene rent faktisk flytter ind, lægger æg og laver nye generationer på din altan (hvilket du selvfølgelig er!), skal du sørge for, at der er mulighed for at dyrene kan flytte ind. Det handler netop om IKKE kun at give insekterne pollen og nektar – det handler om at skabe levestedspotentiale! Derfor skal du have hjemmehørende plantearter, kasser, skåle, baljer eller fade med bar jord (helst råjord), sand, grus, sand, sten, dødt træ og vand. Sørg for at noget af det står i solen og noget af det i skyggen. Dybden på jorden/sandet/gruset skal gerne være mindst 20 cm. Ikke alle organismer kan lide det lige varmt, køligt, tørt eller fugtigt og derfor er det også vigtigt, at du placerer både planter og substrater i direkte sol og direkte skygge.
Få flere tips til en vild altan - hent din guide nu!