Dykkeren Martin ser med egne øjne sit hav forsvinde
Martin har på få år set, hvordan det lokale dykkerspot er blevet forvandlet fra et farverigt undervandsmekka fuld af liv til en brun ødemark. Nu frygter han for resten af Lillebælts fremtid.Der var sunde bælter af svajende sukkertang og et væld af småfisk i 2015. I dag, ni år efter, er der et tykt lag af fedtemøg, der har bredt sig over tangskoven, og der er stort set intet liv tilbage.
To forskellige dyk. Samme årstid. Samme sted – ydermolen ved Strib Lystbådhavnen - som er en populær dykkerdestination i den nordlige del af Lillebælt. Den eneste forskel er datoen, for der er 9 år imellem de to optagelser.
Disse triste klip viser, hvad kvælstof gør ved havet, og hvordan smuk og frodig havnatur med masser af liv er blevet forvandlet til en ødemark dækket af fedtemøg.
Se klip fra Martins video
Så uklart: "Man kan ikke se en hånd for sig"
En af dem af dem som med egne øjne har set, hvordan havet på kort tid er blevet forarmet og er gået fra at være smukt og farverigt til et grønt, dødt algedække er, fritidsdykker Martin Jørgensen.
Han har dykket i Lillebælt i mange år og bor med familien i Middelfart.
- Jeg er ikke biolog, men jeg har dog dykket i Lillebælt i mere end 30 år, og min oplevelse er, at det står meget skidt til. Svømmer man bagved sin makker, forsvinder vedkommende nemt helt af syne i den sorte sky af bundslam, der straks bliver hvirvlet op. Inde i skyen kan man ikke se en hånd for sig, siger Martin Jørgensen.
Lillebælt som dykkerattraktion er udfordret
Lillebælt har ellers ry for at være et fremragende dykkersted. Her er vandgennemstrømningen stor, hvilket betyder, at der selv på store dybder er fin, fast bund med masser af liv. Det er der, fordi strømmen sørger for, at der altid er frisk og iltet vand.
Netop derfor har dykkere fra hele Danmark samt fra Tyskland og Holland i årevis valfartet til Lillebælt for at dykke. Men det gør de næppe ret meget længere, for de seneste fem-seks år er forholdene under overfladen år for år blevet markant ringere.
Martin Jørgensen er gymnasielærer på htx i Vejle og er sportsdykker i sin fritid. Dykning har altid været en stor del af Martins liv, og han lærte allerede at dykke, da han som 17-årig var et år i Australien. Han har siden dykket i 20 forskellige lande, og været dykkerinstruktør i mere end 25 år i Danmark.
Udover at være en erfaren dykker og undervandsfotograf, så kender Martin også livet under overfladen i Lillebælt bedre end de fleste, og han har fulgt udviklingen i sin våde baghave tæt gennem årene.
- Dykning i Danmark kræver en større indsats og mere udstyr end dykning sydpå. Men netop derfor er belønningen også så meget større, når der ud af det mørke, kolde, strømfyldte dyb dukker en fantastisk, fremmedartet og farverig verden op. Når jeg vægtløst svømmer på opdagelse i Lillebælts dybe, tusmørke, kølige undervandsnatur er jeg nærmest lykkelig. Så at have været førstehåndsvidne til den negative udvikling i 'mit' hav har berørt mig dybt. Mister jeg Lillebælt, mister jeg en stor del af mig selv, siger Martin Jørgensen.
Læs også: Regeringen vil tillade mere kvælstof i fjorde, der allerede er ramt af iltsvind
Færre fisk år for år
Hvor dykkerne tidligere kunne observere et rigt liv med mange forskellige arter af fisk og bunddyr langs Lillebælts stejle, undersøiske skråninger og i den dybe strømfyldte rende, er historien i dag en helt anden.
- År for år møder vi færre fisk – markant færre fisk. Og selv på dybt vand er den fine bund med smukke arter som sønelliker, svampe, søanemoner under pres. Der ligger nu et tyndt lag støvagtigt slam på mange af de steder, jeg dykker, siger Martin.
Udviklingen er sket på få år. Hvor Martin i dag trist kan berette, hvordan deres lokale dykkermekka nu er domineret af dårlig sigtbarhed og tunge algebegroninger, var dykkeroplevelsen i Lillebælt for få år siden helt anderledes.
- Dykning i Lillebælt var kendetegnet ved et væld af liv og masser af farver. I den ofte fine sigtbarhed kunne man svømme på opdagelse i de spændende landskaber med skrænter og kløfter, som Lillebælts stærke strøm skaber. Der var fin bund uden slam – selv på dybt vand. Jeg kunne blive helt glad i låget over, at der stadig var smukt bevokset og masser af liv helt ned på 20-30 meters dybde, fortæller Martin Jørgensen.
Læs også: Landbrugets udledning af kvælstof er hovedårsagen til iltsvind
Regeringen lægger op til at slække på kvælstofkrav til landbruget
I disse uger forhandler regeringen med Folketingets partier om Grøn Trepart og genbesøget af landbrugsaftalen fra 2021. Helt centralt er spørgsmålet om, hvor meget kvælstof landbruget fremover skal have lov til at udlede rundt om i landet, og dermed hvor meget kvælstof som udvaskes til hav og fjorde. Konkret skal politikerne vælge mellem tre forskellige scenarier, som Finansministeriet præsenterede i en rapport for få uger siden.
Hvis regeringen vælger at gå med scenarie 3, skal udledning af kvælstof slet ikke reduceres i oplandet til det farvand i Lillebælt, hvor videoen er optaget. En vurdering som står i stærk kontrast til den virkelighed, som Martin Jørgensen med sine egne øjne oplever under vandet.
Så når det kommer til håbet for fremtiden og håbet om igen at kunne opleve de fantastiske dyk i det klare vand i Lillebælt, er Martin ikke optimistisk og føler sig magtesløs.
- Det gør mig harm. Jeg er harm over, at vi som samfund de seneste 30 år har ladet stå til – til trods for, at vi udmærket vidste bedre. Jeg er bange. Bange for, at jeg ikke i min levetid kommer til at opleve et Lillebælt i balance igen,” siger han og fortsætter:
- Det står med brede bøge, nær salten øster strand,” synger vi med national stolthed, men virkeligheden er, at det er alt, alt for få steder, hvor skoven, og ikke drænede, opdyrkede lavbundsjorde rent faktisk møder det salte vand, som vi som danskere – skulder ved skulder – så stolt skråler.
