E-cigaretter skal i ’farligt affald’: Desværre ender mange i naturen
Giftstofferne i e-cigaretter og puff bars risikerer at forurene naturen og omgivelserne. Nu skal affaldsindsamlere undersøge problemets omfang.Det er desværre velkendt, at nikotinprodukter ofte ender alle mulige andre steder end skraldespanden efter brug.
Og det er ikke kun grimt for øjet - både cigaretskodder og nikotinposer udgør en stor trussel for smådyr og for naturen, når de ligger i hobetal i parker og skovene.
Og nu er der kommet endnu en forurener i spil. De populære e-cigaretter er også begyndt at flyde på jorden i byer og i naturen. Og netop e-cigaretterne spiller en stor rolle til dette års affaldsindsamling, der er fra 31. marts til 6. april.
E-cigaretterne er fyldt med kemikalier, der risikerer at skade naturen og nikotin, som er dødeligt giftigt for dyr og børn i koncentreret form. Det fortæller Susanne Svenné, miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
- De her e-cigaretter er ikke harmløse. Man skal forestille sig en plastikbeholder, der både indeholder miljøfremmed kemi, elektronik og et litiumbatteri. De må for alt i verden ikke ende i naturen, hvor de kan være skadelige for dyreliv og levende organismer i det hele taget, siger hun.
- Ender de brugte e-cigaretter i skraldespanden som restaffald, går værdifulde ressourcer til spilde, der kunne være genanvendt. Litiumbatterier indeholder nemlig en række værdifulde stoffer som er meget energikrævende og miljøbelastende at udvinde, siger Susanne Svenné.
Læs også: Millioner af nikotinposer forurener i naturen
Problemet savner handling og kortlægning
Vape, e-cigaret, puffbar. De ofte farverige plastbeholdere har mange navne. Nogle er genopladelige, men mange e-cigaretter er engangsprodukter, der produceres med et bestemt antal sug, hvorefter e-cigaretten ikke længere kan bruges.
Samvirke anslog i 2024, at op imod 270.000 e-cigaretter ugentligt kan havne i restaffald eller naturen. Samvirke er kommet frem til estimatet ved at oversætte en britisk undersøgelse til danske forhold og peger derfor på, at tallet er behæftet med usikkerhed.
Men problemet kræver handling, lyder det fra Susanne Svenné.
- Ikke nok med, at det kan ende i dyrs maver ligesom alt andet småt affald, så ligger det i mange, mange år og forurener. Det har ukendte og uoverskuelige konsekvenser for naturen, der hvor det bliver smidt.
Ulovlige i Danmark
E-cigaretter, der smager af andet end tobak og menthol – f.eks. cola eller frugtsmag – er ulovlige i Danmark. Til gengæld bliver de i stor stil købt og videreforhandlet ulovligt fra Tyskland og Sverige. I 2023 blev der lukket over 500 profiler på sociale medier, der videresælger de ulovlige produkter.
Det er (også) et problem for affaldshåndteringen. For når affaldssystemet ikke er indrettet til de ulovlige e-cigaretter, er sandsynligheden for, at man smider den på gaden eller i restaffald efter brug høj.
Bliv en del af affaldsindsamlingen
- DN afholder affaldsindsamling - og har gjort det siden 2006.
- I år er fokus på e-cigaretter, der henkastes i naturen.
- Det foregår i uge 14. Fra mandag d. 31. marts til d. 6. april.
- ALLE er velkomne til at deltage. Se, hvor og hvornår der er affaldsindsamlinger i dit område!
-Politikerne må se at komme på banen og løse det her problem. Det er oplagt at kigge på, om vi bør gå foran i Danmark og kræve et forbud på EU-plan mod de her e-cigaretter, siger Susanne Svenné.
Fokus på e-cigaretter til Affaldsindsamlingen
For at blive klogere på problemets omfang, er netop e-ciageretter i fokus til årets Affaldsindsamlingen, der løber af stablen i hele Danmark den 31. Marts til 6. april. Her vil deltagerne blive opfordret til at registrere, hvor mange e-cigaretter de finder.
Danmarks Naturfredningsforening har afholdt Affaldsindsamlingen i 19 år. Tidligere år har der både været fokus på cigaretskodder og på nikotinposer. Noget, der i begge tilfælde blev fundet tusindvis af, og som vi nu ved er et kæmpe problem i naturen. Håbet er, at vi nu kan få samme overblik over e-cigaretter, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
- Det er interessant at se, hvor mange, vi rent faktisk finder. Vi håber, at vi kan overbringe politikerne billede og et reelt tal på, hvor mange e-cigaretter, der flyder derude. Og de derfor bliver mere motiverede for at sikre, at de ikke ender der.
Foto: Bodil Fosgaard