Vi laver meget affald i Danmark. Rigtig meget. Hele 754 kilo skrald bliver det til per dansker – hvert år.

Men det er faktisk muligt at gøre en forskel ved at tænke over sit forbrug.

Gittemarie Johansen er zero waster og forsøger at mindske sit affald mest muligt. Tankegangen strækker sig over alle aspekter af livet – fra madspil over plastik-indpakning til tøjforbrug.

Og selvom det krævede lidt tilvænning i starten, er det i dag blevet en helt naturlig del af hendes hverdag at leve efter mere bæredygtige principper.

- Det handler om at få en god rutine ind i hverdagen, ligesom når man skal i gang med at træne. Og så skal man starte i det små, siger hun.

Læs også: Vores store mængder affald er skidt for klima og natur

Samtidig ved Gittemarie Johansen godt, at hendes livsstil ikke kommer til at redde hele verden. Men ved at vise, at det kan lade sig gøre, håber hun på at kunne inspirere andre.

- Og så skal man ikke undervurdere, hvor stor en magt man har som forbruger. Hvis man er en bevidst forbruger, bliver butikker og firmaer også nødt til at følge med, siger hun.

Herunder kommer Gittemarie Johansen med 5 af sine bedste råd til, hvordan du kan lave mindre affald i hverdagen.

Befri Danmark for affald

Hjælp os med en forårsrengøring af Danmarks natur.

Invitér dine venner, kolleger eller familie med ud vores årlige affaldsindsamling den 8-14. april 2024.


Foto: Gittemarie Johansen

Færre engangsting

Et godt sted at starte er ved at skære ned på engangsemballage. Og her er der ifølge Gittemarie Johansen flere sværhedsgrader.

Når du skal bære dine indkøb hjem fra supermarkedet, så vælg en genbrugelig mulepose frem for en engangsbærepose - og brug den igen og igen. På samme måde kan du skifte plastikposerne, som du køber frugt og grønt i, ud med egne små lærredsposer.

Skal du en tur i biografen, kan lærredsposerne også bruges til blandt selv-slik, mens du mange steder kan medbringe din egen kop med mængdemål til sodavand, fortæller Gittemarie Johansen.

- Jeg plejer altid lige at tage fat i personalet og høre, om det er okay. De giver mig næsten altid lov. Selvom nogle af dem bliver lidt overraskede, siger hun.

Take away-mad er også en af de helt store syndere, når det kommer til engangsemballage. Derfor medbringer Gittemarie Johansen ofte sine egne beholdere. Sandwiches får hun pakket i en lærredspose, som kan vaskes og bruges igen. Og pomfritterne eller sushien ryger i en madkasse i stedet for de klassiske engangsbokse.


Foto: Gittemarie Johansen

Først skrald, når det ender i skraldespanden

Sommetider er det også nødvendigt at gøre op med, hvad der egentlig er affald, og hvad man kan upcycle, så det kan gøre gavn mere end én gang.

Mangler du en lille potteplante eller en beholder til dine blyanter? Så kan en tom konservesdåse ofte løse opgaven - og se flot og dekorativ ud imens. Glas fra sylt, oliven, kaffe eller lignende kan også med fordel bruges til opbevaring af ting, råvarer eller madrester.

Et andet trick er at bruge engangsspisepinde som plantepinde i stedet for at smide dem ud.

- Der er faktisk enormt mange muligheder, når først man begynder at tænke over det. Og hvis man er lidt kreativ, siger hun.

I Gittemarie Johansens køkken er der også en skuffe fyldt med servietter. Hver gang hun får en serviet på restauranter eller caféer, som hun ikke skal bruge, tager hun den med hjem i tasken. Her bruger hun servietterne som køkkenrulle, i stedet for at de ryger direkte i skraldespanden på serveringsstedet.


Foto: Gittemarie Johansen

Solide sæber frem for flydende

Det er muligt at få både shampoo, balsam, bodywash og håndsæbe som en sæbebar. På den måde undgår man plastikbeholderne, der bliver smidt ud efter brug.

Hav sæberne liggende på en trærist, som står uden for badet, når du ikke bruger dem. På den måde undgår du, at de søber i vand og bliver opløst mere end nødvendigt.

- Det kan godt kræve lidt tilvænning, før man får tag om sæbebarerne. Men det bliver meget lettere, når det først kører på rutinen, siger Gittemarie Johansen.

Og nu vi er i badet, kan vi lige så godt gøre op med endnu en affaldssynder: Engangsskraberen.

Den kan du bytte ud med en god skraber i rustfrit stål, som kan bruges igen og igen.


Foto: Gittemarie Johansen

Nej tak til gratis ting

Det kan være fristende at tage imod, når der bliver givet gratis merchandise og reklamegenstande. For firmaer og politikere deler glad og gerne ud af t-shirts, kuglepenne, flyers, slikposer og lignende for at sprede et budskab eller få eksponering.

Men det kan være en god idé at gøre op med sig selv, om man egentlig har brug for tingene, eller om de bare kommer til at ligge i en skuffe, til de bliver smidt ud.

- Hvis man kan bruge noget af det, er det jo skønt. Men man skal ikke tage hovedløst imod tingene, siger hun og tilføjer:

- Man har faktisk en stemme som forbruger. For det sender også et signal, når man siger nej tak.

Selvom det kan virke som en lille ting, er Gittemarie Johansen overbevist om, at det kan gøre en forskel. For tingene bliver ved med at blive produceret, så længe folk har succes med at afsætte det, mener hun.


Foto: Gittemarie Johansen

Køb sæsonvarer - og grøntsager

Et af de steder, hvor Gittemarie Johansen har studset over mængden af emballage, er på madvarer i supermarkedet.

Når fødevarer som eksempelvis frugt og grønt er transporteret fra udlandet, er de ofte pakket mere ind end lokale varer, fortæller hun.

- Hvis man tænker over at spise lokalt og efter sæson, kan man virkelig spare på skraldet, siger Gittemarie Johansen.

Derudover kan man også undgå meget emballage ved at spise mere plantebaseret. Kød er af hygiejnemæssige årsager ofte pakket godt ind i både plastbakker og film.

Gittemarie Johansen anbefaler også emballagefri supermarkeder, hvor dagligvarerne kan købes i løsvægt og hentes med hjem i egne beholdere.

Udvalget af butikkerne er ikke stort i Danmark, men blandt andre RAA i Aarhus har fokus på minimalt engangsbrug og emballage.

Hjælp med at holde Danmark ren

- vær med til Danmarks Naturfredningsforenings affaldsindsamling den 8-14. april 2024.