Risikoen for at stikke sig på en giftig fjæsing ved en dansk badestrand er langt større, end den har været. Alene på nordkysten af Sjælland havde flere end 60 personer nærkontakt med ”havets hugorm” forrige år.

Og igen i år er der spottet og fanget flere fjæsinger ved kysterne.

Inden da, havde der kun været to tilfælde på 28 år. Den voksende bestand af fjæsing ved danske badestrande har to årsager: For det første har fjæsingen det lige som badegæsterne - den foretrækker sandbund og lunt vand. Og med klimaforandringernes stigende havtemperaturer, har fjæsingen altså fået mere gunstige forhold.

For det andet er fjæsingens naturlige fjende, torsken, næsten forsvundet fra de indre danske farvande. Der er altså ikke torsk nok til at holde bestanden af fjæsing nede, og derfor myldrer de frem.

Se video: Fjæsing breder sig: Det skal du gøre hvis du bliver stukket

Torsken er væk

Torskens tilbagegang langs de danske kyster er en trist historie om overfiskeri og årtier med vedvarende forarmelse af fiskenes gydepladser og levesteder. Primært forårsaget af råstofindvinding og fiskeri med bundslæbende redskaber. Bestanden af torsk er nu så kritisk lille, at EU sidste år forbød al fiskeri efter torsk i Østersøen og de indre danske farvande – også for lyst- og fritidsfiskere.

Hvis vi vil have færre giftige fjæsinger ved vores badestrande, så skal vi have torskebestanden tilbage i balance. Og det kan kun lade sig gøre hvis vi stopper med at fange den og sikrer dens levesteder og gydepladser imod bundslæbende fiskeredskaber.

I mellemtiden kan du udnytte, at der er mange fjæsinger at fange langs kysterne, måske være med til at redde en badegæst fra at stikke sig og ovenikøbet få lækker fisk med hjem til stegepanden.

Hvis du er enig i at bundtrawl skal være forbudt i beskyttede havområder, kan du skrive under og støtte os i vores arbejde for et bæredygtigt fiskeri i Danmark.

Fang en fjæsing

Den fiskestang, du ikke længere må fange en torsk med, kan du nu passende bruge til at fiske efter fjæsing.

Måske har du en gammel fiskestang og en æske rustne blink liggende i dit sommerhus. Det er sådan set alt, du skal bruge. Og har du ovenikøbet et sildeforfang, så er dine chancer ekstra gode. Ellers har din lokale fiskegrejsbutik helt sikkert det hele på lager.

Fisk fra stranden og træk blinket hen over sandbunden. Det er nemlig her fjæsingen ligger på lur og venter på, at en lille fisk, reje - eller dit blink - kommer forbi.

Fakta om fjæsing

  • Fjæsing har fire giftpigge: To på toppen af rygfinnen og én på hvert gældelåg.
  • Den gemmer sig i sandet kun med øjne og rygfinne stikkende op. Og det er sådan de fleste badegæster møder den: Med deres bare fod mod fjæsingens giftpigge. Av!
  • Fjæsing faster det meste af året, hvor den opholder sig på dybere vand. Men om sommeren trækker den ind til kysten, hvor den mæsker sig i krebsdyr, rejer, krabber, kutlinger, sandorm og fladfiskeyngel.
  • Der er ikke noget mindstemål eller nogen fredningsperiode på fjæsing.
  • Hvis du er mellem 18 og 65 år, skal du have statens fisketegn, når du fisker. Køb det på fisketegn.dk.

Og når du får en fjæsing på krogen, er det en god ide at have en tang ved hånden, så du kan afkroge fisken uden at stikke dig. En tang med fladt næb fra værktøjskassen virker fint og ellers findes der et bredt udvalg af fisketænger hos grejforhandlerne.

Spis en fjæsing

Men hvorfor overhovedet give sig i kast med at fiske efter en giftig fisk, som man risikerer at stikke sig på?

Fordi det er sjovt og spændende selvfølgelig - og tilmed giver sund, lækker og bæredygtig fisk på middagsbordet! Fjæsingen er både langt smukkere og mere velsmagende end sit rygte. Det fine, lyse kød er en sand delikatesse og fileterne egner sig perfekt til at blive stegt på skindsiden i smør.

Læs også: 3 opskrifter med fjæsing

Med lidt forsigtighed og en tang ved hånden, er det nemt at skære hele hovedet inklusiv gældelåg og rygfinne af fisken og på den måde komme af med alle fiskens fire giftpigge på én gang. Herefter er det ingen sag at skære de to fine fileter fri og så er de klar til panden!

Det skal du bruge:

  • En fiskestang
  • Eventuelt et sildeforfang
  • Et blink på ca. 15 gram
  • En tang til at afkroge fisken med, så du ikke stikker dig.
  • En spand eller pose til at bære fangsten hjem i.
Foto: Johan Flyvbjerg

Hvis uheldet er ude

Du har måske hørt husrådet om, at holde hånden eller foden under varmt vand, hvis du har stukket dig på en fjæsing. Og den er faktisk god nok!

Fjæsingens gift bliver nemlig ødelagt ved en temperatur på 40-45 grader. Vandet skal være så varmt, at du kun lige akkurat kan holde det ud. Og du skal holde den kropsdel, der er stukket, under det varme vand i mindst 30 minutter og gerne en time. Så skulle både hævelsen og smerten blive meget mindre eller helt forsvinde.

Det gør ondt at stikke sig på en fjæsing. Nogle beskriver det som et slemt hvepsestik, mens andre oplever at hele armen eller benet gør ondt og hæver op. Stikket er sjældent farligt for voksne, men hvis et barn stikker sig, er det en god ide at kontakte lægen. Og hvis man tager fisken med hjem for at spise den, så skal man huske, at den altså stadig stikker, selvom den er død.

alt
Asger Ebdrup
Kampagneansvarlig