Fra jurist til mosekonge: Martins modige eksperiment skaber den vildeste natur
Den selvlærte naturforvalter Martin har gang i et vildt eksperiment. Han vil genskaber natur. I dag bruser biodiversiteten frem i hans ’vildmose’ med vandbøfler, heste og uldgrise.Foran os holder et stort overdækket, firhjulstrækkende køretøj.
Martin Sandager sætter sig bag rattet, og allerede inden vi for alvor er begyndt turen rundt i Kragelund Mose, er han i gang med at fortælle. Der er så uendelig meget at berette om processer, overvejelser, beslutninger, erfaringer, natur, dyr og planter, at han må tage alle minutter i brug.
Vi kører skrumlende og bumlende gennem moselandets afvekslende terræn. En gammel tørvemose, der har været drænet med håndkraft, gødet kraftigt, opdyrket og afgræsset af kvæg.
En skæbne, området deler med så mange andre af landets moser. Før i tiden har moser og vådområder fyldt omkring 25 pct. af arealet i Danmark, i dag fylder de under 1 pct. af landskabet.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Kontoret blev skiftet ud med mosen
Egentlig er Martin Sandager uddannet jurist, men efter flere år i det job var der en dag ”ikke mere olie i tanken”, som han selv siger. Der skulle ske noget andet, og i 2015 købte han et landsted til et projekt, han ville starte med en kammerat. Der hørte 15 hektar land med til ejendommen – hvoraf 3,5 hektar viste sig at være jord i den gamle Kragelund Mose. Martin tog ud for at besigtige området og oplevede en mishandlet mose, der var ved at gro helt til.
- Jeg blev simpelthen så pissesur over, at man har gjort sådan nogle åndssvage ting, siger Martin Sandager med reference til den drænede, gødede og tilgroede mose.
Han så straks potentialet i den gamle mosegrund, men kunne også se, at han ikke alene ville kunne vinde kampen mod det viltre krat af pil og birk, der skød frem på store områder, samt planterne mosebunke og lysesiv, der også var ved at overtage stedet og stjal sollys fra resten af de naturlige mosearter.
Som stor fugleentusiast, lystfisker og jæger, blandt andet med job som turguide på jagtsafarier i Afrika på cv’et, har den nye moseejer altid interesseret sig for natur. Martin Sandager vil i øvrigt være et velkendt navn for mange i naturdebatten på de sociale medier, hvor han er kendt for sine entusiastiske opslag samt ret ligefremme og til tider bramfri facon.
- Naturen har givet mig så meget. Med Kragelund Mose greb jeg chancen for at give noget tilbage, siger han, selvom han ikke havde den store erfaring med genopretningsprojekter i bagagen.
- Det har været en stejl læringskurve, fortæller han om de første år, hvor han for alvor tog fat.
En vild idé tager form
Meget inspiration kom fra andre naturprojekter og ildsjæle.
Martin Sandager nævner også Vejen Kommunes biolog Inge Nagstrup, der som en uvurderlig sparringspartner har budt ind og kommenteret på den kreative mosemanagers vilde idéer under hele projektet. I dag deler han gerne selv ud af sine erfaringer – både de gode og de dårlige.
Vi kører gennem et landskab i rivende udvikling. Det veksler mellem sumpede pletter og tørre områder, og plamager af træer og krat sørger for yderligere struktur i landskabet.
I dag har Kragelund Mose den højeste botaniske score i Vejen Kommune. Vi ser blandt andet klokkelyng, hedelyng, tormentil, trevlekrone, djævelsbid, mosebøllebær, tvebo baldrian og ikke mindst den sjældne otteradet ulvefod.
De 700 fuglekasser, som Martin Sandager har sat op, har også lønnet sig. Småfuglene er flyttet ind. Hermed også rovfuglene. Bekkasinen findes her, og den rødryggede tornskade – en art, der med Martins ord viser lidt om, ”at det ikke er helt skævt, det, vi gør her”.
Her er humlerovbille, hvepseedderkop og et mylder af andet spændende krible-krable-liv, der kan underholde en naturnørd i flere timer.
Men hvad er det, han har gjort? Ja, det er ikke blot én, men mange ting.
I flere omgange har Martin Sandager fået støtte af Den Danske Naturfond til blandt andet at få ryddet ud i krattet og få opsat hegn. Han har fået gravet 18 mindre søer i området, for vandet skal tilbage i mosen. Mange store sten er også blevet lagt tilbage.
De blev fjernet, da man i sin tid ville opdyrke jorden. De varme stenflader i solen er små mikrohabitater i sig selv og brillante fundamenter for myrernes tuer. Derudover har moseejeren drukket tusindvis af kopper kaffe gennem hele processen, når han har opkøbt jord fra omkring 25 lodsejere og arbejdet for at få flere med på projektet, så der kunne skabes et sammenhængende område.
- Men jeg oplever, at langt de fleste skeptikere godt kan se idéen, når de kommer herud og med egne øjne oplever dyrene udfolde sig på deres egne præmisser og ser, hvordan biodiversiteten bare vælter frem, fortæller han.
Der er dog altid enkelte mennesker, man ikke kan nå. Mange, der arbejder med naturgenopretning, oplever voldsom chikane, og det er et stort problem, fortæller Martin Sand-ager, der også selv har oplevet det.
Fra anmeldelse til anderkendelse
En dag sidste år ringede hans telefon. Det var politiet, der kunne fortælle, at moseejeren var blevet politianmeldt. Begrundelsen: Det regnede. Og hestene i mosen kunne jo falde og slå sig i regnen. Martin Sandager stod måbende tilbage. Han anser de mange anklager om manglende dyrevelfærd i naturprojekter som en del af den voksende chikane.
- Jeg sagde til politimanden, at så ville jeg gerne politianmelde samtlige svineproducenter i Syd- og Sønderjylland. Så kunne de jo komme ud til mig, når de var færdige med at tjekke dem. Jeg har ikke hørt noget siden.
Naturforvalteren understreger, at hans dyr har læskure, hvor de kan søge ly, og at han overholder alle regler om dagligt tilsyn af dyrene samt dyrlægetilsyn.
I 2023 vandt han desuden Dyrenes Beskyttelses pris som Årets Dyreven for at skabe et fristed for dyr og natur. En pris, han er særligt glad for set i lyset af den megen modstand mod naturgenopretningsprojekter.
- Jeg synes, at det var et modigt valg, der understreger, at vi skal passe på alle dyr samtidig. Jeg ser prisen som et kæmpe skulderklap til alle os, der arbejder for at øge biodiversiteten i praksis, sagde han, da han modtog prisen.
Giv dyrene plads - så gør de resten
På turen rundt på mosens arealer møder vi lidt efter lidt flere af dem, det hele handler om. Først en lille flok kvæg, Martins eget.
Flere gange føles det, som om vi træder ind midt i en film, hvor det hele bare er lidt for romantisk og idyllisk. Mellem søer og svajende græs dukker heste frem med bølgende maner i blæsten. De bader og dasker dovent med halerne, traver majestætisk gennem landskabet.
Heste i flere farver. Der er nemlig forskellige racer og endda nye blandinger. Hestene er et godt miks af konik og exmoor, og kvæget i mosen er en blanding af skotsk højland og dexter. Han oplever ellers, at mange naturforvaltere sværger til enten den ene eller anden rene race af heste og kvæg.
- Jeg går efter robuste dyr, og jeg går frem for alt efter den funktion, dyrene udfylder, siger han og stiller sig også her allerforrest på naturgenopretningsscenen.
Valget af dyr i Kragelund Mose er ikke ligefrem hverdagskost, heller ikke i naturkredse. Og pludselig befinder vi os ikke i Vejen Kommune men på savannen. En flok skinnende sorte vandbøfler ligger gryntende og gumlende og flader ud kun med hovederne oven vande i en af mosens nye søer.
De udfylder en vigtig funktion. Ligesom hestene. Ligesom kreaturerne. Og så er det i følge moseforvalteren i og for sig lige meget, hvilken specifik art eller race der er tale om. Han bakkes op af et stort videnskabeligt studie fra Aarhus Universitet, der slog netop samme pointe fast i 2024.
I forhold til den gavnlige effekt på biodiversiteten, viste forskerne, at så længe man bruger arter eller racer som er nærtbeslægtede med tidligere hjemmehørende arter, så kan de også bidrage positivt til naturgenopretningsprojekter.
Den sønderjyske savanne
Ved en anden sø møder vi endnu et underligt syn: En flok brogede geder går i vandkanten og gumler sødgræs. Men man kan da ikke have geder i en mose? Geder skyr vand og trives ikke i områder, hvor der er mange søer, det ved alle, og mange sagde da også netop det, da Martin fik idéen.
Men han gjorde forsøget, og i dag søger gedeflokken frivilligt og velfornøjet både mosens tørre krat og våde søer. Og gederne er nødvendige i ’dyrepakken’.
Nøglen til vellykket naturforvaltning er ifølge Martin Sandager: et lavt antal dyr, som arealerne kan bære, og et godt miks af dyr. Ligesom på den afrikanske savanne, hvor gnuer, giraffer, elefanter og et utal af antilopearter går side om side og udnytter det samme område, men på forskellige måder.
Vi står og ser lidt på, hvordan gederne gumlende udvælger sig godbidder i landskabet. Nogle gange er maden sværttilgængelig, og de adrætte dyr ’klatrer’ med forbenene op ad tynde birkestammer og strækker halsen, så langt de kan nå.
Vandbøflerne er områdets bulldozere, forklarer Martin og viser store, solide træer frem, der har fået plyndret en del af trækronen. Med deres massive krop kan bøflerne mase direkte ind i stammen, så den buer, vade hen over den og nå bladene i trækronen. Når bøflen er færdig med at spise, slipper den træet, der elastisk svajer tilbage.
Et hegn for naturens skyld
Hegnet om mosen har flere funktioner. Det holder selvfølgelig dyrene inde, hvor de må gå, og samtidig lader det områdets hjortevildt passere frit. Men det holder også besøgende ude.
Martin Sandager holder et væld af guidede ture og viser gerne rundt, men et rend af gæster på egen hånd, hvoraf nogle måske vil forsøge at klappe dyrene og give dem godbidder fra lommerne, ønsker han ikke.
Det er vigtigt, at dyrene bliver holdt semivilde, så de beholder deres naturlige adfærd, forklarer moseforvalteren og stiger ud af UTV’en. Der er nogen, vi skal møde.
Foran os står en kæmpestor stridhåret ungarsk uldgris, flere faktisk. Det tætteste man kommer på vildsvin i fri dressur. Den ene får øje på Martin, og straks forsvinder benene under den.
Den triller om på siden, og man kan næsten fornemme, hvordan den forventningsfuldt lægger sig godt til rette i græsset. Vores vært forstår en hentydning. Straks er han på hug og giver griseflanken en ordentlig kløtur. En praksis, han ’optræder’ meget med på de sociale medier, hvor ’mosegrisene’ i Kragelund har en særlig status. De er stjernerne.
- Jeg kan stille med de mest nuttede hesteføl og imponerende bøffeltyre. Det er altid grisene, der går lige i hjertet på alle de besøgende, fortæller Martin Sandager, der altså tydeligt er i gang med at bryde sit eget strenge princip om naturdyr og ikke klappedyr, som han sidder der i mudderet og aer den glade, gryntende gris.
- Jeg gør en undtagelse med grisene, forklarer han. Mest for at give en udstrakt langemand til konventionelt svinelandbrug i dag. Jeg viser mine grise frem, som har det godt, som ligger her og bliver klappet og minder os om, at det jo er samme slags dyr, vi behandler helt anderledes horribelt i dansk svinelandbrug.
Uldgrisene er naturligvis ikke blot til for at charmere gæsterne. Som alle andre dyr i mosen udfylder de en funktion. En af de vigtigste. De roder. De vender jorden. Væk med lysesiv og mosebunke og frem med ny, bar jord, perfekte spirebede til nye, spændende planter.
Forskere fra Aarhus Universitet følger netop i disse år de flittige grisetryners værk i mosen nøje. Det skal munde ud i et studie, der dokumenterer natureffekterne af vilde svin.
Ikke mange – hvis nogen – har lavet naturgenopretning helt på denne måde. Kragelund Mose er et stort natureksperimentarium, siger Martin Sandager selv. Men han er ikke bange for at gøre noget ’forkert’ med alle sine cowboytricks.
- Nej, for området var jo ødelagt. Hvad skulle jeg kunne gøre værre? siger han. Indtil videre går det godt. Naturen kvitterer, og i dag valfarter et væld af naturinteressenter til mosen for at lade sig inspirere og høre om erfaringerne.
- Det er jo ikke svært, det her. Hvis jeg kan gøre det, så kan andre også, siger Martin Sandager. Han har ikke noget overordnet mål for, hvordan mosen skal ende med at se ud. Området skal gives tilbage til naturen, som så kan gå sin gang. Økosystemerne skal genskabes.
- EU har bestemt, at vi skal have 30 pct. beskyttet natur i 2030. Det vil jeg gerne hjælpe med til, siger naturforvalteren.
Af Kamilla Husted Bendtsen
Billeder Mikkel Jézéquel
