Den store rustrøde rovfugl ses ofte flyve lavt over jorden efter føde eller stå i luften over et muligt bytte. Den røde glente har de senere år fået sikkert fodfæste i Danmark efter at at være erklæret uddød.

- Synet af den røde glente gør alle os fuglekiggere ellevilde. Jeg ser den nærmest som et symbol på et ændret natursyn, hvor vi forstår, at der skal være plads til alle arter, siger Anders Horsten, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Den røde glente var førhen en almindelig rovfugl i Danmark, men blev målrettet skudt og forgiftet i starten af 1900-tallet og uddøde her i landet, skriver Dansk Ornitologisk Forening. DOF har netop gennemført en midvintertælling af den røde glente. Med 706 røde glenter er resultatet tæt på rekordåret 2023, hvor 759 af de røde rovfugle blev registreret.

Fremtiden bringer mere glentemad som ådsler

Den røde glente er kendt som naturens skraldemand fordi, den er specialist i at finde og æde ådsler. Den er lidt større end musvågen og med sin røde fjerpragt og et vingefang op til næsten to meter forstår man, at den også ofte kaldes "Den Røde Drage."

Efter en dansk fredning af rovfugle i 1922 genindvandrede arten først i 1970'erne fra de voksende svenske og tyske bestande og har siden langsomt bredt sig. 2007 var et gennembrudsår med mindst 46 ynglepar.

- Udover at det ikke længere er almindeligt at udlægge gift, spiller klimaforandringerne også en rolle for glentens genkomst. Arten var førhen talrig i landene syd for os, men er nu mere almindelig i blandt andet England og Sverige. Desuden overvintrer den i milde vintre, hvilket også har betydning, siger Anders Horsten. Biologen har store forventninger til endnu flere glenter fremover:

- Når vi de kommende år får meget mere vild og sammenhængende natur, så får vi også meget mere glentemad i form af smådyr og ådsler, så den bliver sikkert bare endnu mere talrig. Det bliver fantastisk, slutter Anders Horsten.

Generelt går det stadigt bedre for de danske rovfugle, der stort set alle er i fremgang. Havørne, fiskeørne og rørhøge vinder terræn, mens vandrefalk og kongeørn er indvandret til Danmark siden 1990’erne, skriver Dansk Ornitologisk Forening.

Vær med til at skabe en grønnere fremtid

alt
Tine Gjerløv
Chefrådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 22 85 22 08

Foto: Jan Tandrup Petersen

alt
Anders Horsten
Naturpolitisk rådgiver