Store dele af Limfjorden og flere andre områder, der er hårdt ramt af blandt andet forurening fra land og bundtrawl og muslingeskrab, får nu et tiltrængt pusterum.

Regeringen lægger nemlig op til at forbyde muslingeskrab og fiskeri med bundslæbende redskaber i Natura 2000-områder indenfor 3 sømil fra kysten.

Det betyder at flere af Danmarks beskyttede havområder fra 1. juli 2025 reelt bliver friholdt fra en af de allerstørste presfaktorer for havnaturen. Det vil være til stor gavn for fiskebestandene og livet på havbunden.

DN har kæmpet for dette i mange år

For Danmarks Naturfredningsforening er det en ubetinget god nyhed, som foreningen har kæmpet for i årevis. Det fortæller præsident Maria Reumert Gjerding. I skrivende stund har DN indsamlet over 100.000 danskeres underskrifter på, at bundtrawl skal stoppes i beskyttede havområder.

- Det er vigtigt, at vi nu siger helt slut for bundtrawl og muslingeskrab i de områder, vi karakteriserer som habitatbeskyttede. Vi mangler stadigvæk nogle naturbeskyttede områder, så vi arbejder videre, men det er ubetinget et fremskridt, siger hun.

- Der kommer nu en ret markant beskyttelse i Limfjorden, der har det elendigt, blandt andet på grund af forurening fra landbruget på land, men også grundet meget skadelige muslingeskrab, siger Maria Reumert Gjerding.

Se video: Så ødelæggende er bundtrawl for havbunden

Ikke helt i mål - men vigtigt gennembrud

Bekendtgørelsen, som du kan finde her, lægger op til at forbyde fiskeri med bundslæbende redskaber og muslingeskrab i Flensborg Fjord, Vejle Fjord og Kalø Vig, som er aldeles hårdt presset.

Og i det beskyttede havområde ‘Skagens Gren’ bliver nogle mindre sandbanker og stenrev nu beskyttet mod fiskeri med bundslæbende redskaber. Det er meget positivt, at der kommer begrænsning på trawlfiskeriet nord for Skagen. Området er blandt de allermest bundtrawlede områder i Danmark.

Danmarks Naturfredningsforening har arbejdet for en bedre beskyttelse af beskyttede havområder i mange år.

- Vi er ikke i mål endnu, men dette et vigtigt gennembrud og et afgørende skridt i retning af at stoppe det bundslæbende fiskeri i de havområder, hvor vi har sårbare habitater som vi er forpligtiget til at beskytte, siger Maria Reumert Gjerding.

Hun undrer sig over, at man ikke omfatter Vadehavet, som har en unik natur internationalt og er udpeget som verdensarv.

En vigtig sejr for havnaturen

Vi har i mange år kæmpet for en reel beskyttelse af de beskyttede havområder i Danmark. Derfor er det et meget vigtigt skridt i den rigtige retning, at ministeriet for fiskeri endelig vil forbyde skadelige fiskerimetoder.

Men der er stadig meget at kæmpe for. Der foregår stadig fiskeri med bundslæbende redskaber og muslingeskrab i mange havområder, også beskyttede.

Det er alvorligt for dyre- og plantelivet på bunden og vores i forvejen sårbare fiskebestande.

Vil du hjælpe med at sikre et sundt og bæredygtigt hav?

alt
Adam Dyrvig Tatt
Havpolitisk rådgiver
alt
Morten Rosenvold Villadsen
Havpolitisk rådgiver