Håndplukket: Kulturen lige nu
Naturen fylder i kulturen lige nu – i kunsten, udstillingerne og musikken. Her får du en håndfuld anbefalinger, der viser nye blikke på vores forhold til naturen.Naturens tilstedeværelse sniger sig ind alle vegne i kulturen lige nu – i kunsten, på museerne, i musikken og i samtalerne om, hvordan vi skal leve, bygge og være mennesker i en foranderlig verden. Overalt åbner nye blikke sig på vores forhold til landskaberne omkring os, til de arter, vi deler kloden med, og til de kriser, der presser vores fælles fremtid.
Her får du et samlet udvalg af håndplukkede anbefalinger, der inviterer dig ind i naturens mange udtryk: fra stille landskaber og broderede fortællinger om havets iltsvind til vandets mystiske kræfter, landbrugets skjulte historier og musikken, der giver sprog til vores økologiske sorg, handlekraft og spirende håb.
Naturens stilhed
Helt tyste landskaber uden mennesker, moderne industri og andre forstyrrende elementer. Sådan portrætterede den danske 1800-talsmaler Janus la Cour de danske landskaber og dansk natur i sine malerier. I en udstilling på Nivaagaards Malerisamling kan du frem til 5. januar opleve Janus la Cours værker, hvor han går helt tæt på naturens elementer. Malerierne emmer ikke nødvendigvis af skønhed, de rummer også naturens naturlige forgængelighed – men alle værker skildrer den rene natur, som den er, helt uden forstyrrelser.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Boliger og biodiversitet
Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden, og kravene til, hvordan vi skal bruge vores areal, stiger. Byer, huse, veje, vedvarende energi, landbrug og sidst men ikke mindst – natur. Vi klumper os sammen i byerne, hvor vi bygger nyt, river ned og bygger op igen. Kan vi finde en måde, hvor vi bor, bygger og lever anderledes end i dag? Med respekt for andre arter end os selv. Og hvordan kan arkitekturen spille bedre sammen med naturen i fremtiden? Det sætter en ny udstilling med titlen ’Age of Nature’ på Dansk Arkitektur Center fokus på. Udstillingen kan opleves frem til 17. maj.
Broderet iltsvind
Broderi kan andet og mere end at pynte og lappe huller i tøjet. På Museum Silkeborg kan man frem til 31. december opleve tekstilkunster og tidligere biologi- og håndarbejdslærer Birgitte Steenbecks dybe indignation over havets tilstand udtrykt i broderikunst med garn, stofrester og affaldsplastik. Idéen til værkerne opstod egentlig som et forsøg på at illustrere og afdramatisere de processer, der fører til iltsvind. Men i takt med at Birgitte Steenbeck satte sig ind i emnet, blev det tydeligt for hende, hvor kritisk en tilstand vores havmiljø er i. Og den frustration har hun omsat til en række værker, hvor hun har broderet havbundens udvikling fra fin sandbund til fedtemøg og til sidst en død havbund, hvis der ikke gøres noget.
Kæmpe svin, vommagneter og elitekøer
Dansk landbrug er et af de mest effektive i verden. Det bryster vi os af, men hvilken pris kommer produktiviteten med?
I en udstilling på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet kan du gå på opdagelse i alverdens opfindelser i produktivitetens tegn.
Hvordan har vi f.eks. fået en malkeko til at give 29 liter mælk om dagen, når den i 1920 kun gav 6 liter? Og hvordan kan et slagtesvin vokse fra 1 kilo til 100 kilo på bare 5-6 måneder?
Gennem årene har forskere fundet innovative løsninger til det industrielle landbrug. Det gælder f.eks. vommagneten til køer: En ko risikerer at dø af panserhjerte, hvis den spiser metalrester, men med en magnet i maven bliver metallet stoppet, og kan endda genanvendes ved slagtning. Smart – men det løser ikke problemet med metalrester i naturen.
Udstillingen er kurateret af antropolog Nathalia Brichet og lavet som en del af forskningsprojektet ’Cattle Crossroads’. Læs mere på vetschool.ku.dk/om/produktionsdyr.
Livligt vand
På Vejle Kunstmuseum kan du frem til 15. februar 2026 opleve en soloudstilling af Kirstine Roepstorff. ’Neptune’s Lab 29°’ er en finurlig udstilling om vand – konkret, symbolsk og mytisk. Vand er grundlæggende for alt liv, men med klimaforandringerne skaber det nye udfordringer: stigende havniveauer, oversvømmelser og tørke. Udstillingen udfolder vandets kraft og dets stille, men stærke indflydelse på vores liv og fremtid. Der kommer også arrangementer om vand til næste år.
Sange til en såret planet
Sorg og længsel går igen i flere af den anmelderroste musiker Agnes Eas sange – men ikke kun den romantiske slags. Hun synger om naturen, om dyr og planter, der forsvinder, og om klimaforandringerne. Sangene folder den fortvivlelse ud, som mange i hendes generation bærer på.
– Når jeg skriver og synger, bliver sorgen noget, jeg bearbejder. Ellers kan det godt blive altoverskyggende, siger den 26-årige kunstner, der debuterede med EP’en ’Intet forsvinder’.
Agnes Ea føler også sorg over sin manglende forbundethed med naturen – en forbindelse, hun forsøger at genskabe gennem sin meget sanselige musik. Hendes univers bevæger sig mellem det sårbare og det storslåede, små poetiske naturbilleder og store lydlandskaber. Hendes nyeste sang, ’Fremtidsbarn’, handler om frygten for, hvad kommende generationer arver – og håbet om, at skaderne kan rettes op.
– Musikken kan starte en samtale og tale til vores følelser. Deri ligger håbet, siger hun.
Til lanceringen af ’Fremtidsbarn’ inviterede hun Phie Ambo og forfatter/aktivist Esther Michelsen Kjeldahl til samtale for at skabe et fælles rum for refleksion. Agnes Ea er også initiativtager til foreningen Ekkosystem, hvor musikere arbejder for bedre betingelser for musik, der beskæftiger sig med de økologiske kriser.
– Der er brug for tusind forskellige stemmer, så flere kan være en del af et fællesskab, der vil gøre en forskel, siger hun.
Hendes debutalbum udkommer i starten af 2026.
3 grønne anbefalinger fra Agnes Ea
Lav noget kreativt
Giv dig selv ro midt i hverdagen: Find et sted i naturen, skriv dagbog, et digt – eller deltag i skriveworkshops som dem Liv Ea holder med FLOR.
Støt små fødevarefællesskaber
Opsøg lokale gårdbutikker og fællesskaber. Agnes Ea handler selv hos Grønne Bønner på Skjolds Plads.
Boghandleren Brøg
Kig forbi BRØG Litteraturbar i Fiolstræde – et nøje kurateret udvalg med stærke stemmer, der skriver om naturen.