Lars Ranthe: Efter min fars død møder jeg ham i naturen

Som barn cyklede jeg ofte sammen med min far til Amager Fælled for at se en tornskade, tårnfalk eller andre forskellige arter. Min far elskede naturen og malede malerier, hvor naturen blev presset af storbyen. På et maleri skyder olierør og skyskrabere op i et frodigt Amager Fælled, hvor sommerfugle flyver rundt. Det hænger i mit soveværelse, og jeg kigger på det hver dag og mindes ham.

Min far nægtede at få kørekort, han ville ikke køre rundt og forurene. Han havde jo fat i noget, den gamle, tænker jeg, når jeg kigger på malerierne, hvor olierør og højhuse vælter frem og advarer imod, at industrien smadrer naturen.

Ro i sindet og blik mod horisonten

Jeg kan ordne staudebede i min have og kigge på fugle en hel dag. Når jeg spiller golf ude ved Amager Fælled, er det lige så meget for at se på trækfugle og råvildt. Jeg fisker, så ofte jeg kan komme til det. Det gør noget helt særligt ved mit nervesystem at plante mig selv i havet. Her kan jeg tænke mine tanker til ende, mens øjet skuer langt. Jeg ser et marsvin i horisonten, et træk af måger, en havørn eller spurvehøg glide forbi. Da finder jeg hjem til mig selv.

Det er voldsomt at opleve, hvordan de indre farvande er hårdt ramt af iltsvind. Der er kun få havørreder, og torsk og andre bundfisk er næsten helt forsvundet. Det er besynderligt, at landbruget får lov til at bestemme så meget over vores begrænsede natur.

Min far og jeg tog ofte på cykelferier med telt rundt i Danmark: Silkeborg, Mols Bjerge, Sydsjælland og Faxe Kalkbrud. En gang imellem gik turen til Sverige. Altid på jagt efter en eller anden plante eller fugleart. Det føltes vidunderligt at finde et vættelys eller et forstenet søpindsvin og kunne spørge min far, hvor hurtigt en vandrefalk kan flyve. Mine egne piger ved også besked, når det er tid til at se tårnfalk eller rød glente. Som min far gjorde det, sidder jeg og peger og siger: ”Se der!”

Min far lever videre i naturen

Jeg har mødt min fars sjæl i naturen flere gange. Første gang var på en fisketur i Mexico. Vi var 30 sømil ude i Stillehavet, vi havde sejlet i flere timer og var langt uden for mobildækning. Alligevel ringede min telefon pludselig, og jeg sansede det gennem larmen fra to store skibsmotorer. Det var min kone, Christine, der ringede. Hun var hos min far og fortalte mig, at han var ved at sige farvel til livet, før hun rakte telefonen hen
til ham. Min far var meget dement, så han kunne ikke sige noget, men han kunne høre min stemme og mit farvel.

Da jeg havde lagt på, satte jeg mig op i stævnen og kiggede ud over havet. Mindre end ti meter fra båden brød en hvalfinne havoverfladen – som en kæmpe hånd, der vinkede – to gange. Det var min far, der sagde farvel. Der oplevede jeg tydeligt, at min fars kærlighed til naturen manifesterede sig lige foran mig. Jeg græd, mens vi sejlede tilbage mod kysten.

For et par år siden mødte jeg igen min far i naturen. Jeg stod i stuen i sommerhuset. Det var efterår og et atypisk tidspunkt at se sommerfugle, tænkte jeg, da jeg registrerede, at en sommerfugl fløj forbi uden for vinduet. ”Hej far,” sagde jeg. Jeg åbnede døren, og sommerfuglen fløj ind og satte sig på min finger. Jeg fortalte ham, hvordan mine piger havde det. Sommerfuglen blev siddende på min finger. I køkkenet hentede jeg sukkervand og en appelsinbåd, som den kunne suge næring fra, før jeg sagde farvel, og den fløj videre.

Min far var så glad for sommerfugle, og jeg kan ikke andet end at tænke, at det er naturens måde at manifestere hans energi på. Jeg er et spirituelt menneske og overbevist om, at vores sjæl forplanter sig i noget andet. Jeg tror, at alle kan åbne sig for spirituelle oplevelser, særligt i naturen.

Af Anne Anthon Andersen, Foto Dennis lehmann/Ritzau Scanpix