Mindre landbrug skal redde vandmiljøet
Det er afgørende for livet i kystvandene, at landbruget massivt omlægges i den grønne trepart. Det mener havbiolog Stiig Markager, der har set vandmiljøet dø i over 25 år.
For 26 år siden regnede havbiologen Stiig Markager for første gang på, hvor meget kvælstof Mariager Fjord kunne tåle. Året inden havde iltsvind med liglagen og bundvendinger til følge slået nærmest alt liv i fjorden ihjel. De ål, der havde overlevet i første omgang, kravlede på land og gispede efter ilt.
Katastrofen fyldte forsiderne, og forskerne gik i gang med at finde ud af, hvordan det kunne gå så galt.
- Mine beregninger viste, at fjorden kunne tåle halvdelen af den mængde kvælstof, man udledte. Og det gør de stadigvæk. Man har ikke handlet på det i 25 år, konstaterer havbiologen, der siden er blevet professor på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.
I 2015 lavede Markager og hans kollegaer de første sammenhængende beregninger for alle danske vandområder, og resultaterne har ikke ændret sig i de knap ti år, der siden er gået.
- Dokumentation for det er bedre, men slutresultatet er det samme. Man har haft den nødvendige viden siden 2015, men man har ikke handlet på det, lyder hans nedslående konklusion.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Ny grøn retning
Det skal der ikke desto mindre meget gerne laves om på nu. Den grønne trepartsaftale skal gøre op med det, de seneste 40 års vandplaner og landbrugspolitik ikke har formået, og bringe livet tilbage i danske fjorde, søer og vandløb.
Det siger Stiig Markager, der mener, at treparten er et vigtigt skridt i den rigtige retning.
- Mine beregninger viser, at man skal udtage i hvert fald 20 pct. af landbrugsjorden. Så min glæde og ros til den grønne trepartsaftale er, at jeg har fået tre fjerdedele af det, jeg mener, er nødvendigt, siger Stiig Markager.
Som præsident for Danmarks Naturfredningsforening har Maria Reumert Gjerding sammen med blandt andre Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og ikke mindre end fem ministre siddet med om bordet i de grønne trepartsforhandlinger, der i juni 2024 resulterede i ’Aftale om et Grønt Danmark’, og som i efteråret blev vedtaget politisk.
I aftalen står der, at vi kan se frem til, at minimum 390.000 hektar landbrugsjord skal blive til skov, vådområder og natur. Der er afsat 40 milliarder kr. til opgaven, og det nyoprettede Ministerium for Grøn Trepart skal sørge for, at aftalen bliver til virkelighed.
Landbrug skal ud af drift
I modsætning til tidligere aftaler indebærer trepartsaftalen en hård regulering, så hvis ikke en landmand har planlagt at omlægge sine mest sårbare jorder inden 2027, falder det, som Maria Reumert Gjerding kalder ’kvælstofhammeren’. Det betyder regulering, der i sidste ende vil gøre det meget vanskeligt at dyrke de marker, der udleder mest kvælstof.
Samtidig indeholder aftalen et mål om at landbrugsarealet skal reduceres med mindst 400.000 hektar. Et mindre landbrug er fuldstændig afgørende, hvis vi skal have livet under overfladen tilbage, fortæller Stiig Markager.
- Man forstår ikke proportionerne i det her problem, hvis man tror, at det kan løses ved at gøde mere intelligent og så efterafgrøder. Du kan sikkert godt sænke kvælstofudvaskningen med nogle procent, men det er ikke nogle procent, vi skal finde. Landbrugets udledninger skal mere end halveres.
- Det er en kæmpe jordreform, vi sætter i gang. Jeg tror, det er de færreste, der helt kan få greb om, hvad knap 400.000 hektar egentlig er, siger Maria Reumert Gjerding.
Ikke baseret på frivillighed
Oprindeligt skulle trepartsforhandlingerne primært finde frem til en model for en længe ventet CO₂-afgift, men for Maria Reumert Gjerding og DN var det helt afgørende også at få kvælstof med i forhandlingerne. Ifølge Miljøministeriet er landbruget nemlig skyld i 90 pct. af de menneskeskabte kvælstofudledninger, der har forårsaget iltsvind og gjort vandet så uklart, at planter, bunddyr og fisk mange steder er næsten helt forsvundet.
Aftalen betyder, at et areal større end Fyn og Bornholm tilsammen skal omlægges fra landbrug til skov, vådområder og natur. Og det er netop det, der gør aftalen aldeles banebrydende, mener Maria Reumert Gjerding.
- Det nye ved aftalen er, at landbruget langt om længe tager ansvar for, at det er dem, der er årsag til iltsvindet i vores fjorde og derfor skal afgive areal. Altså enormt meget areal. Det betyder også, at vi får reduceret antallet af husdyr i det her land, og det synes jeg, er noget af det allermest vigtige, siger hun.
I tidligere landbrugsaftaler har en løsning på kvælstofproblemet ellers skullet findes i såkaldte ’kollektive virkemidler’, hvor landmænd frivilligt har kunnet få tilskud til vådområder, skovrejsning eller lavbundsprojekter. Midt i oktober kom Statsrevisorerne med en opsigtsvækkende alvorlig kritik af Fødevareministeriet og Miljøministeriet, fordi man har medregnet planlagte projekter i opgørelsen over kvælstofreduktioner i stedet for kun faktisk gennemførte projekter. Fugle på taget med andre ord. Kritikken kommer dog ikke bag på Karen Timmermann fra DTU Aqua.
- Der er god evidens for, at frivillige aftaler ikke virker. Man har forsøgt med de milde tiltag, og det virker ikke, fastslår hun.
Ligesom Stiig Markager mener hun ikke, vi kan komme uden om et endog meget stort indhug i landbrugets areal.
Økosystemet er brudt sammen
- Der vil være vandoplande, hvor reduktionsbehovet er så stort, at det under ingen omstændigheder kan lade sig gøre uden at tage jord ud af drift. Heller ikke på papiret og heller ikke, hvis vi tager de allermest optimistiske briller på. I modsætning til alle de andre virkemidler, som ikke har virket, fordi de nærmest ikke er blevet implementeret, så er udtagning af landbrugsjord et virkemiddel, som er permanent, og som vil virke i al fremtid. Og det er det, der skal til, siger hun.
Den sandhed ser nu heldigvis ud til at være gået op for politikerne. Ikke mindst efter der i år er blevet målt det værste iltsvind i 22 år. Situationens alvor kan ikke overvurderes, mener Stiig Markager.
- Økosystemet er brudt sammen. Det handler ikke om, at der ikke er så mange af en bestemt art, som der burde være. Det er ikke nede i de detaljer. Vi taler simpelthen om, at en tredjedel af alle bundplanterne er væk. Bunddyrene er væk, altså orme, snegle, krebsdyr og muslinger, der burde leve nede i havbunden. Og når de er væk, så er der ikke noget føde til de bundlevende fisk, altså alle fladfisk, små torsk, ål og andre fisk, der er knyttet til bunden.
Ødelægger naturen
Derudover påvirker de knap 60.000 ton kvælstof, der bliver udledt hvert år, også biodiversiteten på land.
- Hvert år falder der 12 kg kvælstof ned per hektar. I gamle dage, for 200 år siden, faldt der årligt 1-2 kg kvælstof ned per hektar. Det gjorde, at en eng var en mosaik af alle mulige blomsterarter, som hver især havde deres egen strategi for at komme i nærheden af kvælstoffet. Hvis der er overskud af kvælstof, så er det brændenælden, der vinder.
Mindsker man udledningerne af kvælstof, er der altså mange gevinster at hente, fortæller Stiig Markager og nævner blandt andet lattergas, der står for cirka 10 pct. af Danmarks klimagasudledninger, og fosfor, der ødelægger livet i vores søer.
- Ved at tage landbrugsjord ud af drift de rigtige steder, får du beskyttet grundvandet, du får bedre drikkevand, du undgår oversvømmelser, du undgår miljøproblemer med søer og i havet. Alt bliver godt, når man lader være med at misbruge landskabet, som man gør i øjeblikket.
Landskabet er badet i kvælstof
Så længe landbruget får lov til at gøde marker, der taber 90 pct. af det kvælstof, der bliver spredt, så bliver problemerne på land og især i vand kun større, fastslår Stiig Markager.
- Det er landbruget, der ødelægger naturen i søerne og i havet og på land også. Hele landskabet er jo badet i kvælstof, siger han som et ekko af det budskab, han med sin forskning og i interviews og foredrag har brugt de sidste 30 år på at slå fast.
- Nu har jeg fået børnebørn, og jeg synes, det er frustrerende, at jeg ikke kan tage dem med ud og fiske. Man kan godt fange en makrel og en hornfisk om foråret, fordi det jo er pelagiske fisk, som ikke kommer ned til bunden. Men jeg kan ikke tage dem ud og fange fladfisk og torsk. Og du kan ikke hoppe på hovedet i vandet fra en båd, for du kan ikke se bunden. Det synes jeg, er skammeligt. Det er en livskvalitet, som er blevet taget fra os, fordi man ikke har handlet på det her, siger han.
Denne artikel var først bragt i Natur og Miljø. Skrevet af: Rikke Bolander, Fotograf: Anders Holst
Vil du modtage Natur og Miljø direkte i postkassen
- og samtidig støtte en god sag?
