Rent drikkevand direkte fra undergrunden er en unik ressource, som danskerne har nydt godt af i generationer. Men drikkevandet og vandværkernes forsyningssikkerhed er truet af pesticidrester, der oftere og oftere bliver fundet i de aktive drikkevandsboringer.

Siden 2020 er der fundet rester af pesticider i flere end halvdelen af de undersøgte boringer – og nu viser en ny opgørelse fra GEUS, at den kedelige tendens fortsatte sidste år.

I 2024 blev der fundet pesticidrester i 55,7 procent af de indberettede analyser fra 2000 aktive drikkevandsboringer i Danmark. Der blev desuden fundet pesticidrester over grænseværdien for drikke- og grundvand i næsten hver syvende boring.

Red vores drikkevand

Vi risikerer at løbe tør for rent drikkevand. Der er rester af pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer i Danmark.

Samtidig er forurening med PFAS en voksende bekymring.

Derfor har vi i Danmarks Naturfredningsforening et krav til politikerne: Red det rene drikkevand nu!

Vil du være med i kampen, så hjælp os med din underskrift.

Tallene stemmer godt overens med GEUS og Miljøstyrelsens opgørelse over pesticidrester i det øvre grundvand, som blev offentliggjort i slutningen af 2024. Vi ser ind i en fremtid, hvor der bliver fundet flere og flere pesticider i grundvandet, viser tallene. Og det kalder på handling, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening:

– Vi finder hele tiden flere og flere pesticidrester i grundvandet. Og når vi ser store forekomster af pesticidrester i de øvre grundvandslag, så viser det med al tydelighed, at det vil blive endnu værre i fremtiden. Hvis vi skal beskytte fremtidens drikkevand, er den eneste vej at stoppe med at sprøjte oven på de sårbare grundvandsområder, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Læs mere: Vores rene drikkevand er truet af sprøjtegift

Frygt for fremtidens drikkevand - der er dog løsninger

Hos DANVA, som er brancheorganisation for landets vandselskaber, er der også bekymring over de nye tal. Organisationen har i årevis kæmpet for at få etableret sprøjtefrie områder oven på de vigtigste grundvandsforekomster, hvorunder fremtidens drikkevand dannes – de såkaldte grundvandsparker.

Administrerende direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, siger:

– Når vi år efter år oplever, at der er stadig flere pesticidrester og kemikalier i vandboringerne, så er der selvfølgelig grund til at være bekymret. Vi risikerer i fremtiden ikke længere at kunne levere rent drikkevand fra undergrunden til forbrugerne uden først at skulle rense det, hvilket er dyrt for samfundet og forbrugerne. Ud over de øgede omkostninger, så er der det alvorlige problem, at der er nogle pesticidrester, som ikke kan fjernes med de rensemetoder, man kender i dag, siger Carl-Emil Larsen og fortsætter:

– Hvis der skal være rent drikkevand i fremtiden, er den bedste og billigste vej for samfundet at beskytte arealer i de områder, drikkevandet indvindes.

Til trods for den stadig mere alvorlige situation for tilstanden i grundvandet, så understreger DANVA og Danmarks Naturfredningsforening, at forbrugerne trygt kan åbne for hanen, da vandselskaberne håndterer grundvandet på en måde, så alt drikkevand overholder myndighedernes fastsatte krav.

Læs også: Der er giftrester i 70 procent af vores fremtidige drikkevand

Vil du hjælpe os med at beskytte vores fremtidige drikkevand? Så skriv under på, at politikerne bør gøre mere for at redde vores drikkevand.

alt
Walter Brüsch
Politisk rådgiver, geologi, grundvand og sprøjtegift
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 40 97 32 43