Det er en dejlig oplevelse at tage ud og samle østers selv. Du får frisk luft, kolde kinder og en råvare, der smager himmelsk af hav. Vi har en lang tradition i Danmark for at spise østers, og skallerne fra østers er fundet i millionvis i stenalderfolks køkkenmøddinger.

Der er mange stillehavsøsters i det danske hav, men de er ikke oprindeligt hjemmehørende i Danmark. De blev udbredt i 1970’erne gennem opdræt og har siden spredt sig. Nu kan du finde dem i blandt andet Vadehavet, Limfjorden og Isefjorden.

Den klassiske danske østers, fladøsters, er i drastisk tilbagegang blandt andet på grund af parasitten bonamia. Hvis det ikke var for stillehavsøstersen, så havde vi stort set ikke østers i Danmark. Den har spredt sig hurtigt og trives godt i Danmark, fordi den elsker tidevandszonen – det vil sige de kystnære områder, der skiftevis dækkes af vand og tørlægges.t

Stillehavsøsters er kommet for at blive

Stillehavsøsters er ikke hjemmehørende og faktisk officielt uønsket i det danske hav, men da de ikke er til at komme af med igen, kan man se det på den lyse side og fremhæve nogle af de positive ting ved den eksotiske østers, fortæller havpolitisk rådgiver Morten Rosenvold Villadsen.

- De bygger østersrev og skaber grobund for en masse andre arter af tang og muslinger og laver samtidig gemmesteder for fisk og andre smådyr. De filtrerer vandet og giver god sigtbarhed. De døde skaller flyttes rundt med strømmen og kan fungere som start på nye muslingerev med blåmuslinger, hestemuslinger eller store brunalger som eksempelvis sukkertang og fingertang, siger Morten Rosenvold Villadsen.

Det rette udstyr til østersjagten:

  • Skal du ud at fange østers i de kolde måneder kan du vælge at snorkle i en våddrag eller gå rundt på lavt vand i vaders.
  • Medbring redskaber til at lirke østers af stenen.
  • Medbring tykke handsker, så hænderne undgår direkte kontakt med vandet og de skarpe kanter.
  • Det er også en god idé med et par spande til at opbevare østers i. Der kan de i øvrigt sagtens overleve nogle dage uden vand, og så længe de er i live, kan man tage dem direkte ind i køkkenet og tilberede dem.

Du kan også spise østersene med det samme og få den oplevelse med i naturen:

- Jeg kan godt lide at spise østers i vandkanten, tilberedt som stenalderfolkene gjorde det i gløderne fra et bål eller med en hurtig blanchering i kogende vand mindre end ét minut. Hvis man ikke kan lide dem rå, anbefaler jeg at gratinere dem med tomat og ost i ovnen i egen skal, fortæller havpolitisk rådgiver Morten Rosenvold Villadsen.

Her kan du finde østers:

Stillehavsøsters er mange steder at finde i Danmark.

Du kan især finde dem på lavt vand i skvulpezonen, hvor de godt kan tåle kortvarigt, at være oven vande. De sidder typisk på store sten, og man skal ofte kigge under de store brungalger (blæretang, savtang og lignende). Har man fundet en, så er der næsten altid mange flere i nærheden. I Limfjorden, Vadehavet og Isefjorden optræder de i deciderede østersrev, hvor mange østers vokser på hinanden.

Kort: Arter.dk - se det fulde kort

Vil du undgå at blive syg af østers

  • Undgå at samle dem fra april til og med september. I de varme måneder er der den største risiko for giftige alger, hvis gift ophobes i østers.
  • Undgå at samle østers lige efter store regnskyl, hvor man risikerer, at det kystnære vand har været udsat for overløb fra kloakker.
  • Undgå også rå østers fra områder med ringe vandudskiftning, tæt på byer, rensningsanlæg, kølevand fra industri og udledninger fra fabrikker og opdrætsanlæg.
  • Håndtér dem omhyggeligt. Hold dem kolde straks efter fangst og opbevar dem ikke i ferskvand.
  • Spis dem så friske som muligt – helst inden for et par dage.
  • Smid dem ud, hvis de åbner sig og ikke lukker igen, når du banker let på dem, så er de døde og kan være usikre at spise.
  • Overvej altid at tilberede østersene (dvs. Ikke rå), især hvis du har svækket immunforsvar.
  • Hold øje med muslingeovervågningen på Fødevareministeriets hjemmeside. Hele Danmark er ikke dækket, men hvis du samler i et område med stor muslingeproduktion (f.eks. Limfjorden), vil du typisk kunne se, om der er åbent for høst, eller om der er konstateret målinger, der gør høst uegnet.

Opskrift med østers

Østerssuppe med persille

4 personer
20 gram smør eller olie
1 løg
1 stængel bladselleri
3 persillerod (ca. 300 gram)
1 stor kartoffel
1 liter fiskefond / 1 liter vand + fiskebouillon
1 bundt persille
1 dl piskefløde
16-20 østers, alt efter størrelse og appetit

Sådan gør du:

Løg, kartoffel og bladselleri hakkes groft og svitses i fedtstoffet uden at det tager for meget farve.

Skæl persillerod i tern og tilsæt sammen med væske.

Grønsagerne koges godt møre, ca. 25 min. Hak persillen, inkl. stængler, fint og lad den koge med i et par minutter.

Blend suppen fint, tilsæt piskefløde og lad den koge op.

Østers åbnes og kommes i en lille gryde. Sørg for at væden kommer med. Pocher østers, de må ikke komme i rigtig kog.

Kom østersvandet i suppen. Smag til med salt og peber. Vær varsom med salt da østersvandet er ret salt.

Fordel de varme østers i tallerkenerne og hæld suppen over.

Server gerne med et stykke brød.

Velbekomme.

alt
Morten Rosenvold Villadsen
Havpolitisk rådgiver

Vi kæmper for havet!