Slam-dumpning i strid med loven
Klagenævnet stopper Miljøstyrelsens tilladelse til dumpning af miljøfarligt bundslam – en principiel sejr for beskyttelsen af vores havmiljøKonkret har Miljø og Fødevareklagenævnet afvist Miljøstyrelsens tilladelse til at dumpe bundslam fra sejlrenden til Gisseløre ved Kalundborg. Tilladelsen er i strid med Vandrammedirektivet.
Men klagenævnets afgørelse har betydning langt udover den vestsjællandske sejlrende, vurderer Danmarks Naturfredningsforening, der står bag klagen.
- Nævnet sætter reelt myndighederne på plads og afviser den nuværende praksis med at uddele tilladelser til at tilføre miljøfarlige stoffer over grænseværdierne til havområder, der i forvejen er hårdt belastet. Det er hele grundlaget under Miljøstyrelsens praksis, klagenævnet fjerner, siger Henning Mørk Jørgensen, biolog og seniorrådgiver I Danmarks Naturfredningsforening.
Sådan redder vi vores vandmiljø
Slammet overgår grænseværdi
Bundslammet indeholder antracen (et miljøskadeligt tungtnedbrydeligt oliestof) over gældende grænseværdi. Men Miljøstyrelsen bruger spredningsberegninger og kan derfor beregne sig til at tilførslen af antracen fortyndes, så koncentrationen i havmiljøet ikke overskrider en bagatelgrænse, som Miljøstyrelsen har fastsat til 1% over grænseværdien.
Miljøstyrelsen antager, at 25 procent af det opgravede slam ville sprede sig ud over hele vandområde 203 Storebælt nord på 686 km2, mens resten af slammet ville blive liggende på stedet, hvor det dumpes.
Læs også: Miljøfarlige stoffer må ikke fortyndes væk
Miljøstyrelsen underkendes
Den beregning køber klagenævnet ikke, men kræver dokumentation for, at der ikke sker forringelser i nogen relevante målepunkter. Samtidig underkender klagenævnet Miljøstyrelsens brug af såkaldte "bagatelgrænser" for på den måde at tage tyngden af udledningen.
- Afgørelsen viser, at Miljøstyrelsens administration af miljøfremmede stoffer i vandmiljøet foregår i strid med vandrammedirektivet. Styrelsens administration har længe betydet, at der tillades udledninger og dumpninger af miljøfarlige stoffer over grænseværdierne. Det er selvfølgelig uacceptabelt, når vi ved, at der tværtimod i den grad, skal strammes op for at opfylde miljømålene, siger Henning Mørk Jørgensen.
Det ødelægger vores vandmiljø
Miljøfremmede stoffer er en trussel mod vandmiljøet over alt. En ny opgørelse over tilstanden i fx de danske søer viser, at miljøfremmede stoffer gør, at kun to procent er i god tilstand. Det samme gælder blot tre pct af vandløbene, mens blot tre af de 123 kystvande er i god tilstand.
- Her er mange presfaktorer - blandt andet de massive udledninger af næringsstoffer fra landbruget, men miljøfremmede stoffer er med til at definere den dårlige tilstand. Det er en myndighedsopgave at sikre vores vandmiljø mod de skader og det har de nu fået klagenævnets ord for, siger Henning Mørk Jørgensen.
Der foregår klapning mange steder i Danmark. Materiale fra bunden af havne og sejlrender graves op og dumpes i havet. Det nok mest omtalte eksempel er dumpningen i Køge Bugt af havneslam fra anlægget af den kunstige halvø Lynetteholm i København. Her er dumpningen blevet permanent stoppet af politikerne i Folketinget, efter dumpningen er blevet kritiseret af både eksperter, den svenske regering og grønne organisationer.