Søkoen uddøde, fordi mennesket forvekslede nysgerrighed med ejerskab

En søko blev nøglen til en større fortælling

Men selvom romanen på mange måder er en dyster fortælling om menneskers utrættelige rovdrift på naturen, og selvom verden mistede 400 arter i den periode, hvor Iida Turpeinen skrev sin bog (hun tjekkede rødlisten), så er hun i dag mere fortrøstningsfuld på klodens vegne, end før hun begyndte at skrive. Eller som hun siger:

- Jeg arbejdede med en historie om et uddødt dyr i syv år, og underligt nok kom jeg ud af processen langt mere håbefuld, end da jeg startede, hvilket jo er ret overraskende.

Den historie vender vi tilbage til, for hvordan kom Iida Turpeinen overhovedet til at beskæftige sig med en næsten 300 år gammel, uddød søko? Var det et rent tilfælde? Både-og mener forfatteren. Iida Turpeinen er uddannet inden for kunst og litteratur, men for næsten ti år siden ’forelskede’ hun sig i feltet videnskabshistorie. En akademisk disciplin, som beskæftiger sig med udviklingen af videnskabelig viden, praksis og institutioner på tværs af tid og kulturer.

- Det var det mest interessante, jeg havde hørt om nogensinde, og det forklarer så meget, hvorfor verden ser ud, som den gør i dag, siger Iida Turpeinen, der ønskede at skrive en roman om sin ’nyfundne kærlighed’, videnskabshistorien, og om menneskets forhold til naturen set i et historisk lys.

- Men det er enorme temaer hver især, så jeg manglede en indgang. En måde, hvorpå jeg kunne bringe dem sammen, siger hun.

En dag slentrede hun lidt rundt på Naturhistorisk Museum i Helsinki efter et besøg på museets kunstudstilling. Hun kom som så mange gange før forbi knoglesamlingen, der blandt andet omfatter et over seks meter langt og mærkeligt skelet.

- Jeg havde aldrig rigtig været opmærksom på, hvad det egentlig var for et dyr, skelettet havde tilhørt, siger hun. For første gang læste hun derfor info-tavlen. Teksten var kort. Der stod, at dyret var ’Stellers søko’, at arten uddøde 27 år efter, at den blev opdaget, og at der kun findes tre komplette skeletter af dyret i verden. Iida Turpeinen ser næsten lige så overrasket ud, da hun fortæller det, som man kan forestille sig, hun gjorde den dag.

- Så mange spørgsmål dukkede op, siger hun ivrigt. Hvad skete der med den her søko? Hvorfor uddøde den? Og hvorfor i alverden var dette uvurderlige eksemplar af skelettet havnet i Helsinki, som ikke ligefrem er en videnskabsmetropol?

Ret hurtigt indså hun, at Stellers søko skulle være indgangen til hendes roman.

Det var den historie, jeg havde ledt efter, som ville lade mig udforske alle de ting, der interesserer mig. Og det viste sig at være en fantastisk og meget interessant historie, siger hun. Tilfælde eller ej. Hvis man virkelig leder efter noget, ender man ofte også med at finde det, pointerer forfatteren.

En roman på tværs af århundrede

På sporet af det levende’ er en episk roman, der følger Stellers søko – og resterne af den – over tre århundreder. Første del af bogen foregår i 1700-tallet og er en medrivende og dramatisk beskrivelse af den farefulde ekspedition, hvis mål var at finde en søvej fra Asien til Amerika. Ekspeditionen slår fejl, og skibet strander på en øde russisk ø, der siden får navnet Bering Ø. Her opdager naturforskeren Steller, som var med for at undersøge og registrere arter undervejs, søkøerne ved et tilfælde. De enorme dyr viser sig at være et fortræffeligt jagtbytte. Det tykke skind kan bruges til kajakker, kødet er en delikatesse, og de næste tre årtier foregår en intens og skæbnesvanger jagt på de fredelige dyr. En jagt, der ender med at udslette dem.

Anden del foregår i 1800-tallet. Søkoen er blevet et kuriosum, hvis hastige udryddelse diskuteres i videnskabelige kredse. Det lykkes den finske guvernør i Alaska, Hampus Furuhjelm, at få fat i et af dyrenes eftertragtede skeletter, som han siden skænker til Naturhistorisk Museum i Helsinki i 1861.

I romanens tredje del er vi fremme i 1950’erne, hvor konservatoren John Grönvall får til opgave at samle skelettet på ny. Denne sidste del gemmer på endnu en fascinerende historie: historien om æggemuseet.

Inden John Grönvall fik til opgave at samle søkoskelettet, arbejdede han med at istandsætte sjældne fugleæg på et æggemuseum i Helsinki. Før Iida Turpeinens bog udkom, var museet tophemmeligt. Kun en meget lille inderkreds var vidende om dets eksistens, og det var et helt bevidst valg, fortæller hun.

- Da jeg først hørte, at museet var hemmeligt, forstod jeg det ikke helt. Jeg syntes, det var lidt sjovt. Men efter at jeg havde arbejdet sammen med museet i et stykke tid, spurgte den nu pensionerede direktør mig, om jeg ville se samlingen. Det var en stor ære, så selvfølgelig sagde jeg ja, siger hun og fortsætter:

- Det var sådan en mærkelig oplevelse. Da jeg stod og kiggede på æggene, begyndte tårerne at løbe ned ad mine kinder. Jeg græd simpelthen. Det er meget svært at forklare, men der er noget meget kraftfuldt over dem. Noget helt utroligt smukt og rørende. Noget farligt smukt. Så nu forstår jeg godt, hvorfor samlingen er hemmelig, siger hun og forklarer, at ulovlig indsamling af fugleæg har været et stort problem i Finland såvel som i andre dele af verden og udgjort en kæmpetrussel mod mange fuglearter. Og hun er sikker på, at hvis folk havde adgang til at se æggemuseet, ville mange flere begynde at samle æg illegalt.

- Det er på en måde også fascinerende. At vi ofte i vores kærlighed til naturen kan ende med at skade den, siger hun og kommer med et andet eksempel:

- Før min bog var søkoen ikke særlig kendt, og folk var ikke så interesserede i den, men da bogen blev udgivet, var der selvfølgelig mange, der gerne ville se den. Problemet var, at de åbenbart blev så rørt og følte en så dyb forbindelse til det her dyr, at de havde brug for at røre ved det. Men det er et meget, meget skrøbeligt skelet, og det stod bare frit i rummet, så museet endte med at måtte bygge en glasvæg rundt om det. Jeg synes, det er så ironisk, at min bog, som jeg gerne vil have skal være en slags advarsel imod, at vi ødelægger naturen, ender med at bringe noget, jeg gerne ville beskytte, i fare.

Vi kan stadig nå at ændre kurs

Iida Turpeinen forklarer, at da man første gang i begyndelsen af det 19. århundrede fandt rester af dinosaurer og mammutter og indså, at udryddelse var mulig, forbandt man det med store naturkatastrofer, syndfloden eller en asteroide. At vi som art kunne udløse sådan en katastrofe for en anden art, blev i lang tid betragtet som utænkeligt, og tankegangen blev ligefrem latterliggjort af videnskaben.

- Helt frem til slutningen af 1800-tallet var det stadig ikke alment accepteret, at arter kunne uddø på grund af mennesker, siger Iida Turpeinen og udbryder:

- Og det forklarer så meget! Uden den historiske baggrund forekommer vores handlinger i dag jo helt vanvittige. Vi ved, at naturen har begrænsede ressourcer, og alligevel handler vi, som om vi ikke vidste det. Så hvad er der galt med os? næsten hvisker hun og fortsætter:

- Ofte tyr man til sådan nogle nihilistiske forklaringer om, at ’det er bare sådan, vi er som mennesker. Vi er bare grådige og ligeglade’. Men nej. Vores adfærd har en historie. Det er, fordi vi har denne dybt indlejrede kulturhistorie, siger hun og påpeger, at FN’s Miljøprogram, UNEP, i starten af året kom med en udmelding, der bakker synspunktet op.

- De fastslog, at det er baseret på to store misforståelser: idéen om, at vi mennesker er adskilt fra naturen – hvilket jo er en mærkelig idé, som får os til at træffe meget dårlige beslutninger for os selv – og idéen om, at naturen bare er en ressource skabt for vores skyld. De idéer skal vi nu lære at udfordre, og vi har en stor opgave foran os med at få vores adfærd til at stemme overens med vores viden. Vi skal lære at fortælle en anden historie om vores forhold til naturen og inkorporere denne nye forståelse i vores systemer. Det er bestemt ikke nemt, men mærkeligt nok var det for mig en meget håbefuld erkendelse. For hvis problemet er kulturelt, kan det ændres. Vi har før ændret dybt indlejrede kulturelle idéer, siger hun og nævner kvindefrigørelsen, som har revolutioneret kvinders rolle i mange samfund i løbet af bare 100 år.

- Jeg ved godt, at det er i 11. time. Vi er nødt til at gøre det hurtigt, ellers bliver konsekvenserne – og vi ser det allerede – helt forfærdelige. Men jeg har bare truffet et valg om at være håbefuld, for vi kan finde mere bæredygtige måder at leve på. Det vil både kunne forene os og gøre verden til et bedre sted for os alle sammen.

Af: Maja Plesner, Foto: Anders Holst