Søren bruger naturen i psykiatrien: Her er 3 aktiviteter, der virker
Naturen kan spille en vigtig rolle i at skabe et bedre mentalt helbred - også i psykiatrien. Vi giver ekspertens 3 gode råd til at få det bedre ved hjælp af naturen.Du forbinder måske ikke bålhygge og jord under neglene med at være indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.
Men på Psykiatrisk Center København er det netop, hvad mange patienter oplever. Her bliver udflugter i naturen, havearbejde og fællessang om bålet en del af behandlingen. Socialpædagog Søren Magnussen og hans kolleger har gjort det til deres mission at bruge naturen som redskab i arbejdet med psykisk sårbare.
- Naturen kan være en del af helingen for nogle mennesker med voldsom psykisk lidelse, der tilbringer meget af deres tid bag låste døre, siger Søren Magnussen.
På hans initiativ har afdelingerne fået flere vilde haver på det psykiatriske hospital. Og der er hyppigt besøg i de nærliggende parker og en bålplads.
De fleste af de planter, patienterne har plantet i haverne, er doneret af naboer og andre lokale. Her er det f.eks. en nabo med rollator, der giver et stort æbletræ til centeret. Fotos af Søren Magnussen.
Et naturligt helle
Søren Magnussens arbejde med naturen tog især fart, da han blev projektleder for ”Naturen over hegnet” – et samarbejde mellem Naturstyrelsen, SIND og Psykiatrisk Center København.
Projektet havde ét formål: at vise, hvordan naturen kan blive en aktiv del af psykiatrien.
-Når man er indlagt på en lukket afdeling, er man fysisk ufri. Men i naturen får patienterne en oplevelse af at være frie. De nærmer sig en oplevelse af normalitet, fortæller Søren Magnussen.
En oplysningsvideo fra projektet viser patienten Trine, der sammen med Søren Magnussen samler bark og blomster i Fælledparken. Materialerne bruger de senere til at lave naturfarver på afdelingen. For Trine er det en vigtig del af livet - også på en lukket afdeling – at være i naturen.
- Naturen er et naturligt helle. Den overtager dig på den fedeste måde. Jeg var glad for at komme ud, for jeg var faktisk ikke i så godt humør, da jeg vågnede, siger hun i videoen.
For Søren Magnussen og hans kolleger handler det netop om at give patienterne små øjeblikke af ejerskab og selvbestemmelse.
- Om det er at lave bål eller vande haven, skal der faktisk ikke så meget til at få nogle succesoplevelser. Og jo flere af dem, jo mere selvværd bygger man op, siger han.
3 helende naturaktiviteter
Her er de aktiviteter, Søren Magnussen har allerbedst erfaringer med.
1. Havearbejde giver ro og selvtillid
For Søren Magnussen er havearbejde noget af det mest virkningsfulde, han arbejder med på afdelingen.
- Mange, også i psykiatrien, taler om at prydhaver eller ‘sansehaver’ er vejen frem. Men for mig er en god, mere vild have det allerbedste. Der skal altid være ting at gå i gang med, og pointen med haven er også, at den skal minde patienterne om den slags have, de kender til i forvejen. Den skal ikke være totalt stringent.
At sætte planter i jorden og omplante, strø frø eller bare rive blade sammen giver en konkret oplevelse af at gøre noget meningsfuldt.
- Det handler ikke kun om resultatet, men om processen. F.eks. får jeg tit patienterne til at vande. Og det kan være mere udfordrende, end det lyder, for hvordan gør man det rigtigt? Men vi kan tit bruge en time eller halvanden i haven, hvor meget af tiden går med at vande.
- Det er meditativt og beroligende. Også for mig selv, siger Søren Magnussen.
Sådan gør du haven klar til frosten
2. Bålhygge bringer gode minder
Et andet højdepunkt er bål. På afdelingen på Bispebjerg må Søren Magnussen ikke tænde bål, heller ikke i haverne, så derfor går de hen i den nærliggende spejderhytte, som de har lånt i nærheden, og tænder et. Og faktisk starter magien ved bålet allerede inden, det er tændt.
- Jeg spørger ofte en af patienterne, om de ikke vil hjælpe med at bygge bålet op og tænde det. Det handler om at give dem tillid, og styrke dem i, at de godt kan.
Når bålet er tændt, er der tit gang i snakken på en anden måde, end når de er er indenfor, fortæller Søren Magnussen.
- Når vi sidder derude, begynder mange at fortælle om minder fra dengang, de var spejdere, eller da de lavede bål med deres forældre. Tit har mange gode minder fra spejdertiden, og det bringer noget godt frem – noget, der minder dem om, hvem de er, og hvad de synes er fedt at lave, siger han.
3. Mal med naturfarver og kig på sten indendøre
Ofte flytter Søren Magnussen og hans kolleger naturen indenfor og arbejder med hænderne og kreativiteten. Her arbejder de med naturmaterialer – snakker om sten, farver garn eller maler med farver lavet af planter og bær.
- Det kreative arbejde giver patienterne en anden form for ro. Vi bruger hænderne og sanserne, og det bliver et frirum fra tankemylderet, siger Søren Magnussen.
- Det bliver konkret og sanseligt. Og så er det noget, man kan lykkes med – man kan for eksempel male noget smukt.
For Søren Magnussen handler det om at finde frem til de styrker og interesser, patienterne har elsket tidligere i deres liv, og nu give dem styrke og modet til at genoptage det.
-Noget, hvor det ikke handler om, at man er indlagt, men som er helt almindeligt, siger han.