Stop bundtrawl: Over 100.000 danskere vil stoppe skadelig fiskemetode
Stop bundtrawl i beskyttet hav hurtigst muligt. Det er budskabet på opfordringen til regeringen, som over 100.000 mennesker har skrevet under på. Underskrifter er nu blevet overrakt til minister.Omkring 42 procent af det danske havareal bliver lige nu fisket aktivt med bundslæbende redskaber. Altså store net, der slæbes over bunden for at fange fisk.
Fiskemetoden skader naturen i havet og skaber store forstyrrelser på havbunden - ligesom det påvirker klimaet negativt.
Alligevel er det tilladt at fiske med bundslæbende redskaber i de havområder, som på papiret er udpeget som beskyttet, og hvor naturen burde have førsteprioritet. Faktisk bliver en tredjedel af de beskyttede havområder udsat for fiskemetoden.
Læs også: Så skadeligt er bundtrawl for havbunden
Men det skal være slut. Sådan lyder budskabet fra Danmarks Naturfredningsforening og 109.066 danskere, der har skrevet under på en opfordring til regeringen. Opfordringen med underskrifter har DN's præsident Maria Reumert Gjerding netop overrakt miljøminister Magnus Heunicke ved årets Naturmøde i Hirtshals.
Lige nu er de politiske forhandlinger i gang om, hvordan havet skal forvaltes, bruges og beskyttes de næste år. Og det er de forhandlinger, Maria Reumert Gjerding gerne vil påvirke.
Se, hvad over 100.000 danskere har skrevet under på.