Det gode testamente
Danmarks Naturfredningsforening er med i Det Gode Testamente.Danmarks Naturfredningsforening er medlem af Det Gode Testamente, som er et samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, der er gået sammen for at bidrage til at hjælpe og støtte dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed.
Alle er ligeledes medlemmer af brancheforeningen ISOBRO. Det betyder, at du kan stole på, at vi åbent rapporterer på, hvad vi gør med vores indsamlede midler, og at vi følger de etiske regler, der findes for indsamling.
Gennem Det Gode Testamente tilbyder Danmarks Naturfredningsforening information og vejledning om arv og testamente, så du gratis og i al fortrolighed kan stille spørgsmål til en lokal advokat.
Advokaterne vi samarbejder med, er alle medlemmer af Danske Arveretsadvokater og Danske Familieadvokater, og er specialister i alle typer af spørgsmål, der handler om familieformue, særeje, arv og testamenter.
Vigtigheden af at betænke et godt formål
Det Gode Testamente har fokus på at oplyse om muligheden for at betænke en eller flere velgørende organisationer i et testamente. Denne proces er ligetil og kræver hverken tidsmæssigt eller økonomisk mere, end hvis det udelukkende var familiemedlemmer, der skulle betænkes.
Ved at give en testamentegave, sikrer du, at de værdier, der er vigtige for dig, bliver givet videre og bevares for fremtiden - og alle beløb gør en forskel.
Hvorfor er Danmarks Naturfredningsforening med i Det Gode Testamente?
Danmarks Naturfredningsforening er med i samarbejdet, da vi mener, at det er vigtigt at oplyse danskerne om muligheden for at tilgodese velgørenhed gennem arv.
Mange kender til donationer, men tænker måske ikke over, at testamentegaver er en mulighed. Den moderne familie kan have mange ansigter og vi ved, at det for mange vil skabe stor værdi både at skrive testamente og kende til muligheden for at betænke velgørenhed derigennem.
Vi håber, at vi sammen med Det gode testamente kan sætte nogle tanker i gang, så du selv kan tage stilling til, hvorvidt du ønsker at skrive et testamente og eventuelt betænke naturen, miljøet og klimaet i Danmark.
Det Gode Testamente gør det, som en enkelt organisation ikke kan gøre alene – sammen gør vi det naturligt at testamentere til velgørenhed.
Du kan læse mere om Det Gode Testamente her.