Foto: Dennis Lundby

1. Flad og yndefuld kyst på Grenen

Øverst oppe i Nordjylland på spidsen af Skagen ligger Grenen. Grenen i Skagen er en af de mest imponerende kyster i landet. Her møder to have hinanden. Du kan derfor på en og samme tid stå med et ben i både Skagerrak og Kattegat. Det er dog på grund stærke strømme forbudt at bade ved Grenen.

Selve Grenen er spidsen af en 30 km lang odde, der er en af verdens største. Odden tager sin begyndelse mellem Frederikshavn og Hirtshals.

Hvis du besøger Grenen i Skagen tidligt på dagen, kan du være heldig at se sæler ligge og dase på den yderste sandspids. Der er chancer for at se både spættede sæler og gråsæler.

Der er desuden altid noget i luften over Grenen. Det er specielt trækfugle som suler, skråper, stormsvaler og kjover, der flyver over det smukke, flade kystlandskab.

Ankommer du i bil, er der en stor parkeringsplads ved Grenen. I sommerhalvåret kan du tage en tur med Sandormen. Det er en bus, som bliver trukket af en traktor. Sandormen kører hele vejen ud til spidsen.


Foto: Dennis Lundby

2. Historisk kyst: Vigsø Strand

Anden Verdenskrig spiller en stor rolle for den både historiske og dramatiske kyst ved Vigsø Strand. Stranden ligger da heller ikke langt fra Bunkermuseum Hanstholm i Nordjylland.

På Vigsø Strand på kysten kan du opleve bunkere, der var en del af Vigsø Batteriet, som blev brugt under Anden Verdenskrig.

Nogle af bunkerne ligger på stranden, og kan besøges af strandgæster. Andre bunkere er næsten helt dækket af Nordsøens brusende hav.

En af bunkerne er en vaskeægte filmstjerne, den har nemlig brilleret i en Olsen Banden film.


3. Dramatisk kyst: Møns Klint

Kysten Møns Klint rejser sig hele 128 meter over havets overflade. Den dramatiske kyst kan opleves fra oven med en ekstraordinær udsigt over havet. Men du kan også gå 497 trappetrin ned af Danmarks længste trappe, Maglevandstrappen, og opleve den vilde kyst helt tæt på.

Det er gratis at besøge naturen ved Møns Klint. Til gengæld skal I have billet, hvis I vil besøge Geocenter Møns Klint.

Møns Klint har i nogle år været yngleplads for et par vandrefalke. Området omkring redepladsen afspærres i yngletiden, og reden overvåges af lokale fuglefolk.

Der er flere muligheder for at overnatte tæt på Møns Klint, herunder to forskellige campingpladser. Meget tæt på klinten og kysten ligger der en lejrplads med tilhørende shelters. Du kan booke et shelter på forhånd.

Møns Klint ligger omkring to timer i bil fra København. Det er muligt at parkere ved Camping Møns Klint, men der er også parkering ved Geocenter Møn.

Vær med til at kæmpe for frie kyster

Foto: Lis Højlund

4. Ejby Ådal og Kystskrænterne

Ejby Å løber igennem en smuk dal for at ende ud i en af Danmarks flotteste kyster ved Isefjorden. Ådalen blev dannet i istiden for 15.000 år siden.

De stejle kystskrænter er på deres højeste 31 meter. Her får du en fantastisk udsigt over åen, fjorden og de imponerende kystskrænter.

Der er registreret over 450 forskellige slags planter i området. En af dem er den sjældne grenet edderkopurt.

Det er oplagt at tage på vandretur i området. Der er nemlig nok at se på langs kysten. Ejby Ådal er uden tvivl en af de smukkeste vandreture på Sjælland.


5. Fanø Kyst

Naturen kan skabe de mest fantastiske ting, tag bare Fanø, hvis fundament kun består af sand. Øen er da også under evig forandring, fordi havvand, strøm og vind hvert år tilføjer mere sand til øen. Du kan derfor opleve en imponerende kyst med et seriøst vokseværk på Fanø.

En af de bedste strande på Fanø er stykket mellem Rindby Strand og Fanø Bad. Her er der gode muligheder for at hoppe direkte i vandet.

For at komme til Fanøs kyst, skal du tage en færge fra Esbjerg. Færgen hedder FanøLinjen, og er små 13 minutter om at komme fra fastland til ø.

Når først du er ankommet, så kan du med fordel blive hængende en overnatning eller to. På Fanø Plantage er der fri teltning. Det betyder, at du må sove, hvor du vil. Fri teltning betyder dog også, at du kun må sove én nat det samme sted. Overnatning kan også foregå i shelter. Der er tre sheltere til rådighed på plantagen.

Få tips og tricks til overnatning i naturen her

På Fanøs kyster kan du desuden opleve spættede sæler og mange forskellige fugle. Ved kysten finder du f.eks. vadefuglene strandskade, vibe, rødben og stor regnspove. Ryler besøger også øen, både den almindelige og den islandske.


Foto: Konstantin Ismagilov

6. Kysten mellem Lønstrup og Løkken

Den vilde kysttrækning mellem Lønstrup Strand og Løkken Strand byder på et af Danmarks mest spektakulære naturoplevelser. Syd fra Lønstrup på vej mod Løkken, der finder du Rubjerg Knude.

Rubjerg Knude er et ikonisk sandlandskab. Knudens højeste punkt hæver sig 90 meter over havet.

På toppen er det verdenskendte Rubjerg Knude Fyr. Fyret blev bygget i 1899. I 2019 blev det 1000 tons tunge fyr flyttet. Det var kommet lidt for tæt på havet. Havet æder nemlig omkring en meter af klinten hvert år ved kysten.

Den imponerende kyststrækning er cirka 17 km lang. Kommer du i bil, så kan du parkere på en større gratis parkeringsplads på Strandfogedgårdens grund lige ved indkørslen fra Rubjergvej. Det er tæt på Rubjerg Knude. Kyststrækningen kan varmt anbefales at besøges herfra.


Foto: Lone Ryttersgaard

7. Røjle Klint: Find fossiler på kysten

Ved Lillebælt ligger der en geologisk spektakulær kyst. Røjle Klint er nemlig fuld af fossiler. Så her kan du kombinere gåtur med fossiljagt.

Klinten er bl.a. lavet af plastisk ler fra Eocæntiden. Det betyder, at leret er cirka 50 millioner år gammelt.

Ved Røjle Klint kan du være heldig at finde hajtænder, silkespat, fosforit og det guldskinnende mineral svovlkis. Udover leret indeholder klinten også tynde lag af sort vulkansk aske. Asken blev båret med vinden fra vulkaner i Nordatlanten for mange år siden.

Kommer du til klinten med bil, så er der en parkeringsplads ved FDF-Spejderhytten ved Middelgrundvej. Ikke langt derfra ligger Røjle Klint Campingplads, der har åbent hele året.


Foto: Peter Collenbusch

8. Rømøs kyster

Et kort over Rømø viser en vadehavsø, der ligger i Nordsøen ud fra Skærbæk i Sønderjylland. Rømø er en barriere-ø, der langsomt er vokset op af havet. Rømøs strande består af fint sand, som det er en fornøjelse at gå i med bare tæer.

Lakolk Strand er en af øens mest besøgte badestrande på kysten.

Kigger du udover vandet, kan du se forskellige vadefugle som strandskade, rødben og vibe. Trækfuglene almindelig og islandsk ryle besøger også øen og kysten.

For at komme til Rømø, kan du køre over Rømødæmningen, der forbinder øen til Jylland. Der er både spisesteder og overnatningsmuligheder på øen. Derfor kan du sagtens tage på en lidt længere tur til Rømø.


Foto: Ditte Krømmelbein

9. Amager Strandpark: Kyst i København

Kun et kvarter på cykel fra Rådhuspladsen ligger Amager Strandpark. Her har der været badestrand siden 1930’erne. I årene 2004-05 blev der anlagt en helt ny strand med en to km lang kunstig ø og en lagunesø.

På Amager Strandpark kan du bade, dykke, kite- og windsurfe, stå på rulleskøjter, spille fodbold og beachvolley. Du kan også bare gå en romantisk aftentur på strandpromenaden langs kysten.

Mellem Amager Strandpark og Kastrup Strandpark ligger Kastrup Søbad. Det er et gratis badeanlæg. I folkemunde kaldes badeanlægget Sneglen.

Når du besøger Amager Strandpark, kan du være heldig at se et marsvin svømme rundt i havet. I de mere rolige hjørner af strandparken kan du se strandskader, knopsvaner og edderfugl.

Du kan tage metroen til Femøren Station. Den ligger lige ved siden af Amager Strandpark. Hvis du gerne vil have bilen med, er der parkering ved Havkajakvej.

Amager Strandpark er en af de bedste strande i København. Du kan også besøge Svanemøllen Strand, Bellevue Strand eller Hellerup Strandpark.


10. Marielyst Strand: God badestrand på kysten

Marielyst Strand er tre år i træk blevet kåret som Danmarks bedste badestrand, i hvert fald hvis man spørger Rejselivs læsere. Stranden ligger på Falster.

Marielyst strand er over 10 km lang og har blødt, hvidt sand.

Stranden er meget børnevenlig. Det er nok grunden til, at der findes flere forskellige campingpladser, udlejningssommerhuse og hoteller i området.


11. Boderne Strand: En perle på Bornholms kyst

Mellem Rønne og Dueodde på Bornholms sydkyst ligger Boderne Strand. En lille strandperle, der ikke er nær så kendt som f.eks. Dueodde Strand, som du kan læse om herunder.

Boderne Strand er ikke tætpakket af feriegæster i sommermånederne. Stranden er et par kilometer lang, og har blødt, fint sand og mange klitter. Klitlandskabet på kysten indbyder til mange timers leg. Klassiske lege som capture the flag, dåseskjul og tag-fat er perfekte at lege i det bakkede klitlandskab.

OBS: Du skal altid holde øje med børn, når de leger i klitter. Dybe udgravninger i klitterne kan nemlig være forbundet med livsfare, hvis sandet vælter ned over barnet.


Foto: Elke Weiler

12. Dueodde Strand: Populær kyst på Bornholm

Er du til sommer, sol og sand mellem tæerne er Dueodde Strand stedet. Europas mest finkornede sand tiltrækker i tusindvis af gæster om sommeren.

På stranden kan du være heldig at se små tragtformede huller i sandet. De er lavet af myreløvens larver. Her ligger larverne på lur og snupper de insekter, der glider ned mod dem. Det er meget fascinerende at se myreløven fange en skovmyre. Vær derfor en smule tålmodig, hvis I skulle få chancen for at opleve det sjove naturfænomen.

Stranden ligger på Bornholms sydspids. Hvis du kommer i bil, så ligger den tætteste parkeringsplads ved Fyrvejen.


Foto: Birgitte Eliasen

13. Enebærodde: Kyst på Nordfyn

Enebærodde er en seks kilometer lang, øde odde, der fra den Nordfynske kyst strækker sig mod øst. Her er en af Fyns eneste hedestrækninger.

Der findes flere forskellige cykelruter ved Enebærodde, så tag du bare cyklen med på en af cykelstierne. Så kan du nemlig opleve den smukke kyst fra din egen personlige jernhest.

Det er samspillet mellem hav og land, der sætter sit præg på dyrelivet. Mange kystfugle yngler på odden blandt andre stor præstekrave og strandskade.

Du kan ikke tage bilen ud på den aflange odde, men der er en parkeringsplads ved Tygesvej.


14. Stevns Klint

En lille time fra København i bil, ligger Stevns Klint. Stevns Klint adskiller sig fra Møns Klint ved at være indehaver af et lag fiskeler. Leret blev dannet for 66 millioner år siden, dengang jorden blev ramt af en asteroide. Det dannede både fiskeleret og udryddede dinosauerne.

Det specielle lag i klinten på kysten er også grunden til, at Stevns Klint er på UNESCO’s Verdensarvsliste. Alt i alt en imponerende, historisk kyst i Danmark. På det højeste sted er klinten 40 meter over havets overflade. De 40 meter er dog kun toppen af isbjerget - så at sige - for klinten går 900 meter ned i jorden.

På klinten blev Højerup Gamle Kirke indviet i 1357. Kirken har en meget udsat placering på den levende klint. I 1600-tallet gik det sågar udover kirkegården. Dengang kunne man se skeletter og kister hænge halvt ude af klinten på kysten. Det er heldigvis ikke tilfældet i dag.

Du kan få en god vandretur ved at følge Trampestien. Den strækker sig 21 km langs klinten og nogle steder på stranden. Det koster ikke noget at besøge klinten.


Foto: Rebecca Løppenthin

15. Smuk kyst på Sjællands Odde

Den cirka 15 km lange odde er måske en af de smukkeste kyster i Danmark. Det er nok grunden til, at hele området omkring Sejerøbugten er et meget populært sommerhusområde.

Sjællands Odde deler Sejerøbugten og Kattegat fra hinanden. På begge sider af den op til 1,5 km brede odde er både kratbevoksninger og småskove fredet.

I naturskovene på de gamle kystskrænter findes der både grævling og ræve. Om sommeren kan du opleve råger, skarver og gravænder, der yngler på Kattegatsiden.

Du kan tage færgen fra spidsen af Sjællands Odde til Aarhus, det tager lidt over en time.


Foto: Daniel Villadsen

16. Smukke Æbelø nordøst for Fyn

Æbelø ligger nordøst for Bogense på Fyn. Vil du en tur derud, må du regne med at få våde tæer. For der er ingen andre transportmuligheder end at trave gennem tidevandet mellem Lindø Hoved og Æbelø Holm og videre ud til selve Æbelø.

Til gengæld får du besøgt en af landets absolut mest charmerende og smukke øer. Det er den rå og vilde natur, som for alvor gør Æbelø til noget særligt.

Øen har siden 1995 været ejet af Aage V. Jensens Fonde og det meste af området ligger urørt hen. Man har endvidere fjernet de fleste af øens tidligere bygninger, for at naturen kan udfolde sig mest muligt. Æbelø har været fredet siden 1999, men naturen har reelt haft fred siden naturfondens opkøb i 1995.

Det betyder, at skoven får lov til at udvikle sig, som naturen dikterer, og samtidig er det dyre- og plantelivet, som har førsteret. For at passe på den sarte natur, er det vigtigt at overholde restriktionerne på Æbelø. Tag derfor et grundigt kig på Aage V. Jensens hjemmeside, inden du bevæger dig hertil.