Bæredygtig jul: 4 idéer til smukt julepynt lavet af affald
Juletrommer af metallet fra et fyrfadslys eller en iskrystal af gammelt slikpapir. Designer Rikke Borg-Lauritsen vil have os til at se vores affald som en værdifuld ressource, der kan laves til pynt.Hver dansker genererer på et år 754 kilo husholdningsaffald, og det gør Danmark til et af de lande i Europa, der producerer mest husholdningsaffald per indbygger. Det viser tal fra Eurostat. Vi skal blive langt bedre til at genbruge og genanvende – og selvfølgelig generelt sænke vores forbrug.
Derfor har tekstildesigner Rikke Borg-Lauritsen skrevet bogen ’Cirkulær jul’, hvor hun inspirerer til, hvordan vi kan lave anderledes julepynt.
- Bogen er mit stille opråb vedrørende et stort problem, der handler om hele den måde, vores samfund er skruet sammen på. Vi har alt for travlt og køber og køber en masse, for så bare at smide det ud igen. Men det går ikke længere, planeten kan simpelthen ikke holde til det, siger hun.
Alle kan være med, og det er ikke resultatet, der er det væsentligste. Det er derimod den kreative proces, der indbyder til fordybelse og ro.
Bliv inspireret af Rikke Borg-Lauritsens kreative projekter – og skab dit eget smukke affaldspynt.
Lav smukke englevinger af stearin
Med en stearinlysstump, sølvtråd og lidt fingersnilde kan du selv forme en engels vinger.
Sådan gør du:
- Tænd den hvide lysstump, og dryp roligt englevingernes form frem på en metalplade. Se evt. skabelon i bogen.
- Mens stearinvingerne tørrer, klippes trådstykker på cirka 20-25 centimeter. De lægges dobbelt og bindes sammen med en almindelig knude.
- Snoren slås som en løkke omkring vingerne.
- HUSK, at englevinger er porøse, så gør det med nænsom hånd.
Smukt pynt af servietter
Find det gamle arvegods frem, og lav dine egne små ophæng af servietresterne fra julefrokostbordet.
Sådan gør du:
- Saltkar, isasietter og bunden af nogle krystalglas kan alle bruges, hvis de har et mønster i bunden.
- Læg fire til seks lag ensfarvet serviet over mønsteret, og dryp forsigtigt vand på, så servietten bliver gennemvædet. Tryk så med nænsom hånd servietten ned i mønsteret hele vejen rundt, så det bliver synligt.
- Herefter må du vente tålmodigt, til det er tørt. Lad det evt. stå natten over, inden papiret forsigtigt løftes af, klippes til og monteres med en tråd.
Lav en klassisk juletromme af fyrfadslys
Når dagen går på hæld, og fyrfadslysene er brændt ned, tag da stearin og vægerester ud af aluminiumscylinderen.
Sådan gør du:
- Klip et indhak i begge cylindere, cirka halvt ned ad siden.
- Klip en snor på 25-30 centimeter, fold snoren, og bind enderne sammen til en knude. Denne sættes i det ene indhak, og cylinderen klemmes lidt sammen, så den anden cylinder kan sættes udenom.
- Nu mangler du blot at dekorere. Tegn trekanter fra kant til kant, og farv dem skiftevis røde og hvide.
- Til slut tegnes stregerne op med sort.
- Nu kan trommen hænges på en ’gren så kær’.
Lav en julesok af en gammel sweater
Giv den gamle aflagte uldtrøje et nyt liv som julesok.
Sådan gør du:
- Læg sweateren fladt på bordet. Tegn en sok på et papir (bogen indeholder et specifikt mønster, du kan tegne af), og placér det med nåle oven på sweateren. Brug gerne ribkanter eller andre detaljer på sweateren. Klip omkring mønsteret, og dekorer evt. hver del med broderi inden sammensyning. Brug garn i en kontrastfarve til broderiet, så det bliver synligt.
- Læg de to dele vrang mod vrang oven på hinanden, og sy dem sammen i hånden med synlige tungesting. Her kan både bruges matchende og kontrastfarvet garn.
- Sy en strop fast øverst, og hæng nu sokken på en knage i gangen, på dørhåndtaget til stuen, ved pejsen, eller hvor du tænker, at julenissen vil kunne finde den …