Det kræver en landsby at genoprette en ådal
En folkebevægelse spirer frem. Den vil slippe naturen i Skjern Ådal fri - med hjælp fra treparten, fællesskabet og drømmen om vild natur.- Øj der er isfuglen!
Peter Andreas Christensen afbryder sin ivrige snak om naturlige ådale og peger med strakt arm ud over det rislende åvand. Et lille, turkisblåt projektil skyder lige forbi os og forsvinder bag et piletræ ved åens nærmeste sving.
- Jamen jeg betalte den for lige at komme forbi. Vi har sådan en fast aftale hver dag kl. 13.13, så kommer den lige hen over det her stryg, siger Peter Andreas Christensen med et krøllet smil om læben.
Vi står i knæhøjt græs ved Skjern Ås hovedløb lidt vest for landsbyen Skarrild i Midtjylland. Her har vi netop taget hul på en sightseeing, hvor Peter Andreas Christensen vil fortælle om et storstilet projekt, som han og resten af Foreningen Ålandets Venner drømmer om at føre ud i livet: De vil genskabe store dele af naturen i hele Skjern Å-systemet fra kilde til fjord.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Når ildsjæle kan bygge håndboldhaller - kan de også bygge ådale
For 22 år siden var området centrum for danmarkshistoriens største naturgenopretning, da man genslyngede 43 kilometer af Skjern Å. Men miljøproblemerne er her endnu.
Dem vil Ålandets Venner løse, og de håber, at den grønne trepart vil kunne bane et betydeligt stykke af vejen. De drømmer om et kæmpestort sammenhængende økosystem, som breder sig over otte kommuner og dækker et område på op mod 114.000 hektar.
- Vi vil skabe det her kæmpestore åsystem fra højderyggen i Midtjylland helt ned til Vestkysten, hvor ådalene er lagt tilbage til naturlig hydrologi og vild natur, siger Peter Andreas Christensen.
Han er miljøantropolog og boede indtil for nylig i England, hvor han forskede i The Rivers Trust, der laver lokalt forankrede genopretninger af åsystemer i tæt samarbejde med civilsamfundet.
Nu bor han et stenkast fra den åbred, vi står ved. Her har han været med til at starte Foreningen Ålandets Venner, som er en broget skare af både sportsfiskere, lodsejere, lokale DN’ere, landmænd og andre borgere fra lokalområdet.
- Vi har alle mulige direktiver, som vi, lad os nu være ærlige, ikke er i nærheden af at implementere. Så det der med at få en civil aktør, der giver det noget folkelig forankring, men også noget stædighed og passion, det er vigtigt. Alle de danske ildsjæle, som har skabt foreningerne, de kan bygge håndboldhaller, slagterier og mejerier. De kan fandme også bygge en ådal. Og det vil vi vise, siger Peter Andreas Christensen.
Ville hjælpe den vilde laks
Ålandets Venner udspringer af den lokale Skjern Å Sammenslutning, hvor fritidsfiskere og lodsejere siden 1970’erne har samarbejdet om at forbedre forholdene for den vilde laks i Skjern Å.
Den tradition kan de få brug for i Ålandets Venner, hvis Skjern Ådal skal komme til at ligne det naturlige økosystem, den var engang. Det vil være en omfattende opgave, som kræver drastiske forandringer i et område, hvor landbruget fylder meget.
- Men hernede, hvor vi står lige nu, der har vi ikke rigtig lyst til at ændre på noget – bortset fra lidt flere græssere i området, siger Peter Andreas Christensen og spejder ud over landskabet. Det er næsten et model-site for, hvor flot en ådal kan være i Danmark.
Det rislende vand slynger sig mod venstre og indkranser en åben græsslette, der ligger i læ for hovedvejen bag et lille stykke skov. Strømmen får vandspejlet i åen til at slå krøller og reflektere solskinnet.
Det er som at befinde sig i et levende guldaldermaleri, det eneste, der bryder illusionen, er åens uklare, rødbrune vand. Oprindeligt er Skjern Å ellers navngivet efter ordet ’skær’, fortæller Peter Andreas Christensen.
- Altså noget, der skinner og funkler. Det var det, man så, da man kom til Skjern Å og gav åen dens navn. Det var skærets å, fordi vandet var så fint og klart. Det er væk nu.
Et åsystem på landbrugets præmisser
Det mudrede vand i Skjern Å er ikke kun et tydeligt billede på et miljøproblem. Det er også en direkte konsekvens af, at vi i Danmark har rettet åerne ud og drænet de fugtige jorde i ådalene, fortæller biolog og fiskeplejekonsulent hos DTU Aqua, Bjarke Dehli.
- Inden vi begyndte på det, har vandet været spritklart i Skjern Å. Der har været 10-15 forskellige vandplantearter, der har været grus og sten og måske 20 fiskearter. I dag er der nærmest ingen af de ting. Der er ganske få vandplanter, og der er mangel på grus og sten rigtig mange steder, siger han og forklarer videre, at en naturlig å slynger sig gennem landskabet og nemt går over sine bredder, hvis det regner meget.
Det gør det bøvlet at dyrke effektivt landbrug på den omkringliggende jord, og derfor har vi historisk gravet mange åer og bække dybere, fjernet sten og vandplanter og rettet vandløbene ud til snorlige kanaler. På den måde fungerer de som en slags infrastruktur i landbrugsområder, som hurtigt og effektivt fører vandet væk. Men det ændrer også livsbetingelserne for dyr og planter fundamentalt.
- Det er en fysisk forarmelse af det, der er natur i ådalen. Det er også den måde, vi som samfund har omformet landskabet. Man har med åbne øjne accepteret, at vi opdyrker det her land og omformer åerne og vandløbene til at være et industriapparat, og så lever vi med, at naturen betaler prisen, siger Bjarke Dehli.
I 1960’erne blev den nederste strækning af Skjern Å rettet ud for at give plads til mere landbrugsjord. Det arbejde stod færdigt i 1968, men allerede 19 år senere besluttede Folketinget, at åen skulle genslynges.
Danmarks største naturgenopretning
Udgravningen og udretningen havde sat gang i en enorm sandvandring og okkerudledning, som gav store miljøproblemer. Det krystalklare vand i Skjern Å blev mudret og rødbrunt af okkeren, der lagde sig som en ukrudtsdug hen over bunden og forhindrede vandplanter i at vokse.
Næringsstoffer, som tidligere ville have indgået i et naturligt kredsløb i ådalen, blev nu udledt til Ringkøbing Fjord, hvor Skjern Å munder ud. Derfor tog man hul på det, der blev danmarkshistoriens største naturgenopretning.
I 2003 var 43 kilometer af Skjern Å genslynget, men selvom det gavnede naturen på land, blev vandkvaliteten ikke bedre. Skjern Å er nemlig hovedåren i et sindrigt system af tilløbende åer og bække, der udgør i alt 2.500 kilometer vandløb.
- Så det er en forsvindende lille del af det vandrigeste system i hele Danmark, man har genoprettet. Man har gjort det helt nede i bunden, hvor påvirkningen er allerstørst fra hele oplandet, siger Bjarke Dehli.
Derfor mener Ålandets Venner, at vi skal finde nye, helhedsorienterede løsninger, hvis naturgenopretningen i ådalene skal batte.
- Vi laver alt for mange indsatser, der ikke hænger sammen med resten af landskabet, mener Peter Andreas Christensen. Det vil han gerne vise et eksempel på, og derfor har vi forladt den lille oase ved Skjern Ås hovedløb og kører nu langs de lige landeveje, hvor marker og læhegn flimrer forbi. Vi parkerer ved Ronnum Bæk, et af de mange vandløb, der har forbindelse til Skjern Å, og går ned til vandet på den ene side af landevejsbroen.
Et ødelagt vandløb – og et håb på den anden side
- Prøv at kigge ned her og se, hvor dødt og ødelagt det er, siger Peter Andreas Christensen.
Bækken ligner en linealstreg i landskabet, og bortset fra nogle enkelte stive siv er der ingen vandplanter. Selvom vandet er uklart, er vandstanden så lav, at man kan ane, at stenene på bunden er dækket af en fedtet, orangebrun belægning.
- Det er fine sedimenter og okker. Det vil sige døden for vandinsekter, fiskeæg og kiselalgerne, som egentlig burde sidde på de sten der, siger Peter Andreas Christensen.
Vi går tilbage til broen, og da vi krydser landevejen, passerer vi også grænsen mellem to kommuner. Allerede inden vi når helt ned til vandet, kan vi høre det risle på den anden side af broen. Her har den ene af de to kommuner lavet et naturgenopretningsprojekt, så bækken bugter sig af sted. I luften flimrer en sværm af vandinsekter i solskinnet.
- Der står en kæmpestor vandranunkel, som godt nok er fedtet helt ind i sedimentet, siger Peter Andreas Christensen og peger på en grøn plante, der titter op af vandet. Det har samme farve her som på den anden side af broen.
- Det er alt for brunt, det vand, der kommer ned. Men habitatet spiller. Det er meget tæt på at kunne blive lækkert. Men det kræver, at der er nogen, der rydder op hele vejen op i toppen.
Det håber Ålandets Venner at kunne gøre. Ikke kun ved Ronnum Bæk, men i hele oplandet til Skjern Å, så området igen kan blive et sammenhængende økosystem. Det betyder, at landbrugsjord skal udtages og omlægges til naturområder, som kan give levesteder til dyrearter som bæver, hvid stork, havørn og kronvildt. Flere vandløb skal genslynges, og gamle produktionsanlæg som dræn og dambrug, der ikke længere er i brug, skal fjernes. Foreningen mener nemlig, at det kræver en helhedsorienteret indsats, hvis naturen i Skjern Ådal skal komme til at trives igen.
I følge Bjarke Dehli er det lige nu svært at lave vandløbsrestaurering, som for alvor gør en forskel, fordi det ikke må give bøvl for de erhverv, der lever af landskabet, som landbrug og dambrug. Det er f.eks. muligt at fylde sten og grus i vandløbet hist og her, som vil kunne give fisk mulighed for at gyde eller skjule sig. Men lige nu kan det ikke lade sig gøre at lade vandløbene brede sig i landskabet, slå nye sving ved et væltet træ eller gå over deres bredder.
- Det er jo ikke kun biologien, der er forarmet, det er også landskabet. I stedet for at have de her naturtyper, der fylder, altså vandløb, der går over deres bredder, som slynger sig og skifter sving fra årti til årti, så har vi de her kanaler med kartoffelmarker og korn helt ned i vandløbet, siger Bjarke Dehli, der kun ser én mulighed for sig, hvis vi skal problemerne til livs og genskabe naturens balance i ådalene.
- Hvis du får fjernet erhvervsinteresserne fra ådalen, så har du et fuldstændig fundamentalt anderledes udgangspunkt, siger han.
Treparten kan ikke stå alene - der skal hjælp fra lokale
Det vil formentlig komme til at ske i en eller anden udstrækning, når den grønne trepartsaftale skal føres ud i virkeligheden, og store dele af Danmarks landbrugsområder bliver taget ud af drift.
- Treparten er et fantastisk stykke arbejde og et fantastisk værktøj for os til at komme 75 pct. af vejen. Men de resterende 25 pct. skal løftes gennem de her projekter, som kører sideløbende, som f.eks. Ålandets Venner, fortæller Morten Lund Hansen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Ringkøbing-Skjern og sidder med som repræsentant for foreningen i Ålandets Venner.
Han forklarer, at der f.eks. ikke er afsat penge til at genslynge vandløb. Der kan også være områder, som ikke opfylder kravene til at blive omfattet af treparten, men som alligevel vil kunne bidrage til helheden af naturen i Skjern Ådal.
- Så kan Ålandets Venner gå ind og facilitere udtagningen af nogle arealer, som gør, at vi får sammenhængskraft i landskabet og kan få den frie dynamik ud i vores ådale, siger Morten Lund Hansen.
Vi skal have landmændene med
Men hvis man skal lave helhedsorienteret naturgenopretning, skal lokalbefolkningen indgå som en del af helheden.
- Vi skal starte nedefra. Vi skal have landsbyerne med, og vi skal have landmændene med. Det er jo deres jord, det drejer sig om. Hvis ikke landmændene kan se sig selv være naturforvaltere på nogle af deres arealer i fremtiden, så kommer vi ingen vegne, siger han og fortsætter:
- Vi har prøvet det der top-down-naturgenopretning før, og det bliver stadig gjort rundtomkring i verden. Det leder altid til konflikter, når man fra højt niveau pludselig siger, hvordan tingene skal gøres. Så er der demonstrationer, og det så vi også med Skjern Å-projektet dengang. Altså, Svend Auken blev kaldt miljøets Miloševic.
Derfor mener han og Ålandets Venner, at lokalbefolkningen skal inddrages i, hvordan naturen i området skal se ud. Det gælder også de lokale landmænd.
En af dem, der er med i Ålandets Venner, er Ib Karstensen. Han er 58 år, og hans vuggende dialekt afslører, at han er født og opvokset i Vestjylland, nærmere bestemt ved Sønder Felding. I dag har han skaleret bedriften ned til et hobbylandbrug og er flyttet tilbage til sit barndomshjem efter i mange år at have boet på en gård to husnumre længere nede ad vejen. Det hus har hans datter og svigersøn overtaget sammen med størstedelen af jorden fra begge bedrifter.
Ib Karstensen husker tydeligt den debat, der var i lokalområdet, da Skjern Å skulle genslynges.
- Jamen den var jo noget hård. Man stod noget stejlt på hver sin side, altså dem, der gerne ville have den genslynget, og de landmænd, der gerne ville beholde deres jord derude, fortæller Ib Karstensen.
Men han mener også, at de solide diskussioner dengang har gjort det lettere at tage diskussionerne på tværs af interesser i dag.
- Jeg tror faktisk, at det, der skete ude i Skjern Enge dengang, har givet os lidt mere tradition for det. Men jeg kommer også fra en egn, hvor forsamlingshuset altid har haft en rigtig stor betydning. Hvor vi altid har kendt hinanden og snakket sammen og mødt hinanden på kryds og tværs, siger Ib Karstensen med et smil.
Han tror, at det vil være med til at lette forhandlingerne i den lokale grønne trepart og det videre arbejde gennem Ålandets Venner. Han mener, at det er vigtigt, at landmændene selv er med til at pege på, hvilke jorder der er bedst egnet til intensivt landbrug, og hvilke der hellere skal omlægges til natur.
- Det håber jeg, vi kan være med til alle sammen.
Den smitter - den gode energi
Selv har Ib Karstensen budt ind med seks hektar af sin jord til den grønne trepart, mens svigersønnen Brian Grenaa Christensen vil byde ind med fem hektar af sin jord.
- De jorder kunne lige såvel ligge i naturen, som de kunne dyrkes. Jeg henter ikke noget ved at prøve at dyrke det her, siger Brian Grenaa Christensen og tilføjer, at det også er nødvendigt for, at han kan leve op til kravene om kvælstofreduktion. Ellers kan det blive for svært for ham at få økonomien, antallet af arbejdstimer og familielivet til at hænge sammen. Alligevel ser han et lyspunkt med den grønne trepart. Han håber, at de mange forhandlinger rundtom i kommunerne vil gøre det lettere at mødes på tværs af synspunkter. Ikke kun i Skjern Ådal, men også på tværs af by og land.
- Jeg skal ikke sige, at jeg bliver medlem af Danmarks Naturfredningsforening, siger han med et skævt smil. Men vi skal være bedre til at mødes og finde en fælles vej.
Spørger man Peter Andreas Christensen, er det netop de gode samtaler og konsensus om løsningerne, der er vejen til en naturrig fremtid for Danmark.
- Der er mange mennesker, der rigtig gerne vil det her. De skal høres, og de vil gerne påtage sig, synes jeg, et rigtig stort ansvar i forhold til at komme over målstregen, siger han.
Vi har nået sidste stop på ruten et stykke længere oppe ad Ronnum Bæk. Bag os står en gammel, nedslidt hal, som engang har dannet rammen om et dambrug. På den anden side af bækken ligger et stort åbent hedeområde, hvor en genslynget å vil kunne brede sig. Peter Andreas Christensen fortæller, at Ålandets Venner har været i kontakt med ejeren, som har givet tilsagn om at sælge, hvis det lykkes at rejse penge til genopretningen.
- Det giver mig glæde og gejst og håb at finde allierede på tværs af forskellighed. At snakke med landmænd og lodsejere og fuglekiggere og kratluskere og finde hinanden og bygge den fremtid, vi ønsker sammen. Det er der noget ekstremt stærkt i. Det smitter, og det kan noget, som jeg tror, vi har manglet i dansk naturpolitik, siger Peter Andreas Christensen.
Han mener, at vi i Danmark allerede har vist, at vi kan få meget til at ske ved at løfte i flok.
- Idrætsforeningerne byggede nogle haller på den jyske halvø, og så blev vi verdensmestre i håndbold. Det er vi fandme gode til. Bønderne byggede nogle mejerier og slagterier, og så blev vi verdensmestre i landbrugsproduktion. Det er også meget godt gået. Hvorfor bruger vi ikke de gamle danske traditioner fra foreningslivet til at bygge natur med? Det er ekstremt kraftfulde traditioner, som ikke bliver integreret nok i den grønne omstilling, synes jeg.
Af Silja Nørgaard Alstrøm, Foto Martin Dam Kristensen
