I fem-seks år har antallet af danske kongeørne stået stille. Men i 2024 er hele syv kongeørneunger kommet på vingerne. Et produkt af de i alt seks ynglepar, der har boet i de danske skove.

Det oplyser Dansk Ornitologisk Forening, der overvåger kongeørnene. Det er en betydelig fremgang for kongeørnene i Danmark, som giver håb om, at de i fremtiden kan byde på endnu flere ynglende par.

Fremgangen begejstrer Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

-Kongeørnene i Danmark er truet af faunakriminalitet i form af forgiftninger og nedskydning, som vi desværre har set eksempler på. Men på trods af det, har kongeørnene altså haft et fantastisk 2024, og man kan jo kun håbe på, at ungerne kommer godt på vingerne og videre ud i livet, så de om en håndfuld år selv kan få unger. Og det er fantastisk glædeligt, at også langt de fleste jægere deler begejstringen og ikke ser ørnene som konkurrenter, selv om de i høj grad tager fasaner, som er nemme at fange, siger Bo Håkansson.

I alt er der siden 1998, hvor kongeørnen begyndte at yngle i Danmark, kommet 68 unger på vingerne.

Vi kæmper for mere vild og kongeørn-venlig natur i Danmark

Ophør i ulovlige drab

Alle kongeørne i Danmark yngler i Nordjylland og flere omkring Lille Vildmose. Et stort område med masser af forskelligartet natur, der i høj grad er fri for menneskelige forstyrrelser. Et rent mekka for kongeørnene.

Desværre har både hav- og kongeørne ikke haft det lige nemt. De store rovfugle har fra tid til anden været udsat for ulovlig jagt og forgiftninger. Kongeørnene er nemlig glade for at spise fasaner, og det er set før, at lodsejere og fasanjægere på ulovlig vis vil af med konkurrencen.

Læs også: Rovfuglepar dræbt af ulovlig forgiftning

Men der har i nogle år ikke været observeret de ulovlige angreb, hvilket ifølge DOF kan være en medvirkende faktor til, at kongeørnene har oplevet fremgang.

- Rovfugle er totalfredede, men alligevel ser vi gang på gang eksempler på både fugle og andre fredede dyr, der bliver giftdræbt. Lige nu er det stort set konsekvensløst at slå fredede dyr ihjel, fordi det sjældent bliver efterforsket grundigt, siger Bo Håkansson.

-Men lad os håbe, at giftdrab på kongeørne og andre rovfugle hører fortiden til.

Foto: Jan Tøttrup Nielsen/Dansk Ornitologisk Forening

Fakta om kongeørn

  • Kongeørnen er kun lidt mindre end havørnen og har et vingefang på over to meter.
  • Kongeørnen jager især fasaner, ænder, gæs, måger, duer og skarver og hvis muligheden byder sig også unger af rådyr og kronhjort. Unge dyr af ræv og grævling, mår, rotte, kaniner, harer og egern samt ådsler er også en del af menuen.
  • Kongeørnen har siden den begyndte at yngle i 1998 været kritisk truet og presset af fragmenteret natur og ulovlig jagt.
  • Alle kongeørne yngler i Lille Vildmose i Nordjylland, selvom kongeørnene også er bosat andre steder i Jylland.
  • DOF vurderer, at der er plads til omkring 20 ynglende kongeørnepar i Danmark. I år har der været seks par samt to enlige.

Kilde: DOF og Novana

Holder af ulve

Udover at kongeørnene holder af at bosætte sig der, hvor der er udsat fasaner, har Dof har også fundet frem til en anden interessant sammenhæng. Nemlig, at kongeørnene færdes i områder, hvor der er ulve. Kongeørnene kaster sig nemlig gerne over ulvenes efterladte ådsler.

Selvom man nok ikke kan gå så langt som at sige, at ulvene, der også har bedre og bedre fat i Danmark, har været årsagen til rekordåret, er det alligevel en interessant og vigtig sammenhæng, siger Bo Håkansson.

-Det er jo et godt eksempel på et økosystem, og at den ene art kan styrke den anden, som så spiller en rolle for den tredje og så den fjerde. Ved at lade naturen være, opstår de her vilde symbioser og dynamikker, som vi har så meget brug for i Danmark, hvor der stort set ikke er beskyttet, vild natur. Naturen har brug for plads – også i form af accept af rovdyrene.