Grøn Trepart: Første træer i ny urørt skov en realitet
De første træer er nu plantet til det, der skal blive en ny vild og urørt skov. Dermed er etableringen af de nye 100.000 hektar urørt skov, der er aftalt i den grønne trepart, en realitet.Den nye skov er udpeget i Vilstrup syd for Randers. Her er de første træer plantet til en ny over 200 hektar stor vild urørt skov. Danmarks Naturfredningsforening kalder det epokegørende.
– Vi ser for første gang en nyplantet skov, der får lov at vokse frem uden, at der er produktionsformål med den. Den er først og fremmest til for naturen og de mange arter, der i dag er gjort hjemløse i skovene. Det er et nybrud, siger Jonas Colling Larsen, der er biolog og naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Som led i Grøn Trepart fik Danmarks Naturfredningsforening med i aftalen, at 100.000 af de 250.000 hektar ny skov skal etableres som urørt skov, og det er altså starten på den del af aftalen, der nu sættes i gang i Østjylland. Her plantes hovedparten af den nye skov, men Danmarks Naturfredningsforening anbefaler ligesom Biodiversitetsrådet, at man lader et område springe i skov af sig selv.
– Det giver simpelthen meget mere biodiversitet for pengene, og hvis vi dertil lader vandet flyde frit og sætter store græssende dyr ud, så får vi hele paletten af varierede skovlandskaber med en bred vifte af levesteder for de mange truede og sjældne arter, som har det så svært i skovene i dag, siger Jonas Colling Larsen.
Sådan kommer Danmarkskortet til at blive grønt
Billederne i artiklen er eksempler på, hvordan urørt skov kunne se ud
De fleste truede arter i Danmark er i skovene
Skovmår og hasselmus og fugle som vendehals og pirol er sjældne syn, mens sommerfugle som fx den smukke mnemosyne og poppelsommerfugl er uddøde efter deres levesteder blev forvandlet til produktionsskove.
– Målet med de urørte skove er at skabe flere levesteder til de mange arter af pattedyr, fugle, biller, myrer, svampe, som er afhængige af varierede skovlandskaber. Det kræver, at vi helhjertet giver naturen plads, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan færdes i de urørte skove. Tværtimod kan vi alle få nogle fantastiske og berigende oplevelser i skovene, siger Jonas Colling Larsen.
Lad skoven være - Se alle fordelene ved urørt skov
Beskytter også drikkevandet
Udover at give store oplevelser, fremhæver biologen samtidigt de ekstrabonusser, der er ved det nye skovareal: Den nye skov skal nemlig også tjene til beskyttelse af drikkevandet, begrænse udledningen af næringsstoffer til vandmiljøet, ligesom den på sigt skal lagre kulstof og dermed gavne klimaet.
Aftalen om nye 100.000 ha urørt skove kommer oveni en politisk aftale fra 2020 om at lægge 75.000 ha eksisterende skove om til urørte vilde skove. Den del er indfriet. Over 40 procent af de arter, der er truede af udryddelse i Danmark, lever kun i skov, mens yderligere 20 procent af dem, er tilknyttet skovene.
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for, at der sikres store dynamiske skovlandskaber, hvilket flugter med, at Biodiversitetsrådet vurderer, at udlægning af urørt skov er et af de mest omkostningseffektive virkemidler i forhold til at vende tilbagegangen af den skovtilknyttede biodiversitet til fremgang.