Har du fået noget af naturen, skal du give noget tilbage

For omkring 5.000 år siden var det meste af Danmark dækket af skov. Men efterhånden som der kom flere mennesker, blev der brug for tømmer til huse, brændsel og krigsførelse. Omkring år 1800 var der kun omkring 3 pct. af den oprindelige skov tilbage, og størstedelen af Jylland var i stedet dækket af lyngklædt hede. Indtil også den måtte vige – denne gang for dyrkede marker.

Men hvad nu, hvis det hele begyndte forfra? Hvis Jylland igen blev dækket af skov? Den tanke slog ned i forfatter Charlotte Weitze under hendes research til romanen ’Ulvemælk’, som udkom i slutningen af januar.

Naturen forsvinder

Oprindelig troede hun, at hun skulle skrive en historisk roman om Evald Tang Kristensen, der levede mellem 1843 og 1929, og som hun stiftede bekendtskab med, da hun for mange år siden læste folkloristik (tidligere folkemindevidenskab) på Københavns Universitet.

Evald Tang Kristensen var uddannet lærer, og som 29-årig begyndte han at gå rundt til husmandssteder og gårde på den jyske hede og samle eventyr, remser, ordsprog, viser og gåder, som var blevet overleveret fra generation til generation, med det formål at bevare folkearven og den kultur, han selv var en del af.

Han gik i al slags vejr, særligt om aftenen ved vintertide. I løbet af cirka 50 år indsamlede han stof fra i alt omkring 6.500 mennesker. Omkring halvdelen af dem besøgte han personligt og nedfældede omhyggeligt alt, hvad de fortalte ham. Det blev til 24.000 håndskrevne sider. En del af det blev udgivet i bogform. Faktisk betragtes han i dag som intet mindre end den største folkemindesamler i den vestlige verden. Alligevel er det de færreste danskere, der har hørt om ham, og det er ærgerligt, mener Charlotte Weitze.

- Evald Tang Kristensen var den store helt i dansk folkemindevidenskab, og i lang tid havde jeg derfor en idé om, at jeg skulle skrive en bog om ham. Men det var, som om det ikke var nok. Der spøgte hele tiden en historie, der skulle foregå i fremtiden, men jeg kunne ikke helt se, hvordan de to historier koblede sig til hinanden.

Men det kom de til – på flere planer, opdagede hun.

- Jeg fandt ud af, at naturen virkelig var under forandring i slutningen af 1800-tallet. Heden var ved at forsvinde, man drænede moser, så man kunne dyrke jorden, fortæller hun.

I dag er der mindre end en tiendedel af den oprindelige hede tilbage, og det inspirerede Charlotte Weitze til at lege med tanken om, at den jyske natur endnu en gang undergår en kæmpe menneskeskabt forandring – denne gang på grund af klimaforandringerne.

- Hvilken slags samfund ville vi få, hvis hele Jylland igen var dækket af skov? Selvom vi ved, at vi skal gøre noget i forhold til naturen, så er det også lidt udefinerbart, hvordan verden vil blive,siger forfatteren, der i romanen har forsøgt at forestille sig, hvordan det kan se ud.

Et Jylland dækket af skov

I 2040 er både hede og marker derfor væk, og hele Jylland er dækket af en stor, tæt, hurtigvoksende skov, som er blevet plantet for at nå 2030-målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. Et ikke helt urealistisk scenarie, mener forfatteren, fordi

- skovplantning er en supergod løsning i forhold til både klima- og økokrise.

- Men det er jo ikke sikkert, at alt bliver superlykkeligt, selvom man har løst noget af klima- og økokrisen. Der vil også være en pris at betale, tilføjer hun og nævner Ingas grandfætter i bogen, som har nedlagt sit svinebrug med 4.000 svin og nu kun har nogle får gående.

- Hvad sker der, når man har mistet et landbrug, som ens familie gennem mange, mange generationer har drevet? Hvad bliver man så? Funderer hun. Og så drager hun endnu en parallel til det opbrud, der fandt sted på Evald Tang Kristensens tid:

- Samtidig med at heden blev opdyrket op gennem 1800-tallet, flyttede mange til byerne og blev mere boglige, så folketroen og de mundtlige overleveringer efterhånden forsvandt, siger hun og fortæller, at Evald Tang Kristensen mente, at det sammen med fremkomsten af videnskab og nye teknologier ville fremmedgøre folk, så de mistede samhørigheden med jorden, årets gang og den gamle forestillingsverden.

Teknologien overtager

I 2040-delen af romanen har kunstig intelligens overtaget historiefortællingen og er blevet en fuldt integreret del af livet. Skærmene har fået følgeskab af 3D-briller og -handsker, som gør folk i stand til at sanse verden mere intenst, men måske også mindre autentisk? AI er en slags Big Brother, der altid står til rådighed med svar, gode råd og løsninger baseret på algoritmer, så man næsten slipper for at tænke selv.

”Anes hus ligger pludselig i en skov. Sneen er væk, der er små knopper på grenene … Evald prøver at trykke håndtaget ned. Hænderne er behårede, og lange, brune negle vokset frem. Inde i håndfladerne er trædepuder.”

I fremtidshistorien har Inga længe været plaget af en tilbagevendende drøm. Eller er det en drøm? Ved fuldmåne lusker noget omkring ved hendes hus og kradser på døre og vinduer. ”Hans negle må være lange, sådan som de hviner.”

Det er tydeligvis den samme hændelse, de to oplever i hver sin tidslomme. På den måde flettes de to historier ind i hinanden gennem magisk realisme, genren, hvor magien sniger sig ind i en ellers realistisk fortælling.

- I næsten alle de bøger, jeg har skrevet, er der et eventyrligt element. Der er altid nogen, der spørger hvorfor, og mit bedste svar er, at naturen får en stemme i magisk realisme. Menneske og natur bytter en lille smule plads, når naturen får liv og bliver til væsener som en varulv. I realismen er det meget mennesket, der er i forgrunden, siger Charlotte Weitze og tilføjer med et skælmsk smil:

- Og så er det jo også et spørgsmål, om varulve findes.

Af Maja Plesner, Foto Isak Hoffmeyer