Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening og minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus indvier den sidste del af 75.000 ha urørt skov. Ganløse Ore, Maglemosen.

Et kæmpe område med mosaikker af skov og lysåben natur, hvor fugle, insekter og dyr kan leve i fred for tømmerproduktion og dræning. Det er nu en realitet. Det vil få betydning for de tusindvis af arter, der har skovene som deres hjem.

De 75.000 hektar skov er en del af biodiversitetspakken, der blev besluttet i 2020.

- I DN har vi kæmpet for give naturen plads og vi er blevet hørt. På bare fem år er det lykkes at få skabt 750 km² plads til nye levesteder overalt i landet til skovens mange tusinde arter. Vilde, urørte skove med lysninger, hule træer og vand, der strømmer frit. Det er stort, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

Hun var sammen med den lokale DN afdeling i Egedal Kommune inviteret med til Ganløse Ore på Sjælland. Sammen med ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, skulle de indvie den sidste del af de 75.000 ha.

Læs mere om urørt skov her

Naturen har nu 1. prioritet

En skov er i princippet urørt fra den dag, der ikke længere er træproduktion i den.

Men for at skabe de bedste vilkår for biodiversitet, når produktionen ophører, er det nødvendigt at genoprette de naturlige processer. Sådan skabes en varieret og dynamisk skovnatur.

Skovens dyr og planter har de bedste levevilkår i urørt skov, bl.a. fordi træerne får lov til at blive gamle og dø uden indblanding fra mennesker.

Det er især en fordel for truede dyrearter, der er afhængige af døde træer som levested, som eksempelvis skovmåren.

- Vi har brug for meget mere skov i det hele taget – men særligt i de urørte skove kan naturen udfolde sig på egne præmisser. Mange dyr og planter mangler levesteder, så det skal vi sikre fremadrettet, lovede Jeppe Bruus med henvisning til aftalen i den grønne trepart.

Her er det blandt andet aftalt, at der skal etableres 100.000 yderligere ha urørt skov. De er en del af de omkring 400.000 ha jorder, der skal ud af produktion.

Læs mere om Den grønne trepart her

Flere milepæle forude

- Vi har nået en milepæl af mange. For når vi kan få 75.000 ha vilde skove på fem år, så kan vi også komme i mål med den grønne trepart. Det arbejder vi stenhårdt på i hele Danmarks Naturfredningsforening, sagde Maria Reumert Gjerding.

Udover Ganløse Ore er en række statsskove nu lagt urørte landet over. Fra Skagen til Oksbøl, Gråsten, Rold Skov, Klinteskoven og Blykobbe Plantage på Bornholm er blot nogle af de genforvildede skove.

Maglemosen i Ganløse Ore er blevet naturgenoprettet og er nu en del af de 75.000 ha nye urørte skove.
Foto: tine gjerløv

Fakta:

Planerne for urørt skov er den del af Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020.

Her blev der afsat 888 mio. kroner til blandt andet at udlægge yderligere urørt skov og dermed etablere et samlet areal i Danmark på op imod 75.000 hektar urørt skov.

Sidste år blev Den grønne trepart indgået. Med løfterne om 250.000 hektar ny skov, heraf 100.000 hektar ny urørt skov. Det er mere end en fordobling af det nuværende areal.

De 100.000 hektar urørt skov kommer altså oven i de 75.000 hektar urørt skov.

alt
Tine Gjerløv
Chefrådgiver
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 22 85 22 08