Naturdebatten koger over: Naturformidler bliver kaldt ”dyreplager” og ”idiot”
Danmark får mere vild natur. De fleste jubler, men nogle reagerer voldsomt med chikane, klippede hegn og hadefulde kommentarer. Philip har oplevet hadet på egen krop.Havgusen ligger som en kølig dyne over klithedens lyng, hjælme og mosebøllebær. Jeg sætter min cykel op ad et hegn, der med sine lave, groft udskårne pæle med to elektriske tråde imellem ikke umiddelbart vækker megen opmærksomhed.
Når hegnet alligevel har været genstand for ophedede diskussioner, skyldes det de ti små konikheste, der går og græsser året rundt bag det.
Både hegn og heste vækker store følelser for og imod, og en af dem, der i dén grad er for de små, nøjsomme hestes tilstedeværelse netop her i Nationalpark Thy, er Philip Hahn-Petersen. Han er selvstændig naturformidler og forperson i foreningen Vild Med Vilje.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Han har foreslået, at vi mødes netop her, fordi hans erfaring siger, at af de 220 hektar, som hestene har at gå på, er chancen for at spotte dem bedst lige her. Der er umiddelbart ingen heste i sigte, men Philip Hahn-Petersen er ikke mindre begejstret af den grund, da vi trasker ned igen fra den klit, vi har brugt som udkigssted.
– Nej se, der har vi jo en engelsød. Det er en af mine yndlingsbregner. Og smalbladet timian,
siger han og bøjer sig for at plukke et par blade fra den lille velduftende urt.
Den autodidakte naturformidler elsker nationalparken, der efter hans mening kun er blevet mere spændende og alsidig, efter Naturstyrelsen har sat heste ud og er begyndt at veteranisere de gamle plantager, der i årtier mest har bestået af sitkagran, contortafyr og bjergfyr. Og han forsøger hele tiden at sprede sin begejstring for og store viden om naturen. Alligevel har han oplevet at blive kaldt både idiot og dyrplager, for når man blander sig i debatten om rewilding, naturpleje eller de nye naturnationalparker, så bliver man en del af en debat, hvor følelser indimellem fylder mere end fornuft.
Minister: Chikanen skal stoppe nu
Et paradigmeskift i dansk naturforståelse
Diskussionen handler imidlertid ikke om, hvorvidt vi skal have mere vild natur i Danmark. Med den grønne trepart besluttede et bredt politisk flertal i juni 2024, at mindst 400.000 hektar landbrugsjord skal blive til skov, vådområder og natur, og så skal der etableres seks nye naturnationalparker ud over de 15, der allerede var vedtaget, og en bynær naturnationalpark på Kalvebod Fælled.
Debatten går i stedet på, hvordan den vilde natur – ikke mindst i naturnationalparkerne – skal se ud. Skal der være hegn omkring? Skal der gå heste, kvæg, krondyr eller måske endda elge og bisoner rundt? Skal grøfterne kastes til, og skal dræn lukkes af? Skal de ellers sunde plantagetræer væltes og ligge og rådne i skovbunden, så nye, hjemmehørende arter kan vokse op?
En undersøgelse, som Københavns Universitet (KU) lavede i 2022, viser, at 75 pct. af danskerne ser positivt på de nye naturnationalparker, mens kun 7,6 pct. har en decideret negativ holdning til dem.
De færreste ville nok svare, at de ikke bryder sig om naturen og ikke vil den det bedste, men når vi alligevel ikke alle sammen siger uforbeholdent ja tak til mere vild natur, skyldes det blandt andet en almenmenneskelig frygt for forandringer. Og vi står rent faktisk midt i et meget stort paradigmeskift i den brede offentligheds syn på naturen, forklarer Hans Peter Hansen, der er seniorforsker på Aarhus Universitets Institut for Ecoscience.
– Dertil kommer, at vi jo alle har et naturforhold og føler et ejerskab til naturen. Naturen udgør de facto ’et fælles’,
siger han, og derfor har vi alle sammen noget på spil.
– Når vi oplever, at nogen vil forandre vores naturforhold, uden vi bliver taget med på råd, ser vi det som et angreb på ’det fælles’. Den slags ’angreb’ har altid ført til en eller anden form for modstandsstrategi og nogle gange decideret oprør. Et aktuelt eksempel er ulvens genindvandring, som nogle oplever som et angreb på deres naturforhold, og hvor nogle går så langt, at de tager loven i egne hænder,
forklarer han.
Når følelser møder faglighed
Af det mindretal, der er negativt indstillet over for en vildere natur, er det efter alt at dømme kun en forsvindende lille del, der rent faktisk kan finde på at rette geværet mod en ulv eller klippe et hegn op, eller som chikanerer og truer dyreholdere og naturforvaltere. Denne lille gruppe fylder ikke desto mindre uforholdsmæssigt meget i den offentlige samtale, og deres modstand har stor betydning for de mennesker, der arbejder med naturgenopretning.
Flere medier har de seneste år berettet om dyreholdere, der føler sig chikaneret, og på det nok mest kendte rewilding-projekt på Molslaboratoriet betaler flere medarbejdere prisen for års chikane med sygemeldinger, søvnbesvær og PTSD-lignende symptomer. Det fortæller Anders Horsten, der er naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening (DN).
– Det grundlæggende problem er, at der er nogle folk, som mener, de skal gå ud og føre kontrol med private menneskers dyr. Og de accepterer ikke myndighedernes vurderinger og afgørelser, men fortsætter i stedet med at chikanere dyreholderne. Dyreholderne bliver hængt ud på de sociale medier. Og vi hører om tilfælde, hvor man kører ind i deres indkørsler, kontakter arbejdspladser og familier til folk, der har dyr gående ude i naturområderne,
fortæller han og tilføjer:
– Som samfund må vi ikke acceptere, at en lille gruppe af uromagere sætter sig ud over både loven og almindelig anstændighed. Der bør strammes gevaldigt op i forhold til sanktioner, når man ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Vi har med dygtige og kompetente dyreholdere at gøre, som kender deres dyr og har stor kærlighed til dem, og for hvem dyrenes trivsel er utrolig vigtig.
Chikane, frygt og dyrehold i klemme
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er enig med Anders Horsten i, at myndighederne har et særligt ansvar for at passe på de dyreholdere, der er i risiko for at blive udsat for hetz.
– Det er fuldstændig uacceptabelt, når medarbejdere bliver udsat for chikane, trusler eller hærværk, alene fordi de passer deres arbejde. Det skal vi sætte hårdt ind over for. Jeg kan derfor kun opfordre til at man, hvis man som borger enten bliver udsat for eller bliver bekendt med sådanne forhold, anmelder det til politiet.
- Derudover har regeringen for få måneder siden indgået en bred aftale om en strafreform, der skærper straffen med 50 pct. for vold, trusler og chikane mod personer i offentlig tjeneste.
- Vi styrker også beskyttelsen af offentligt ansatte på sociale medier, så blandt andet enkeltstående opslag med f.eks. krænkende omtale i videre omfang end i dag kan medføre strafansvar, ligesom domstolene fremover kan kræve, at chikanemateriale slettes, udtaler han til DN og tilføjer, at Østjyllands Politi har en særlig indsats med blandt andet daglige patruljeringer ved Molslaboratoriet, og at kredsen deler sine erfaringer med andre politikredse.
– Herudover har regeringen igangsat et arbejde med at afklare, om det nuværende strafferetlige værn mod ulovlig fodring af dyr, som indgår i områder med naturpleje, er tilstrækkeligt. Jeg ser meget frem til arbejdsgruppens konklusioner,
fortæller han.
Anders Horsten fortæller, at DN jævnligt er i kontakt med dyreholdere landet over, der opgiver deres erhverv på grund af angst og stress. Det har Catrine Jensen, der er forvalter på Danmarks Naturfonds 390 hektar store Skovsgaard Gods, nu ingen planer om.
– Vores store vildtgræsningsprojekt har nu fungeret i fem år med helårsgræssende Exmooreponyer og skotsk højlandskvæg. Dyrene går ude hele året rundt og finder deres egen føde, men vi tilser dyrene hver dag og håndterer dem selvfølgelig, hvis de bliver syge eller har andre behov, ligesom vi løbende samarbejder tæt med vores dyrlæge,
forklarer hun.
Den af medierne døbte hestemafia har ud over de personlige konsekvenser ført til et fænomen, som Catrine Jensen kalder forvaltningsfrygt.
– Det er, når vi som forvaltere har ændret den måde, vi forvalter vores dyrehold på, fordi vi er bange for, at der er nogen, der kommer og tager det dårlige billede, eller vi bliver hængt ud på de sociale medier.
I de første år, hun var på Skovsgaard, oplevede hun selv denne forvaltningsfrygt.
– Hvis jeg havde en gammel ko, der så dårlig ud: slagteriet. Hvis vi havde en, der var lidt mager: slagteriet. Hvis der var en, der haltede lidt, så aflivede vi den. Men vi har besluttet, at det gør vi ikke mere på Skovsgaard. Nu kan du godt komme herned og se en hest, der halter, men du skal bare vide, at vi holder øje med den. Vi har dagligt tilsyn eller mere, hvis vi vurderer, at det er nødvendigt, siger hun.
At skynde sig at sætte den på stald ville til gengæld være et misforstået hensyn.
– Det er jo dyr, der ikke håndteres. Det mest stressende for dem er, når de interagerer med os,
forklarer hun. Og det kan simpelthen ikke undgås, at dyr bliver syge og kommer til skade en gang imellem, hvad enten vi taler helårsgræsning, landbrugsproduktion eller rideskoler. Derfor findes der også allerede et system, der skal sikre, at det bliver ordentligt håndteret,
understreger Anders Horsten fra DN.
– Hvis man oplever forhold, som man ikke mener, er i orden, så er det altså Fødevarestyrelsens opgave at håndtere de anmeldelser og forhold. Det skal ikke være en selvbestaltet gruppe af folk, som fører tilsyn og håndhæver på Facebook. Det har vi en hel styrelse med professionelle til, og derudover er der strenge regler for at sikre alle dyrs trivsel og velfærd,
siger han.
Lokal dialog flytter fronter
Frygten for at blive hængt ud som dyrplager har medierne også deres del af ansvaret for, mener Hans Peter Hansen fra Aarhus Universitet.
– Dyrevelfærd er blevet en del af en modstandsstrategi, som har fjernet fokus fra det, det egentlig handler om. Og fordi man ikke har sikret en tilstrækkelig lokal inddragelse, bliver det i høj grad de ekstreme stemmer, der kommer til at dominere debatten,
siger han.
Selv havde han en ahaoplevelse, fem-seks år efter det første ulvepar havde etableret sig og fået hvalpe i Vestjylland, og han og hans forskerkolleger derfor var begyndt at afholde møder og workshops med de lokale indbyggere.
– Fra mediernes side var der enormt stort fokus på ekstremerne – altså på dem, som var enten for eller imod ulven. Da vi så begyndte at arbejde med det, og vi bragte folk sammen og skabte nogle rammer for at drøfte det, så opdagede vi, at det var et fåtal, der var ekstreme. Det var vældig, vældig få, der enten var 100 pct. for eller 100 pct. imod udviklingen. Langt de fleste var et eller andet sted midtimellem, for de kunne godt se nuancerne. For mig var det en åbenbaring at opleve, at virkeligheden ikke var den, der blev portrætteret i medierne,
siger han.
En lignende oplevelse har Philip Hahn-Petersen haft for nylig. Han er kommet med i bestyrelsen for den planlagte Naturnationalpark Hanstholm, og her oplever han, at det faktisk kan lade sig gøre at nå hinanden, selvom ryttere, jægere, orienteringsløbere, ornitologer og botanikere umiddelbart har meget forskellige interesser. Han indrømmer ellers, at han var skeptisk, da han gik ind i arbejdet.
– Vi har faktisk et flertal i bestyrelsen, som man kunne antage, helst vil status quo. De repræsenterer brugere, der gerne vil kunne blive ved med at ride, gå på jagt, løbe og cykle, og hvad de nu ellers gør derude,
siger han.
Bestyrelsen, der består af 25 repræsentanter for forskellige lokale foreninger og interesseorganisationer, har til opgave at komme med input til Naturstyrelsen, som skal udarbejde en projektplan for den nye naturnationalpark, og de kan komme med forslag til eksempelvis, hvor hegnet skal løbe, hvad der skal være af friluftsfaciliteter, og hvilke arter af store planteædere der skal sættes ud. Philip Hahn-Petersen var nervøs for, om der i bestyrelsen overhovedet var interesse for at skabe mere vild natur i det nordlige Thy, men efter arbejdet for alvor er gået i gang, er hans skepsis blevet vendt til optimisme.
– Jeg oplever, at når Naturstyrelsen formidler behovet for mere sammenhængende natur og tager os med på inspirationsture, giver faglige indlæg, og vi har de her debatter, så bliver der en større og større interesse fra dem, der sidder der. De bliver nysgerrige. De får mere viden, og de bliver mere indstillet på at finde gode løsninger. Så selvom folk har forskellige interesser og repræsenterer forskellige brugergrupper, så viser de en forståelse for, hvad vores opgave er,
siger han.
Han indrømmer dog samtidig, at der er nogle mennesker i samfundet, man bare ikke kan nå med fakta.
– Hvis det ligesom er en identitet for folk at være imod naturnationalparker og helårsgræsning, så kan man ikke rigtig gøre så meget, men de fleste, man snakker med face to face, kan sagtens flyttes,
siger han.
Drømmen om et vildt, sammenhængende Thy
Havgusen er efterhånden trængt helt ind i knoglerne, så selvom hestene ikke er dukket op, beslutter vi os for at give op for i dag. De spor, flokken allerede efter et par år har sat i landskabet, er derimod tydelige at se. Smalle veksler snor sig igennem lyngen, og små dynger af hestepærer ligger hist og her og tiltrækker skarnbasser og andre smådyr. Den invasive rynket rose, som Naturstyrelsen tidligere har haft sit hyr med at holde nede, bliver nu holdt godt i skak af hestene, der har fået smag for rosenknopperne. Og sanglærken er vendt tilbage i forbløffende stort antal, efter hestene er kommet til.
På vej ud mod min cykel kommer vi til at snakke om de to naturnationalparker, der muligvis kommer til Thy og Hanherred.
– Forestil dig, at vi i fremtiden kan have vild natur fra Limfjorden og hele vejen til Bulbjerg. Der har du hele spektret fra Nordatlanten til Limfjorden. Kalkknuden, klitheden, skov, overdrev, mose, eng, rørskov, strandeng, alt muligt. Et kæmpestort blandet landskab, hvor man kunne forestille sig, at dyrene i fremtiden kunne vandre frit rundt,
siger han og tilføjer som verbal note til sig selv:
– Det er faktisk noget, jeg lige skal huske mig selv på at få talt op. Vi skal huske at hejse flaget for, hvor fedt det kunne være med de to naturnationalparker. For der skal nok være nogle, der hejser flaget for, hvor nederen de tror, det bliver,
siger han.
Heldigvis er han ikke i tvivl om, at der er langt flere, der kan se det vidunderlige ved en vildere natur, end der har valgt at tro på det modsatte.
Artiklen er skrevet af Rikke Bolander. Fotos: Lea Meilandt.