Nu falmer skoven trindt om land - Dyk ned i efterårets traditioner og opskrifter
Efteråret kalder på fordybelse, eftertanke og smukke naturoplevelser. Lad dig inspirere af tidligere generationers fejringer af mørket.September er rig og rund. Træer og buske er tunge af frugter, bær og nødder, som skal hjælpe dyrelivet gennem vinteren. Farverne bliver dybere, og skovens fugle færre. Når man hører gæssene flyve i formation hen over himlen, er det tydeligt, at noget er ved at skifte. Efterårsjævndøgnet falder i år den 22. september. Sommeren er nu officielt slut, og vi går mørkere tider i møde. I hedensk tradition har man i forbindelse med efterårsjævndøgnet holdt årets anden høstfest. Man fejrede, at både korn, frugter og andre afgrøder nu var sikret, så mennesker og husdyr kunne klare sig gennem vinteren.
Senere, i kristen tid, blev en lignende markering lagt omkring den 29. september – kendt som mikkelsdag. Det var høstens helligdag, der var tilegnet ærkeenglen Mikael, som afbildes med en vægt i hånden – et symbol, som også ofte bruges om efterårsjævndøgnet og dets perfekte balance mellem lys og mørke.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Efteråret er nye farver, dufte og teksturer
For vinterhalvåret rummer mere end mørke og kulde. I overgangen til efterår er der nemlig uendeligt meget at sanse og opleve i naturen – nye farver, teksturer, dufte og smage venter uden for døren.
Oktober er fuld af dualiteter. Måneden åbner sig som en farvelade af gyldne og rustrøde nuancer. Nogle dage er himlen høj og klar, og solen indbyder til hyggelige udestunder med åben jakke. Andre morgener byder på et tæppe af tåge, der omfavner træer og bygninger og sætter scenen for de spøgelseshistorier og den overtro, som kulminerer på oktobers sidste aften – allehelgensaften – hvor man før i tiden kiggede mod forfædre og åndeverdenen for at få vejledning og beskyttelse gennem den forestående vinter.
November er ikke kun tåget, mudret og mørk, men også fuld af grafiske former og teksturer, når de nøgne træer står som skeletter i landskabet. Efter nattens frost knaser græsset under støvlerne, og vores ånde tager form som små skyer i den kolde morgenluft.
Vores forfædre så det mørke halvår som en naturlig del af livets cyklus og indrettede sig derefter, blandt andet med det smukke ritual ’mørkning’. Når dagens lys svandt, samledes familien i stilhed og lod tusmørket falde uden at tænde lys. Det gav plads til eftertænksomhed og taknemmelighed for alt det, man havde fået gennem året. Først når mørket var fuldt indtruffet, blev stearinlysene tændt, og aftenen kunne begynde. For vinteren er ikke en undergang, men en overgang, som Grundtvigs smukke høstsalme ’Nu falmer skoven trindt om land’ minder os om.
- Efteråret kalder på eftertanke og fordybelse. Naturen giver slip og gør samtidig klar til nyt liv, og deri ligger en vigtig påmindelse: Vi må gerne finde ro og som træerne lade det falde, som ikke længere tjener os. For selvom alt synes i dvale, ligger forårets frø allerede gemt under overfladen. Og ligesom lyset vender tilbage, gør vores energi det også. Indtil da er det helt i orden at hvile.
Hyldebærsirup
Hyldetræet giver os ikke kun skønne hyldeblomstskærme i juni. Får blomsterne lov at sidde sommeren over, bliver de til hyldebær, som kan høstes i september. Hyldebær indeholder plantestoffer, som kan hæmme udviklingen af forkølelse og influenza, så de er en god tilføjelse til hjemmeapoteket netop nu.
Du kan tørre hyldebær i en dehydrator, men jeg holder allermest af at gemme årets hyldebærhøst i form af en sirup. Hyldebærsirup er praktisk, da man enten kan tage en skefuld ren sirup eller blande den med kogende vand til en smagfuld og lindrende varm hyldebærdrik. Det er også en lækker topping på grød og yoghurt.
Min opskrift på hyldebærsirup er simpel og uden præcise mål, da det er meget forskelligt, hvor store og hvor vandholdige hyldebær er. Den er nem at gå til, så lad dig endelig ikke skræmme af manglen på mål på ingredienserne!
DET SKAL DU BRUGE
Friske hyldebær – omkring 2 liter er en god mængde Vand Et klæde En finmasket si Rørsukker Valgfrie krydderier – til 2 liter bær er denne mængde passende: 1 kanelstang, 10 hele knuste kardemommefrø, 5 nelliker, 10 sorte peberkorn, 5 skiver ingefær 1-2 citroner Skoldede glas eller flasker til opbevaring.
SÅDAN GØR DU
Skyl hyldeblomstskærmene, og rib hyldebærrene fra stænglerne. Det gøres nemt med en gaffel, som bruges til at trække bærrene af. Kassér stænglerne.
Hæld hyldebærrene i en gryde, og tilsæt vand, så bunden er dækket med cirka 1-2 centimeter vand. Kog op, og lad det koge i 20 minutter eller mere, indtil hyldebærrene brister og frigiver deres saft. Brug en stor grydeske til at presse dem, så saften løber ud. Stop med at koge, når alle bærrene er bristet, og mængden af saft i gryden er steget betydeligt.
Læg klædet i sien, og hæld hyldebærudtrækket igennem, så det adskilles fra resterne af bærrene. Vrid klædet med resterne i, så den sidste saft kommer med. Kassér bærresterne.
Hæld hyldebærudtrækket over i en gryde, og tilsæt dine krydderier. Bring det i kog, og lad det koge uden låg, til det er reduceret til cirka den halve mængde. Når hyldebærudtrækket er kogt ind, vejer du det. Det skal herefter blandes med samme mængde rørsukker, så du får en 1:1-blanding.
Bland sukker og hyldebærudtræk i gryden, og varm blandingen op, til sukkeret er opløst. Tag siruppen af varmen, og smag til med friskpresset citronsaft. Hæld siruppen gennem en si på skoldede glas, luk straks, og stil på køl.
Siruppen holder i op til seks måneder på køl og et år i fryseren. Jeg plejer at lave en stor portion, stille et enkelt glas på køl og fryse resten ned (fyld kun glasset ¾ op, hvis det skal i fryseren). Så kan jeg løbende tage glas op af fryseren efter behov og have frisk hyldebærsirup ved hånden helt indtil næste efterår.
Medicinsk hvidtjørnelikør
I oktober hænger de smukke, rubinrøde hvidtjørnebær i krat og hegn og kalder på at blive høstet. Du kan høste og tørre dem til te eller bruge dem i denne likør, som du kan sætte over nu og have klar til december.
Hvidtjørnebær bliver i traditionel urtemedicin brugt til at løfte humøret ved tungsind og som et styrkende middel mod et knust hjerte. I dag ved vi, at hvidtjørnebærrene også indeholder plantestoffer, som støtter kredsløbet og gavner tarmenes bakterieflora. I denne smukke likør kommer hvidtjørnebærrene rigtig til deres ret i kombination med de andre urter.
Likøren kan drikkes, som den er, eller ved at blande en smule likør op med danskvand. Det bliver til en lækker cocktail med lav alkoholprocent, der fungerer fantastisk som aperitif til vinterens middage.
DET SKAL DU BRUGE
1 æble i små tern 2 dl friske hvidtjørnebær (eller 1 ½ dl tørrede) ½ dl tørrede hybenskaller 5 kardemommekapsler, knust 1 kanelstang 7 skiver frisk ingefær 2 spsk hibiscus Skallen af 1 økologisk appelsin 500 ml klar snaps eller vodka 1 dl honning
SÅDAN GØR DU
Skold et patentglas ved at overhælde det med kogende vand, og lad det dryppe af på et rent viskestykke.
Hæld alle de tørre ingredienser i glasset, og tilføj honning og spiritus. Skru låget godt på, og ryst. Lad likøren trække i seks uger. Ryst den jævnligt undervejs, gerne dagligt.
Efter seks uger filtreres likøren gennem et osteklæde. Lad den stå et par timer, og tjek, om der dannes mere bundfald. I så fald kan du filtrere den endnu en gang gennem dobbelt osteklæde. Hæld den derefter på et skoldet glas, og opbevar den mørkt.