Landskabstur i Stavnsholtkilen
3460 Birkerød, Stavnsholt Gydevej 68
19. september 2021 10:00 - 14:00
Turen er en landskabstur, hvor vi oplever de åbne landskaber i den nordlige del af den fredede Stavnsholtkile op mod Sønderskov og Ravnsholt Skov og de store skove i Nordsjælland. Fra Stavnsholt Overdrev går vi ind i det område, der i Region Hovedstadens Råstofindvindingsplan er udpeget til interesseområde for råstofindvinding, kaldet Bregnerød Graveområde. Der har været store protester mod råstofindvinding i området, og vedtagelsen af Råstofplan 2016/2020 er udsat. Furesø Kommune har sat en foreløbig stopper for gravningen ved at rejse en ny fredningssag for området. Turen fortsætter i kanten af fredningen af Allerød Lergrav til Ravnsholt Skov, hvor vi passerer det sted, hvor ”Cobrahytten” lå. I skoven viser vi også sporene af den omfattende lergravning, hvor Allerød og Blovstrød Teglværker gravede ler til tegl til opførelsen af store dele af København. Tilbage via Bregnerød Kro og Bregnerød landsby.
Vi spiser frokost undervejs, så medbring noget at spise og drikke.