19. maj 2024 13:00
6893 Hemmet, Anevej 13
Kom med på vandring i en helt unik naturtype ved Ringkøbing Fjord. Foto: Edith Jager Andersen
Rundt omkring i Naturens Rige findes små lommer af oprindelig natur. På østsiden af Ringkøbing Fjord ligger et lille naturområde med hede og moser samt skov. En af ejerne naturentusiast og sommerfuglenørd Edith Jager Andersen vil vise rundt. Hvis vejret er med os, vil planten Mosebølle være i blomst

19. maj 2024 13:00 - 14:30

Hvis man cykler eller går på Fjordstien, som fører fra Bork og nordpå, dukker der ved Skuldbøl et stykke hede op, som går helt ned til Ringkøbing Fjord. Er du interesseret i at høre om den særlige natur og de gode historier, som gemmer sig i det lille jordstykke, kan det anbefales at deltage. Rundvisningen kan også give inspiration til at skabe mere natur i ens egen have og også i sommerhus-haven.
Området ved Skuldbøl blev oprindeligt købt af Ediths bedstefar kort efter 2. verdenskrig og er gået i arv i familien. Edith vil bl.a. fortælle om de to unikke, små moser på stykket, samt de forskellige små tiltag familien gør for at fremme biodiversiteten i området. Det sker bl.a. ved at plante flere hjemmehørende træer og buske i skoven. For nogle år siden fik familien også foretaget rydning af fyr på heden med støtte fra kommunen. Ediths svoger Kjeld, som er praktisk hjælper i en del af tiltagene, vil også deltage i rundvisningen.

DN Ringkøbing-Skjern
  • Tilmelding

    Deltagerantal begrænset til 20. Tilmelding derfor nødvendig til: ringkoebing-skjern@dn.dk inden den 17 maj. Pladserne besættes efter først-til-mølle-princippet. Hvis der viser sig at være stor interesse, vil evt. blive holdt to rundvisninger. Deltagelse gratis.