Kommentar af David Rehling i Information 21. september 2017 bragt med tilladelse fra dagbladet:

I den aktuelle strid om bebyggelse af værdifulde naturområder på Amager Fælled kan jeg ikke undgå at føle mig personligt berørt.

Som direktør i Danmarks Naturfredningsforening i årene 1984-96 repræsenterede jeg en af de grønne foreninger, som regeringen og Københavns Kommune dengang søgte at narre om beskyttelsen af Vestamager og Amager Fælled.

I 1995 lovede Københavns Kommune i et udvalg, hvor jeg sad for Naturfredningsforeningen, at en naturmæssigt værdifuld del af Amager Fælled tidligst ville kunne bebygges i 2025, og at området indtil et evt. byggeri skal plejes som natur.

Alligevel vil kommunen bebygge området allerede nu - hvad der har givet anledning til voldsom offentlig protest, rettet mod byggeriet i det hele taget, snarere end mod tidspunktet. Forståeligt nok.

Folketinget havde givet lov til byggeriet

Nogle har bebrejdet Naturfredningsforeningen, at den overhovedet gik med til, at området skulle kunne bebygges. Men det var foreningen nødt til, for Folketinget havde - ved en kuplovgivning - givet lov til byggeriet.

alt
David Rehling
Journalist Information
  • Om forfatter

    David Rehling er i dag skribent ved dagbladet Information.

    Han var direktør i Danmarks Naturfredningsforening fra 1984-96.

I 1992 oplevede vi nemlig den helt uhørte situation, at VK-regeringen med Per Stig Møller (K) som miljøminister fik Socialdemokratiet med på en lov, der ophævede en fredning, som det københavnske fredningsnævn - under ledelse af en dommer - havde gennemført af Amager Fælled.

Det gjorde VK og S for at gennemføre den Ørestad, som de tre partier havde aftalt, uden der havde været lejlighed til en ordentlig offentlig debat om projektet.

For at få Ørestadsloven til at se pænere ud havde de tre partier indsat en bestemmelse om et fagligt udvalg - Ørestadsrådet - til at rådgive om natur og planlægning i tilknytning til Ørestaden.

Loven bestemte, at Naturfredningsforeningen og Friluftsrådet skulle tilbydes plads. Selv om sagens forhistorie ikke var opmuntrende, sagde Naturfredningsforeningen (lige som Friluftsrådet) ja til at indtræde - ud fra den betragtning, at landets nationale naturorganisation ikke kan afslå en mulighed for at opnå grønne forbedringer. Foreningen sendte mig som sin repræsentant.

Til vores overraskelse lykkedes det faktisk i en 1995-aftale at opnå positive resultater. Føringen af vej og metrobane nord-syd gennem Ørestaden blev flyttet til Ørestadens østlige skel og ikke det vestlige, hvor den ville have brudt sammenhængen med natur og vådområder. Vi fik også formindsket udstrækningen af de områder på Amager Fælled, hvor Ørestadsloven gav lov til bebyggelse.

Hvad angår området i den nordlige del - ved Sjællandsbroen - som der nu er ballade om, kunne vi ikke forhindre en bebyggelse, for den gav Ørestadsloven lov til. Men vi opnåede myndighedernes tilsagn om, at en bebyggelse tidligst kunne finde sted efter 30 år - altså fra 2025.

Om dette resultat skrev jeg og formanden for Naturfredningsforeningens lokalkomité i 1995 i foreningens medlemsblad: »Vi håber, at myndighederne til den tid er blevet så meget klogere, at bebyggelsen aldrig bliver til noget.« Let spydigt tilføjede vi: »Der skal jo også være noget for kommende generationer i Danmarks Naturfredningsforening at slås for.«.

Dramatisk forhistorie

Når vi havde lyst til at være spydige, skyldtes det netop den helt usædvanlige historie, der gik forud for 1995-aftalen om Ørestaden på Amager Fælled.

Allerede i 1972 havde Naturfredningsforeningen rejst fredningssag for den sydligste del af Vestamager - den del, der er beliggende i Tårnby Kommune. De følgende mange år lykkedes det myndighederne at forhale sagen, således at Fredningsnævnet ingen afgørelse traf.

Det fik i 1986 Naturfredningsforeningen til at rejse fredningssag for hele Vestamager, også den del, der ligger i Københavns Kommune, syd for Sjællandsbroen.

Foreningen bebudede samtidig, at den ville følge op med et fredningsforslag for Amager Fælled, altså naturarealerne nord for Sjællandsbroen. Tårnby og Københavns kommuner søgte at få Fredningsnævnet til at afvise sagen, men nævnets flertal, herunder Københavns Kommunes egen repræsentant, fulgte Naturfredningsforeningen.

Det skabte et gennembrud for bestræbelserne på at beskytte Vestamager og Amager Fælled. Daværende miljøminister Chr. Christensen fra Kristeligt Folkeparti fik nedsat et udvalg, der skulle komme med et forslag til en samlet løsning.

I udvalget, der fik det lidt akavede navn Kalvebodkile-Udvalget, sad repræsentanter for myndighederne og Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Jeg var Naturfredningsforeningens repræsentant.

Efter hårde forhandlinger lykkedes det i 1987 at nå frem til et enigt forslag, der gik ud på at bevare ni tiendedele af området som natur.

Udførelsen

Men hvordan skulle 1987-aftalen rent teknisk føres ud i livet? Kommunerne insisterede på, at de naturarealer, der lå i byzone, skulle beskyttes gennem regionplanlægningen, mens en egentlig fredning kun kunne bruges for arealerne i landzone. Det gav en pudsig opdeling, for grænsen mellem by-og landzone følger, hvad der var kystlinje, før inddæmning og opfyldning fandt sted. I byzonen ligger derfor værdifulde vådområder, mens landzonen, der blev sikret ved fredning, udgøres af opfyldte arealer. Men da kommunerne gjorde denne opdeling til en forudsætning for en aftale, følte vi i Naturfredningsforeningen os nødsaget til at gå med. Andre grønne organisationer - herunder Dansk Ornitologisk Forening - mente, at det var naivt at tro på myndighederne.

Men så sent som i 1990, da Naturklagenævnet holdt offentligt møde om sagen, lovede Københavns Kommunes repræsentanter, at de i regionplanen ville overholde aftalen om beskyttelse af vådområderne.

Et halvt år senere erfarede vi i Naturfredningsforeningen, at kommunen og staten i hemmelighed længe havde arbejdet med planerne om en Ørestad - der blandt andet betød, at Amager Fælleds naturområder skulle bebygges. Et lovforslag nåede imidlertid ikke at blive gennemført inden Folketingets sommerferie i 1991.

Naturfredningsforeningen skyndte sig derfor at rejse fredningssag for de arealer, der skulle være beskyttet af regionplanen, men ikke blev det.

Fredningsnævnet vedtog enstemmigt den 18. juni 1992 at gennemføre fredningen. Hvorpå VK og S dagen efter gennemførte et lovforslag, der indebar bebyggelse af Amager Fælleds naturarealer. Loven indeholdt bestemmelse om, at »verserende fredningssager for området« bortfalder.

For at være sikker på, at fredningen stadig var verserende, havde staten indanket Fredningsnævnets afgørelse for Naturklagenævnet.

Et grimt myndighedstrick. Men ikke det sidste i kampen om Amager Fælled.