- Vores ”cykelbus” sparer klimaet og miljøet for forureningen fra knap 800 km i bil hver eneste måned, siger Tomas Placatka.

Han er junioransvarlig i Næsby Tennis og manden bag ”cykelbussen”.

Det startede egentlig med et praktisk problem: I vinterhalvåret spiller man tennis indendørs, men der er ingen tennishal i Næsby, så klubbens spillere træner i en hal i Odense. Det er en tur på 4-6 km, og træningen starter kl. 16, mens mange af de 9-16-åriges forældre stadig er på arbejde.

Derfor fandt Tomas Placatka på, at spillere og træner kunne følges ad på cykel. De kalder det en ”cykelbus”, fordi den kører efter en tidsplan, og børnene bliver hentet ved bestemte stoppesteder.

Det er bedre for klimaet og fællesskabet

Ifølge juniortræneren har ”cykelbussen” fire store fordele:

  1. 8-10 biler står i carporten, så de hverken larmer, sviner eller forurener. En ingeniør har regnet ud, at ”cykelbussen” på tre måneder sparede klimaet for 714 kg CO2
  2. Det er en hjælp for arbejdende forældre, at deres børn selv kommer til og fra tennistræning
  3. Børnene hygger sig ved at cykle i en gruppe, og det styrker fællesskabet i klubben
  4. Det er god opvarmning for spillerne, inden de skal træne. Så de kan udnytte tiden i hallen til rent faktisk at spille tennis.

Cykelbussen har kørt de seneste fire måneder, men den bliver ved resten af indendørssæsonen – og igen til efteråret.

- Det giver rigtig god mening, at vi alle sammen passer på planeten. Vi er bare en lille tennisklub, men vi gør, hvad vi kan. Jeg håber, det kan inspirere andre foreninger til at koordinere bedre og droppe de unødvendige bilture, siger Tomas Placatka.