49 ud af 69 almindelige sommerfuglearter er gået tilbage siden 2014-16. Nu er over halvdelen af arterne truet, sårbare eller helt forsvundet fra landet. Det viser de seneste tal fra Naturbasens Sommerfugleatlas og Den danske Rødliste.

Sommerfuglene er hårdt trængte. De har brug for føde og levesteder. Derfor lancerer Danmarks Naturfredningsforening en ny kampagne, der skal få haveejere og virksomheder til at skabe plads til sommerfuglene. Kampagnen hedder Sommerfugleeffekten, fordi selv en lille indsats kan gøre den store forskel.

- Vores sommerfugle er i krise. Ligesom vores vilde bier og insekter generelt. De forsvinder alarmerende hurtigt, fordi der ikke er nok mad og levesteder. Så vi bliver alle sammen nødt til at gøre noget. Haver kan selvfølgelig ikke erstatte de vilde levesteder, men de kan være et helle i det stærkt opdyrkede land. Om det er den store græsplæne foran virksomheden eller et lille hjørne af haven - hver kvadratmeter tæller, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

De første sommerfuglevenlige blomster, buske og træer blev plantet i dag af indsatte og ansatte i Vestre Fængsel. Og Maria Reumert Gjerding er begejstret for, at netop et fængsel vil være med fra start:

- Vestre Fængsel har en masse regler og restriktioner, de skal overholde. Så når de kan gøre deres grønne arealer sommerfuglevenlige – så kan alle.

Se, hvad du som haveejer kan gøre for sommerfuglene og få en gratis sommerfuglepakke

Sommerfugle sikrer farver i en grå hverdag

Det var en af fængslets betjente, der henvendte sig for at få landets største arresthus med i kampagnen. Han vil gøre en forskel for sommerfuglene – og samtidig forbedre forholdene i fængslet.

- Det vil skabe mere liv og farver i en grå hverdag for både indsatte og ansatte, siger fængselsbetjenten, der også er arbejdsmiljørepræsentant.

Han bliver bakket op af institutionschef for Vestre Fængsel Lea Bryld.

- Et godt opholdsmiljø for de indsatte er med at styrke sikkerheden for de ansatte. Vi kommer alle i bedre humør, når der er noget positivt at se på, og måske kan det i sidste ende bidrage til et liv uden kriminalitet, siger hun og fortsætter:

- Vi er med til at holde København og omegn trygt, og vil også gerne bidrage til at skabe et bedre miljø i byen. Vi fylder jo godt op i landskabet og vil gerne give noget tilbage til København.

Én million sommerfuglevenlige kvadratmeter

Til at starte med er målet med kampagnen at få én million kvadratmeter gjort sommerfuglevenlig. Men præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening håber samtidig, at den vil gøre danskerne opmærksomme på det store problem og få flere til at tage et ansvar.

Sommerfugle er langt fra de eneste insekter, der er pressede. På 25 år er tre ud fire flyvende insekter forsvundet fra Tysklands naturområder, viste en stor undersøgelse sidste år.

Sommerfugleeffekten

  • 56 procent af de hjemmehørende sommerfuglearter er truet, sårbare eller helt forsvundet.
  • De har brug for mad og plads, og selv en lille indsats kan gøre den store forskel.
  • Tilmeld din have eller grønne areal på Fleresommerfugle.dk
  • Så får du en gratis guide, blomsterblanding og børnebog om sommerfugle og alfer af Josefine Ottesen.
alt
Maria Reumert Gjerding
Præsident

Om det er sommerfugle, bier eller andre insekter, så er problemet er det samme. Der er ikke nok plads og føde til dem. Derfor hjælper du samtidig mange andre insektarter, når du gør en aktiv indsats for sommerfuglene.

- Vi står midt i en natur- og biodiversitetskrise. Det er en af vor tids helt store udfordringer og alligevel mangler der konkret politisk handling. Med denne kampagne vil vi sætte fokus på insektdød og vise, at alle kan være med til at gøre en forskel, siger Maria Reumert Gjerding.