De står hver sit sted i livet - men særligt én ting har de til fælles
Det kan være både ensomt og udmattende at kæmpe alene mod klimaforandringerne. Langt mere nyttigt er det at kæmpe sammen, mener klimaaktivist Esther Michelsen Kjeldahl og forfatter Carsten Jensen.Den ene er lige fyldt 30, er ved at stifte familie og har det meste af livet foran sig. Den anden er 71, har en voksen datter og har lagt det meste af livet bag sig. Men på mindst et afgørende punkt har filosof, klimaaktivist og forfatter Esther Michelsen Kjeldahl og journalist og forfatter Carsten Jensen meget tilfælles: De deler en kæmpestor bekymring for klimaforandringerne og en lige så stor passion for at gøre noget ved dem.
De kender hinanden fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, som Esther Michelsen Kjeldahl var en del af i flere år, og som Carsten Jensen blev bekendt med, fordi hans bog ’Mod stjernerne’ skulle udkomme i Sverige. Bogen handler om unge og klimakampen, og det var derfor oplagt at tilføje et kapitel om den svenske klimaaktivist Greta Thunberg.
- Efterfølgende blev jeg kontaktet af nogle fra bevægelsen, blandt andre Esther, der inviterede mig til at holde tale ved nogle af deres demonstrationer. Og der begyndte et systematisk engagement for mig. Jeg er ikke typen, der er med i bevægelser og organisationer, så jeg plejer ikke at sige, at jeg er klimaaktivist. Blot at jeg er en ældre forfatter, der kommer, når nogen har brug for mig, siger han og smiler.
- For mig har det været et helt nyt miljø, der har åbnet sig, og som har givet mig utrolig meget.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Carsten Jensens interesse for klimaet går dog meget længere tilbage. Han har været optaget af Jordens tilstand, og hvad menneskers aktiviteter betyder for naturen og økosystemerne, ad flere omgange siden 1990’erne.
- Et meget vigtigt motiv for mig har været min datter, som i dag er 27 år, og bekymringen for hendes fremtid. Den bekymring for vores børn og børnebørn tror jeg deles af mange på min alder. Vi kommer ikke selv til at opleve det værste, men det gør de, siger Carsten Jensen, der også er blevet inspireret af sin kone, Liz Jensen, britisk forfatter af klimalitteratur.
- Klimaforskerne har bevist, at forandringerne er menneskeskabte, og at de accelererer. Alligevel er det, som om politikerne ikke tager budskabet alvorligt, og mange lever i en tåge af magtesløshed og frygt – eller måske en bevidst valgt selvbeskyttende ignorance. Derfor er det nødvendigt, at vi engagerer os, siger han.
Skyld og skuffelse
Det med tågen kan Esther Michelsen Kjeldahl sagtens genkende. Hendes klimainteresse – og bekymring – blev vakt, da hun som 12-årig lærte om global opvarmning i skolen.
- Det var lige inden finanskrisen, hvor alt bare boomede, og alle skulle have et samtalekøkken, og der var supermeget gang i økonomien. Den viden om, at det hele samtidig var ved at crashe, føltes forvirrende. Jeg var bange for den globale opvarmning og syntes, det var mærkeligt, at alle andre lod til at være ligeglade.
Det fremkaldte både skyld, skam og en stor ensomhed, men efterhånden som hun blev ældre, blev følelserne vendt til kampgejst.
I slutningen af 2010’erne engagerede hun sig i Den Grønne Ungdomsbevægelse, hvor hun endelig fik nogen at dele sine tanker og bekymringer med. Det var et vendepunkt, men det pirkede også til skuffelsen over, at hendes omgangskreds tilsyneladende ikke forstod alvoren.
- At se en masse gode og fornuftige mennesker, der vil verden det godt, blive ved med at gøre ting, der gjorde klimakrisen værre, det var skuffende. Det er stadig skuffende for mig, men ikke helt så meget, efter at jeg har fået nogle erkendelser om, hvordan samfundet holder os fast i et meget klimabelastende liv, siger Esther Michelsen Kjeldahl og forklarer:
- I mit speciale undersøgte jeg det ansvar, vi som borgere og forbrugere har i forhold til klimaforandringerne. Og der gik det op for mig, at samtalen og de dominerende fortællinger om, hvad vi skal gøre for at bekæmpe klimakrisen, i 1990’erne gik fra at være politiske til at blive forbrugerfokuserede. Det vil sige, at man flyttede fokus til den enkeltes små dagligdagshandlinger. Men det er absurd, for det kan give en helt overvældende følelse af skyld hos dig, fordi du hele tiden bliver bevidst om alle de ting, du gør forkert.
Det blev samtidig tydeligt for hende, hvilken rolle reklamer spiller i forhold til vores forbrug.
- Reklamer er designet til at plante materialisme i os. Men det håbefulde er, at der tydeligvis er et desperat behov for at reklamere alle vegne konstant. Det viser, at det materialistiske værdisæt ikke er noget, vi er født med. Det er noget, der bliver proppet ned i halsen på os.
Et snedigt trick
I 2020 udgav Esther Michelsen Kjeldahl klimabogen ’Vi er sammen om at mærke det’.
- Den handler om de følelser, som klimakrisen kan vække i os, og hvordan vi kan være i de følelser på en meningsfuld måde, siger hun.
- Du siger noget meget klogt i den bog, som jeg elsker at citere, indskyder Carsten Jensen:
- Nemlig at man ikke kan leve perfekt i et uperfekt samfund.
Esther Michelsen Kjeldahl nikker.
- Ja. Det har været fuldstændig transformerende for mig at forstå, at forbrugerfikseringen er en afledningsmanøvre. Især når den kommer fra magtfulde aktører, der selv løber fra deres ansvar. Tag f.eks. Danish Crown, der siger: ’Vi producerer bare det, folk efterspørger. Hvis vi skal tage klimaansvar, må folk efterspørge noget andet.’ Det er jo at lægge ansvaret over på alle andre. At forstå det snedige trick har gjort, at alt står mere klart for mig nu. Så i stedet for at blive vred på min omgangskreds kan jeg rette vreden mod noget, hvor det faktisk er meningsfuldt, nemlig dem, der forurener big time i det her samfund, siger Esther Michelsen Kjeldahl, der for et halvt års tid siden var med til at starte klimabevægelsen ’Fossilfri Fremtid’.
- Vi prøver at tage livtag med Danmarks olie- og gasproduktion i Nordsøen, for Danmark er faktisk en af de største olieproducenter i EU, og vi bliver ved med at åbne nye felter. Selvom det kan virke fuldstændig uoverskueligt og som en utopi at kæmpe imod olieproduktionen, så er det meget konkret. Lige nu prøver vi at stoppe et felt, der hedder Hejrefeltet, som kan udlede op mod 35 millioner ton CO2 i hele sin levetid, hvis det får tilladelse. Så hvis vi kan få stoppet det, er det et syvmileskridt, frem for at vi alle sorterer vores affald lidt bedre. Og jeg ville fuldstændig miste modet, hvis jeg skulle blive ved med at prøve at opfordre folk til at spise mindre kød. Det har jeg prøvet, fra jeg var 12, til jeg blev 24, og det er jeg ikke særlig god til. Det her har en helt anden energi, siger Esther Michelsen Kjeldahl.
ESTHER MICHELSEN KJELDAHL
→ Født 1994. Var med til at starte ’Den grønne ungdomsbevægelse’ og ’Fossilfri Fremtid’. Har en kandidatgrad i filosofi, er forfatter til bogen ’Vi er sammen om at mærke det’ og holder foredrag og workshops om klimaaktivisme. Hun udgiver desuden satiriske klimasange i duoen MC Dommedag og Klimahystaden.
CARSTEN JENSEN
→ Født 1952. Er journalist, forfatter og adjungeret professor ved Syddansk Universitet. Blev kendt for sine samfundskritiske essays og artikler for Politiken i 1980’erne. Fik sit folkelige gennembrud med bøgerne ’Jeg har set verden begynde’ (1996) og ’Jeg har hørt et stjerneskud’ (1997).
Carsten Jensen nævner landbrug og transport som andre eksempler på nogle af de helt store spillere i klimaforandringerne, hvor det kunne få enorm betydning, hvis man kunne lægge pres på politikerne for at få ændret ikke bare lovgivning, men også selve produktionsmåden.
- Landbruget bliver holdt kunstigt i live af EU’s landbrugspolitik, som ikke understøtter bæredygtige produktionsmåder, men i stedet de mest ødelæggende. Hvis støtten blev lagt fuldstændig om, ville vi også forbruge anderledes, siger han og fortsætter:
- Flytrafikken er uhørt billig, motorvejsnettet udbygges konstant, mens den kollektive trafik forfalder. Vores politikere er alt for bundet af vækstøkonomiens imperativ og tænker hverken langt eller klarsynet nok, pointerer han, og Esther Michelsen Kjeldahl tilføjer:
- Det kan godt være, det lyder urealistisk. Men det er også urealistisk at blive i det nuværende. Man kan også spørge: ’Hvem er det, der er urealistisk?’ Er det os, der kæmper for det, som klimavidenskaben siger, vi skal? Eller er det dem, der kæmper for at fortsætte den kurs, vi har nu?
Det falske og det aktive håb
Dybest set tror Carsten Jensen på, at de allerfleste mennesker kan se, at der er noget galt, og at der skal gøres noget.
- En undersøgelse viser, at 88 pct. af befolkningen er bekymret for klimaet. Det er jo et overvældende flertal. De politiske båse og skel er under nedbrydning i klimakrisen, det føler jeg virkelig. Det her er noget, vi alle kan tale om sammen.
Det er et kæmpe potentiale, mener både han og Esther Michelsen Kjeldahl, og det hjælper dem med at bevare et håb. Hun skal snart flytte i bæredygtigt bofællesskab med sin kæreste, som hun venter barn med, så på mange måder tegner fremtiden lys.
- Men jeg synes samtidig, det er meget vigtigt, når man snakker om håb, at skelne mellem forskellige slags håb. Der er det, som jeg kalder det falske håb, som baserer sig på, at andre løser problemerne, og på den teknologiske udvikling. Det håb er farligt, fordi det pacificerer os og gør os ukritiske i forhold til vores egen rolle og ansvar. Men der er også et andet håb, det aktive håb. Et håb, der er baseret på en erkendelse af situationens ekstreme alvor og på, at dit hjerte er knust og sørger over alt det liv, som allerede er forsvundet. Når vi lytter til den sorg, opdager vi, at den måske kommer, fordi vi inderst inde har et håb om en helt anden verden. En meget mere retfærdig og omsorgsfuld verden, hvor vi beskytter alt det liv, der er på kloden, og passer på hinanden og tager ansvar mange hundrede år ud i fremtiden. Det synes jeg er meget stærkere. Og det er den slags håb, som driver mig.
Artiklen er skrevet af Maja Plesner og bragt første gang i Natur og Miljø, marts 2024.
