Det er nemt at lade apatien vinde - men der er håb, mener rumforsker

Det var sen aften. Familien var gået til ro. Selv var han langtfra rolig, da han tog trappen ned i kælderen, satte sig bag skrivebordet i det lille arbejdsværelse, åbnede computeren og hentede filerne én for én.

Klaus Pontoppidan havde lige været vidne til, hvad man kan kalde verdens længste tidsrejse. Og siden er billederne fra James Webb-teleskopet gået verden rundt og er blevet set over 100 milliarder gange.

Når billederne er historiske, er det, fordi de kan opfange bølger af lys, galakser og stjernestorme, der har rejst gennem universet i milliarder af år. James Webb-teleskopet kan opfange lys, der er infrarødt og mange år ældre end det, som tidligere rumteleskoper – senest Hubble-rumteleskopet, der blev opsendt i 1990 – har kunnet.

- Det er, som da Darwin landede på Galapagosøerne. Vi opdagede ukendt ’land’, som menneskeheden ikke har set før, selvom det altid har eksisteret – endda længe før menneskene, forklarer han.

Det gribende sug

At studere rummet er meget mere end naturvidenskab og fakta. Det handler ikke alene om viden, men om bevidsthedsudvidelse. Rumforskningen åbner op for de helt store eksistentielle spørgsmål.

- Hvad ligger uden for vores fatteevne? Og hvad lever vi for? Det er i virkeligheden dét, der driver mig. Dét, der gør, at jeg vier stort set al min vågne tid til forskningen, konstaterer han.

Han plejer at bruge de gotiske katedraler, der blev opført i 1200-tallet, som eksempel. Det tog flere generationer at bygge dem. De oprindelige arkitekter vidste godt, at de ikke ville nå at opleve dem færdigbygget i deres levetid. Katedralerne rakte langt ud over den enkelte, de var helt ubegribeligt smukke. Men lige så ubegribeligt kunne det synes, at mennesker lykkedes med at bygge dem og insisterede på at gøre det i en tid, hvor de havde rigeligt at gøre med for at overleve.

- Hvorfor bruge kræfter på at bygge så ubegribelige katedraler? Fordi mennesker har brug for at dyrke det guddommeligt smukke. Og fordi det altid har været vigtigt for os at holde en dør åben til alt det, vi ikke begriber og hverken kan indfange eller kontrollere, siger han.

Rumforskningen skal netop give mennesker et sug i maven – invitere til den bevidsthedsudvidelse, der er nødvendig – også i et klimaperspektiv. Fascinerende og smukke billeder fra rummet kan gøre det tydeligt: Der er ingen planet B, argumenterer Klaus Pontoppidan.

- Hvis vi kan få mennesker til at tænke: ’Gud, hvor er vores planet unik, skrøbelig og betydningsfuld’, så tror jeg på, at vores arbejde kan gøre en kæmpe forskel, konstaterer han.

Der gror også et håb i hele projektet – dét, at det kan lykkes 25 nationer at samarbejde om så kompleks en opgave, som det er at udvikle, bygge og udsende et rumteleskop som James Webb. Det er i sig selv et bevis på, hvor langt vi kan nå, hvis vi virkelig vil. Det er et afgørende perspektiv også i klimakampen, mener Klaus Pontoppidan.

I ugerne efter arbejdede han og resten af holdet i døgndrift. Det seneste år havde de knoklet uafbrudt uden ferie for at nå i mål med projektet.

- Som ingeniørprojekt var James Webb helt utroligt. Der var ekstremt mange detaljer, der skulle være på plads. Teleskopet skulle kunne folde sig ud på en helt særlig måde. Hvis ikke det gjorde det, ville alt være spildt; 13 års arbejde og 10 milliarder dollars. Det ville være katastrofalt. Så det måtte ikke ske, forklarer han.

Vi kan gøre noget

Opdagelsesrejsen og udforskningen af det ubegribelige har altid trukket i ham. Han voksede op på et nedlagt landbrug uden for Ribe i Sønderjylland i en skilsmissefamilie uden de store midler men med masser af bøger. Allerede som helt lille var han opslugt af at læse de mange science-fiction-bøger, hans far havde stående i reolen.

- Da jeg var 11 år, blev jeg optaget af kvantemekanik og relativitets-
teori – jeg var draget af at undersøge alle de underliggende egenskaber i universet. Efter gymnasiet flyttede jeg til København for at læse astronomi på Niels Bohr Institutet. Jeg havde alle udgaverne af magasinet 'Illustreret Videnskab' og kan huske, at jeg i 90’erne læste om planerne for at udvikle James Webb-rumteleskopet, siger han.

Foto: NASA, ESA, CSA, STSCI

James Webb-teleskopet henter stadig data ned, og forskere verden over udforsker fortsat de billeder, teleskopet har taget. Man regner med, at der vil være forskning til de næste 20 år.

- Det er sjældent, at de helt store opdagelser bliver gjort på det første år. Håbet er, at billeder fra James Webb- teleskopet kan hjælpe os med det helt store spørgsmål: ’Er der andre steder end Jorden, vi kan finde liv?’ Det vil være noget af det, vi måske kan få viden om, forklarer han.

I kølvandet på offentliggørelsen af billederne fra James Webb blev Klaus Pontoppidan indhentet af mørke tanker. En depression kalder han selv den tilstand, der ramte ham kort efter. Den blev udløst af krigen i Ukraine, den politiske handlingslammelse i klimaspørgsmålet og den benægtelse og undervurdering af klimaforandringernes betydning, han oplevede omkring sig. Hver gang han blev konfronteret med verdens forfald på sociale medier og i nyhederne, blev han grebet af dyb afmagt.

- Som forsker kan jeg se, at vi kan gøre noget ved klimaforandringerne. Derfor rejser det en kæmpe frustration i mig, når jeg ser, at forandring og handling bliver standset af misinformation. En af de største udfordringer i klimakampen er, at vi skal have overbevist flere mennesker om, at klimaforandringerne findes, og at det ikke bare er en ond regering, der vil tvinge mennesker til at opgive deres livsstil og indskrænke den personlige frihed, siger han og tilføjer:

- Der er mange, der ikke kan se forskel på sandt og falskt.

Selvom depressionen måske også var kroppens forsøg på at tvinge ham til at tage en pause. Og selvom han måske burde have taget en pause, fortsatte Klaus Pontoppidan arbejdet. Han kunne ikke lade være. Måske fordi han dybt i sin grundvold er overbevist om, at rumforskningen kan gøre en forskel. At de billeder fra universets dyb, han er med til at hente ned og præsentere for verdens befolkning, kan være en øjenåbner. Dét er hans største drivkraft.

- Det at vende mig mod naturen og glæde mig over den gav mig en fredfyldt oplevelse af alt det, der eksisterer omkring os i det helt nære, som vi kan holde af og passe på. Insekterne er her nu. Det er ikke givet, at de altid vil være her. Men der er masser, vi kan gøre for at passe på dem. Der er håb, konstaterer han.

Og måske er det netop her, vi skal starte, hvis vi vil have mennesker til at forstå, at de kan gøre en forskel i kampen for klimaet, og at kampen ikke er tabt. I enhver krise findes en sprække af lys. Og skal vi få lyset til at strømme ind, må vi lægge pres på politikerne, lytte til videnskaben. Og vende os mod det smukke og skønne. Alt det, vi elsker, og som giver livet værdi, argumenterer Klaus Pontoppidan. Selv vender han sig ofte mod musikken, når han har brug for at mærke livet, kærligheden.

- Jeg tror, at det bedste modsvar til apatien er at elske livet. Hvis man giver sig selv mulighed for at nyde livet, mærke kærligheden, bliver man i stand til at gøre en indsats. Jeg oplever, hvordan musikken, kærligheden til dem, jeg elsker, hjælper mig til at holde fast i meningen – fortsætte arbejdet på at skabe mere viden. Jeg tror, at vi skal lade alt det, vi elsker, være vores motivation i klimakampen, siger han.

Han er for kort tid siden flyttet tværs over kontinentet fra Maryland til Los Angeles på vestkysten med familien, da jeg fanger ham til et interview på en Zoom-forbindelse.

De næste par år skal han arbejde på at udvikle og bygge et nyt teleskop, der måske er klar til at blive udsendt om 25-30 år. Sådan er det med rumprojekter – de har lange horisonter, og man arbejder i generationer, står konstant på skuldrene af viden og landvindinger, som andre forskere har skabt.

- Når man studerer rummet, bliver det så tydeligt, at alt ikke handler om os. Hvor små vi hver især er. Men samtidig hvor vigtigt det er, at vi samarbejder om at passe på den Jord, vi er blevet givet, siger han.

Selvom Venus er et ekstremt tilfælde, er der ingen tvivl om, at vi i takt med klimaforandringerne ser stadig flere steder på Jorden, hvor sommertemperaturerne er så høje, at der er blevet for varmt for mennesker at bo.

Det er let at lade dystopien, de mørke tanker og apatien vinde. Men Klaus Pontoppidan ved, at der findes et meget mere håbefuldt perspektiv.

- Der er masser, vi kan gøre. Vi har været i stand til at tage hånd om mange udfordringer. Lad os dog fortsætte med det. Ved at stå sammen og bruge hovedet i stedet for at forfalde til at tro, at vores egne små problemer er vigtigere end det store fælles mål som menneskehed – vi er en del af et langt større fællesskab end os selv.

Artiklen er skrevet af Anne Anthon Andersen og bragt første gang i Natur og Miljø, marts 2024.