Forfatter: Jeg tror, at minksagen er symptomatisk for den måde, vi forholder os til naturen på
Det er absurd, at minkene aldrig blev beskrevet som dyr – kun som nogens ejendom. Sagen bør lære os, at vi ikke kan eje naturen. Læs Mathilde Walter Clarks tanker i forbindelse med 'Det blinde øje'.Researchen til det, jeg dengang ikke anede skulle blive en bog, startede den 4. november 2020, da statsministeren på et pressemøde annoncerede, at alle danske mink skulle slås ned.
Vi så interviews med minkproducenter, der græd på tv. I baggrunden var kilometerlange strækninger af bure med mink, mobile gaskamre og stativer, de døde mink kunne opbevares i. Jeg troede, at vi skulle til at forstå, hvad det egentlig var, vi sad og så på, og hvordan vi var havnet i en situation, hvor vi var nødt til at slå så mange dyr ihjel. Men det kom det slet ikke til at handle om.
I min notesbog kan jeg se, at jeg den 9. november begyndte at stille de spørgsmål, som ikke blev stillet. Bogen ’Det blinde øje’ er resultat af, at jeg blev nødt til selv at forsøge at finde svarene.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Jeg var plaget af mareridt langt ind i foråret. Hver dag, når jeg satte mig for at skrive, var det minkene, der lå øverst i min bevidsthed. 17 millioner dyr, som blev aflivet og dyngede sig op, men som aldrig i mediernes dækning blev beskrevet som dyr, kun som nogens ejendom, produkt eller varelager, der uberettiget blev destrueret af staten.
Det gjorde det svært at forstå, at det var dyr, der var tale om. Hvordan var vi kommet hertil? At sagen i medierne udelukkende handlede om minkavlerne og deres krav på kompensation, var en total forbigåelse af, hvad der var den vigtige og overordnede historie i sagen: Man havde taget et dyr og sat det i en situation, der var naturstridig. Og nu slog naturen ud. Det var en historie, der angik os alle sammen. Men vi talte stadig om minkene, som var de industriprodukter, og ikke om, at der var blevet taget et sats på vores alles vegne.
Hvis vi havde talt om minkene som dyr, ville minkproducenterne blive ligegyldige i historien. Det var ikke specifikt dem, det handlede om. De var bare nogle mennesker, der udnyttede lovens rammer.
Jeg tror, at minksagen er symptomatisk for den måde, vi forholder os til naturen på – ud fra en virkelighedsopfattelse, hvor vores idéer forekommer mere virkelige end den fysiske verden. F.eks. idéen om, at man kan eje et dyr eller et stykke af jorden. En ’matrikel’. Det er jo bare idéer, i modsætning til de 17 millioner mink, som var virkelige. Og det er lige akkurat det, minksagen kan lære os. Vi kan ikke eje naturen. Der var en virus, der smittede, og det gjorde den, uanset hvor hegnspælene stod, eller hvad vi havde skrevet i vores lovbøger.
Det overraskede mig, at jeg i to et halvt års research ikke fandt et eneste medie, der beskrev minkene som dyr. Det overraskede mig, hvor langt det, vi får at vide, er fra virkeligheden. Hele den teaterforestilling, minkindustrien har strikket sammen, og den rolle, myndighederne spiller i den, rystede mig. Det har været et stort samarbejde at stable hele det her kulissesystem sammen. Alle inden for systemet har vidst, at det ikke kan lade sig gøre at føre tilsyn med så mange dyr.
Allermest rystende var forskningens rolle. At det, der gav sig ud for at være uafhængig forskning fra Aarhus Universitet, og som var med til at blåstemple minkindustrien, også var en del af forestillingen.
Det er utroligt vigtigt for os mennesker at kunne kende forskel på, hvad der er ægte virkelighed og papirvirkelighed. Det er også det, vi ser med vores døde fjorde. De er mere virkelige end fortolkningen af et vandrammedirektiv. Fjordene er mere virkelige end de politiske spil. Vi må forstå, at luften og vandet og jorden er mere virkelige end vores vandrammedirektiver og vores undtagelser og forskellige studehandler og frivillige aftaler. Naturen har altid det sidste ord. Det er derfor, det er så vigtigt at bringe os i akkord med virkeligheden. Det er vores egen overlevelse, der er på spil.
Mathilde Walter Clarks bog om minksagen ’Det blinde øje – beretningen om det efterår, hvor minkene forsvandt ud af minksagen’ er udkommet på Politikens Forlag i 2023.
Artiklen er skrevet af Anne Anthon Andersen og bragt første gang i Natur og Miljø, marts 2024.
