Mød Danmarks nye klimakæmpere
Jeg fik en masse håb, inspiration og konkrete værktøjer. 26 danskere er lige blevet uddannet klimakæmpere. Mød tre af dem og se, hvordan de vil gøre en forskel i deres lokalområdeOver 100 danskere havde ansøgt, men kun 26 udvalgte fik lov at deltage i klimakæmperuddannelsen, der foregik i weekenden den 29. februar-1. marts.
Hver deltager mødte op med en ide til et lokalt projekt, der kan gøre en forskel for klimaet. I løbet af weekenden blev ideerne udviklet i fællesskab, deltagerne blev klædt på til at føre dem ud i livet - og de tog alle sammen første skridt om søndagen.
- Det var en stor succes. Deltagerne var meget engagerede. Normalt når der er ’fri leg’ sidst på dagen til en konference, så holder folk en pause. Men her blev deltagerne siddende og arbejdede videre, fortæller Lasse Pedersen, der er klimapolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening og en af arrangørerne af uddannelsen.
Lasse Pedersen forventer at gentage succesen. Så skriv til Lasse@dn.dk, hvis du vil have en mail, når næste hold klimakæmpere skal uddannes.
Pernille Malberg Dyg
47-årig lektor fra København NV
Hvorfor deltog du i klimakæmperuddannelsen?
For at få nogle værktøjer, inspiration og kontakter med ligesindede omkring klimahandling. Der bliver snakket rigtigt meget om klimaet og grøn omstilling, men det virker ikke som om, at der sker så meget rundt omkring hos borgerne. Det vil jeg gerne være med til at lave om på og brede noget mere inspiration og konstruktive og positive klimahandlinger ud til danskerne lokalt og nationalt.
Hvad fik du ud af uddannelsen?
En masse håb, konkrete værktøjer og mødte inspirerende mennesker, der deler mine bekymringer og passion for at handle.
Hvordan var din oplevelse af weekenden som helhed?
Det var en super inspirerende weekend i dejlige omgivelser og med folk, man faldt i snak med med det samme. Jeg gik inspireret derfra, og jeg er også glad for at være i kontakt med ligesindende også fremover online og til en opfølgning på uddannelsen.
Hvad er det bedste råd, du fik?
At folk rigtigt gerne vil gøre noget, men at der er mange, der ikke ved hvordan. Så det skal være nemt at handle (mikrohandlinger), og man skal gøre det ud fra et positivt mindset.
Hvad vil du bruge uddannelsen til?
Jeg vil gerne arbejde videre med klimahandlinger og grøn omstilling blandt borgerne i mit lokalsamfund og i min virksomhed, så flere får nogle værktøjer, inspiration og fællesskaber, der gør det nemt at handle.
Marianne Søholm Iversen
34-årig hjemmegående psykolog fra Espergærde
Hvorfor deltog du i klimakæmperuddannelsen?
Jeg deltog i klimakæmperuddannelsen for at blive klogere på, hvordan vi kan skabe grønne, lokale fællesskaber med fokus på alt det gode, som en bæredygtig hverdag og levevis rummer.
Hvad fik du ud af uddannelsen?
Jeg blev en del af et bredtfavnende fællesskab bestående af engagerede mennesker fra hele landet. Jeg fik viden om, hvordan man kan engagere andre til at tage del i grønne fællesskaber, og jeg blev klogere på, hvad jeg selv gerne vil starte op i mit lokalområde.
Hvordan var din oplevelse af weekenden som helhed?
Det var en lærerig weekend fyldt med idéer og inspiration.
Hvad er det bedste råd, du fik?
At vi kan skabe betydningsfuld forandring i grønne fællesskaber gennem ‘mikrohandlinger’.
Hvad vil du bruge uddannelsen til?
Jeg ønsker at skabe fokus på cirkulær økonomi og den værdi, der ligger i at passe på jordens ressourcer gennem blandt andet genbrug og upcycling i mit lokalområde, et klassisk dansk parcelhuskvarter.
Jacob Antvorskov
43-årig skoleleder fra Nordvestsjælland
Hvorfor deltog du i klimakæmperuddannelsen?
For at få slebet mine våben til klimakampen.
Hvad fik du ud af uddannelsen?
Jeg mødte ligesindede og fandt forskellige kontakter som kan hjælpe mig med et af de projekter, jeg selv er gået lidt i stå med.
Hvordan var din oplevelse af weekenden som helhed?
God, hyggelig og fokuseret i tid og emner. Den gav mig ny energi på klima-området. Men det er også lidt deprimerende at tænke på klima i en hel weekend.
Hvad er det bedste råd, du fik?
Meget store skibe har ofte et meget lille styreror, som sætter gang i bevægelsen af det store ror. Den lille enhed kan altså starte en stor bevægelse.
Det er let at være stifter. Men det, der virkelig batter, er den der melder sig som "First follower".
Man skal forsøge at bygge til evigheden.
Hvad vil du bruge uddannelsen til?
Straks på vejen hjem meldte jeg mig som "First Follower" på "Grøn omstilling Jystrup". Vi prøver at starte en lille bevægelse på Midtsjælland, hvor jeg arbejder.