Biblioteket er ikke kun en indgang til litteraturen og kulturens verden. Nu kan det også være udgangspunktet for sjove naturoplevelser for hele familien.

Fra denne uge kan du på flere end 100 biblioteker rundtom i hele landet låne en taske fyldt med særligt naturgrej og -udstyr, der gør det sjovt og lettere for børn og børnefamilier at gå på opdagelse i den danske natur. I tasken finder du blandt andet undersøgelsesbakker, insektsugere og lupper samt bøger og naturspil.

Det er projektet Naturfamilier under Danmarks Naturfredningsforening, der står bag de mange tasker. Målet er at give børnefamilier inspiration til at komme mere ud i naturen.

Og det er der brug for. I en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening, svarer 29 pct. af forældrene, at manglende inspiration til, hvad man kan lave i naturen, eller manglende udstyr afholder deres familie fra at være mere i naturen.

– Vi kan se, at der er en ret stor gruppe forældre, der undlader at tage i naturen, fordi de ikke helt ved, hvad de skal lave derude med deres børn. Dem vil vi rigtig gerne hjælpe på vej, og derfor har vi valgt at gå sammen med bibliotekerne for at gøre det så let som muligt for de danske børnefamilier at låne en masse forskelligt udstyr og grej. Det er vigtigt, at vores børn kommer ud i naturen, så vi håber, at grejtaskerne kan være med til at få endnu flere familier derud, siger Mirella Fruergaard, der er projektleder for Naturfamilier.

Bliv en del af Naturfamilier

Naturfamilier er et projekt under Danmarks Naturfredningsforening, der vil gøre det lettere for børnefamilier at komme ud i naturen.

  • Du får inspiration til aktiviteter i naturen
  • Du kommer ud i naturen med egen familie
  • Du møder andre børnefamilier

Naturfamilier er støttet af Nordea Fonden.

Her kan du låne en taske med naturgrej

Læs også: Flere naturfamilier på vej: Det er utroligt, hvad børnene får ud af det

Gode naturoplevelser i sommerferien

Ifølge undersøgelsen er det i hvert fald ikke lysten til at komme ud i naturen, der mangler.

Direkte adspurgt svarer 74 pct. af forældrene i undersøgelsen, at de gerne vil bruge mere tid i naturen sammen med deres familie. Samtidig svarer 79 pct., at de oplever, at deres børn er interesseret i naturen.

Hos Danmarks Naturfredningsforening forventer man da også, at der vil blive rift om grejtaskerne – ikke mindst her i løbet af sommerferien.

– Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange børn og forældre, der godt kunne tænke sig nogle fede oplevelser i naturen. Og her hen over sommeren er der jo nok flere, der har tiden til det. Så vi både tror og håber, at taskerne vil blive taget godt imod derude, og at de vil blive flittigt brugt. Vi har i hvert fald sammensat indholdet, så der er til mange timers underholdning for hele familien, siger Mirella Fruergaard.

alt
Mirella Engelbrecht Fruergaard
Projektleder
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 39 44 37

Tasken indeholder

  • 2 stk undersøgelsesbakker
  • 1 stk Vild Mad bingoplade (Produceret eksklusivt til tasken)
  • 2 stk dåselup
  • 2 stk forstørrelsesglas
  • 2 stk insektsugere
  • 1 stk bog: Friluftsrollinger – Julie Pio
  • 1 stk bog: De små dyrs verden
  • 1 stk Phauniespil (Et eventyrspilmed udgangspunkt i naturen)
  • 1 stk 2-vejs lup
  • 2 stk planchesæt (Sø og vand + skoven – serie af 3 stk)
  • 1 stk A4 ark med info om Naturfamilier