Sådan kan fremtidens København se ud: Diger, fjorde og nedlagte motorveje
Et dige fra Charlottenlund til Køge. Fjorde og færre motorveje. Hovedstadsområdet skal gentænkes pga. klimaet, presset natur og stigende boligpriser. Et prisvindende forslag udfordrer fremtidens by.Et kæmpe dige fra Charlottenlund til Køge. Nye fjorde og vådområder. Færre motorveje. Og flere bykerner uden for København.
Sådan kan hovedstadsregionen komme til at se ud. I hvert fald hvis det står til tegnestuen Vandkunsten. Med konkurrencen ’Fingerplan 2.0’ bad Arkitektforeningen sidste år en række tegnestuer om at komme med deres bud på, hvordan udviklingen af København og omegn skal se ud, hvis den skal matche de udfordringer, vi står med i dag med stigende vandstande, presset natur, stigende efterspørgsel på at bo i byen – og dermed stærkt stigende boligpriser. Og det blev altså Vandkunsten, der løb med sejren.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
- Det har været vigtigt for os at tage fat i de samlede udfordringer og tænke dem ind i den eksisterende plan (Fingerplanen, red.). Hvordan kan man bruge de rammer, der er stukket ud, men tilpasse dem, så de passer ind i vores hverdag og en fremtid, hvor blandt andet vandstigningerne vil kalde på en anden planlægning? Lyder det fra Morten Dam Feddersen, der er arkitekt og partner hos tegnestuen Vandkunsten. Han håber, at forslaget kan bidrage til debatten om fremtidens byudvikling.
Inden vi dykker ned i vinderforslaget og de udfordringer, det forsøger at løse, skal vi tilbage til 1947, hvor den oprindelige Fingerplan så dagens lys.
København skulle vokse ud i fingre
København stod dengang over for at skulle genopbygge samfundet efter Anden Verdenskrig. Man kunne blandt andet se ind i en fremtid, hvor langt flere mennesker ville flytte til hovedstaden, der ville komme flere biler og mere byggeri.
Med Fingerplanen ville staten sørge for, at hovedstaden – frem for at vokse spredt – voksede ud i ’fingre’ fra København med en S-bane i midten af hver finger og med grønne kiler imellem.
- Man var blandt andet inspireret af London, hvor man få år forinden havde arbejdet med ’new towns’. Man byggede byer uden for London, og den profit, man fik ud af det, brugte man til at betale for infrastrukturen ind til London, fortæller Holger Bisgaard, der er byplanlægger og ekstern lektor på Det Kongelige Akademi.
Han har gennem en årrække været planchef i Københavns Kommune og forklarer, at man heller ikke herhjemme ville have isolerede byer, og at man derfor ønskede et effektivt offentligt transportnet ud i fingrene.
- På den måde kunne man komme hurtigt ind til virksomhederne i byen, og man kunne vælge mellem flere forskellige arbejdssteder, og virksomhederne kunne vælge mellem en større arbejdskraftstyrke. Det er blevet hovedprincippet i dansk planlægning, forklarer han.
Siden 1947 er Fingerplanen blevet revideret flere gange. I begyndelsen af 70’erne kom der et egentligt lovgrundlag og dermed en strammere styring, og i 1989 forsøgte man at mindske den voksende biltrafik og trængsel ved at indføre det såkaldte stationsnærhedsprincip, der betød, at alle større arbejdspladser og publikumsorienterede servicer såsom butikker og restauranter skulle ligge maksimum 1.000 meter fra en station. Det princip blev skåret ned til 600 meter i 2007, da man begyndte at få mere øje for CO2-udledningen.
Vandstandsstigning kræver forandring
Nu har Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter, annonceret, at man igen vil revidere Fingerplanen. Målet er at lancere en fornyet Fingerplan i 2026.
Særligt klimaforandringer og vandstigninger kalder på en ny plan. For nylig har førende danske forskere i analysen ’Den skjulte klimakatastrofe’ peget på, at med den nuværende klimapolitik kan vandet omkring Danmark komme til at stige op til tre meter i år 2100.
Det er tre gange så meget, som man tidligere har estimeret. Og selvom andre forskere ikke mener, det vil gå helt så stærkt, så er alle enige om, at København – og mange andre danske byer – i fremtiden vil komme til at kæmpe med stigende vandstande.
- Der er behov for, at et overordnet organ viser, hvor man kan bygge, og hvor man ikke kan bygge, og hvor vandet skal samles op, og hvor vandet ikke skal samles op, siger Holger Bisgaard og fremhæver en anden udfordring. Nemlig at Fingerplanens intentioner om at få tilstrækkelig mange til at bosætte sig i stationsbyerne i fingrene ikke er lykkedes.
- Selvom der har været forsøg på at bryde urbaniseringen, har vi stadig kun ét centrum, og den urbane trend, hvor folk ønsker at bo i byen, tror jeg vil fortsætte, siger han og tilføjer, at det at bo i byen ikke længere står i modsætning til at være tæt på naturen.
- I dag tænker man i langt højere grad over, hvordan man kan få naturen og det grønne ind i byen. Og den trend tror jeg kun bliver større, i takt med at vi bliver nødt til at flytte en del af de lavtliggende bebyggelser omkring de store byer i Danmark, når vandstandene stiger. Dermed vil der opstå nye grønne arealer, siger han og peger på, at man i det hele taget har fået et andet blik på naturen, end man havde i 1947.
- Naturen skal ikke længere bare skabe fritidsområder. Biodiversitetskrisen betyder, at en stor del af den skal ligge urørt hen, siger han.
Hvidovre, Rødovre og Herlev skal være som Nørrebro
Netop fingerplanens oprindelige tanke om at decentralisere København har Vandkunsten pustet nyt liv i.
De lægger op til at skabe et København med flere bykerner ved at gøre byerne ved S-togsstationerne mere attraktive i form af nye kulturattraktioner og byliv.
- Byer som Hvidovre, Rødovre og Herlev skal have noget af det samme liv og kvaliteter, som i dag kendetegner brokvartererne i København, siger Morten Dam Feddersen. I det hele taget har de rettet fokus væk fra håndfladen og ud i fingrene, hvor byudviklingen skal ske på vandets og naturens præmisser.
- Vi er gået efter at skabe en hovedstadsregion, hvor der er lidt mere balance mellem natur og by, og hvor naturen får den plads, den fortjener, siger han og fortæller, at en af vejene til det er at lade flere bo i de områder, der allerede er bebygget, og at renovere og transformere eksisterende huse og bygninger til flere boliger.
Også håndteringen af vandmængderne skal ske på naturens præmisser. I den del af hovedstadsregionen, der vender ud mod Roskilde Fjord, skal drænene på de store lavbundsområder fjernes, så områderne igen kommer til at agere som en slags svamp. På den måde vil områderne ifølge Morten Dam Feddersen ændre karakter og blive til en form for strandbiotop i stedet for det landbrugsland, vi ser i dag.
I den anden side af hovedstadsregionen, ud mod Øresund, foreslår Vandkunsten et sammenhængende dige, der går hele vejen fra Charlottenlund til Køge.
- Det skal kunne tilpasses den vandstand, som kommer. Og der, hvor det giver mening, skal man arbejde med naturbaserede løsninger som blandt andet sandmotorer, der genererer et mere naturligt opstået dige, fortæller Morten Dam Feddersen. Vandkunsten vil også gøre S-toget mere attraktivt og dermed flytte pendlere fra biler og over i offentlig transport. Også Fingerplanens såkaldte ’transportkorridor’ vil Vandkunsten gentænke.
Busruter i stedet for motorveje
Transportkorridoren er arealer fra Helsingør i nord til Køge i syd, der i snart 52 år er blevet holdt fri for al permanent bebyggelse og anlæg, fordi den er reserveret til mulige fremtidige infrastrukturanlæg som f.eks. motorveje.
Men i stedet for at bygge motorveje i transportkorridoren foreslår Vandkunsten, at man opretter en busrute, der ikke kræver det samme vejanlæg som en motorvej, så man i stedet kan binde naturområder sammen på tværs af fingrene.
Og Vandkunsten er ikke de eneste, der har fået øje på transportkorridorens potentialer. For hovedstadsområdet har også et andet og presserende problem, nemlig mangel på sammenhængende natur, og her kan korridoren komme i spil. Det mener 24 lokalafdelinger i Danmarks Naturfredningsforening (DN), der foreslår at forvandle transportkorridoren til mere natur og biodiversitet.
- Geografisk er der en unik mulighed for at få forbundet vores naturområder i regionen og derved skabe tilgængelighed til den sjællandske natur, siger formand for DN København, Knud Erik Hansen, der har været med til at udarbejde forslaget.
- Der skal være fokus på mennesker, dyr og planter. Korridoren er bred og kan derfor få en reel funktion for biodiversiteten, og vi kan binde naturen sammen på tværs. Der skal også være rekreative muligheder, blandt andet for at cykle; tænk, i dag er der ikke engang en cykelsti i korridoren. Det kunne være spændende, hvis det kunne spille sammen med den grønne trepart, siger han.
Holger Bisgaard ser umiddelbart positivt på lokalforeningernes forslag.
- Jeg synes, det er udmærket, at man i en periode siger, at man vil bruge det som natur, så det kan fungere som supplement til Fingerplanens grønne kiler, siger han, og Vandkunstens forslag til en ny Fingerplan kalder han for godt og gennemarbejdet og fremhæver blandt andet deres fokus på at flytte pendlere fra biler og over i den kollektive transport.
Dog savner Holger Bisgaard flere løsninger på, hvordan man erstatter de lavtliggende bygninger, som man på grund af de stigende vandstande vil blive nødt til at rive ned.
- Om 10-20 år kommer vi til at have en debat om, hvordan man får revet ned og erstattet det byggeri, der ligger lavt. Vandkunsten har elementer med, men jeg synes ikke, det er radikalt nok, siger han og foreslår, at man kigger på at flytte bygninger.
- Kunne man forestille sig, at man i højere grad flyttede bygninger, blandt andet parcelhuse? Man kan sagtens flytte byggerier. Jeg har f.eks. set Lauritzens gamle terminal ude i lufthavnen blive flyttet 200 meter, og det er også et greb, man har brugt tidligere, fortæller han.
Skal vi overgive noget af byen til naturen?
Vandkunstens forslag til et dige hele vejen fra Charlottenlund til Køge er Holger Bisgaard ambivalent over for.
- Jeg er ikke modstander af diger, men spørgsmålet er, om man skal have et dige for at beskytte hele det nuværende hovedstadsområde, eller om man skal beskytte væsentlige værdier – f.eks. lufthavnen og det indre København – og så lade steder med almindelige bebyggelser blive oversvømmet og flytte de eksisterende bebyggelser væk.
Han mener, at vi er nødt til at debattere, hvordan vi overgiver arealer, der i dag er by til vandet eller naturen.
- Man vil i fremtiden være nødt til ikke bare at byudvikle, men også at byafvikle, slår han fast.
Fingerplanen var med til at lægge grundstenen for udviklingen af hovedstadsregionen. I dag er planen til diskussion blandt andet på grund af klimaudfordringerne.
Klimaet er ligeglade med kommunegrænser
Mette Lis Andersen er arkitekt og har mange års erfaring med byudvikling, blandt andet har hun været administrerende direktør for Realdania By, teknisk direktør i Hillerød Kommune og teknik- og miljødirektør i Københavns Kommune.
I dag har hun sit eget rådgivningsfirma. Hun bifalder, at man med Arkitektforeningens konkurrence for første gang meget længe har taget fat på nogle af de aktuelle udfordringer i deres helhed og mener, at Vandkunsten har leveret et kvalificeret forslag. Men hun mener også, at det er vigtigt at kigge på forholdene uden for hovedstadsregionen.
- Vi ved, at havet omkring Danmark kommer til at stige, og at en del områder ikke skal være bebygget om 50 eller 100 år, derfor bliver vi nødt til at udvikle en strategi for hele landet, der stille og roligt kan transformere de udsatte områder efter en samlet helhedsplan, siger hun og foreslår samme tilgang, som regeringen lagde i forhold til udfordringerne i sundhedssektoren.
- Med den fremtid, vi kigger ind i – med blandt andet vandstigninger, biodiversitetskrise og krav om mindre byggeri – kunne et kommissionsarbejde som det, Sundhedskommissionen leverede, være særdeles aktuelt. Ministerens initiativ til en revision af Fingerplanen kunne være den første trædesten i en sådan samlet strategi, siger hun.
At det giver mening at anskue byudvikling – og -afvikling – mere sammenhængende, er Holger Bisgaard enig i.
- Problemerne med vand er de samme i hele landet. Så i princippet kunne man godt lave nogle landsplansdirektiver, der gjaldt for hele landet. Men det er en udfordring, da staten helst overlader al planlægning til kommunerne, siger han og fremhæver, at det bliver svært at nå i mål med en byudvikling, der matcher tidens udfordringer, hvis ikke staten regulerer, hvor der skal udvikles, og hvor der skal afvikles.
- Klimaforandringerne er ligeglade med kommunegrænser, og jeg har svært ved at se, at det er noget, man kan klare kommunerne imellem. Der er jo konkurrence om borgerne, og den kan ikke reguleres af kommunerne, siger han.
Brøndbyvester og -øster udviklede sig efter Anden Verdenskrig fra uberørt mose og landbrugsområde til massivt forstadsbyggeri.
Brøndby Kommune indgik i efterkrigstidens byplanlægning Fingerplanen, der skulle strukturere byudviklingen i de Københavske forstæder.
Også Knud Erik Hansen efterlyser sammenhæng:
- Vi har brug for, at Fingerplanen bliver en regionsplan, der sætter retningslinjer for byvækst og infrastruktur. Med retningslinjer for byvæksten, så vi kan beskytte og udvikle grønne byområder især omkring København, som var den egentlige intention med Fingerplanen, siger han og fremhæver, at gør vi ikke det, bliver det boliginvestorerne, der kommer til at bestemme, og det vil gå ud over de grønne områder.
Både Morten Dam Feddersen, Holger Bisgaard, Mette Lis Andersen og Knud Erik Hansen peger på den kunstige halvø Lynetteholm, som Københavns Kommune er i gang med at etablere for at stormsikre København, og hvor der samtidig skal etableres nye boliger og arbejdspladser, som et eksempel på den uhensigtsmæssige og fragmenterede byudvikling, som man ser flere steder.
- Her har man kigget isoleret på, hvordan man udvikler inde i centrum, men det kræver virkelig mange ressourcer at bygge en ny ø, ny beboelse og metrostation. Og det koster enormt meget CO2 i forhold til, hvis man gør det et sted, hvor der allerede findes infrastruktur og bygninger, siger Morten Dam Feddersen og fremhæver, at Lynetteholm spiller en rolle i klimasikringen, men at den ikke bør være et byudviklingsprojekt.
Det er et synspunkt, som Mette Lis Andersen deler:
- Mon ikke tiden er inde til at fokusere på, hvordan vi kan skabe kvalitet og sammenhæng mellem byområder, byudvikling, landskab og natur. Der er brug for at se på tværs af kommunegrænser, løfte blikket og tænke i sammenhænge og anvende den infrastruktur og de byggemodnede arealer, der allerede findes – frem for at udlægge nye arealer til bebyggelse, siger hun.
Tilbage står, at hvis København og hovedstadsregionen også i fremtiden skal være en bæredygtig by at bo i – også når vandet stiger – så skal der tænkes nyt. Ministeren har lagt op til revision af Fingerplanen i 2026; om der vil blive lyttet til arkitekternes og eksperternes tanker og vilde visioner, kan kun fremtiden vise.
Af Eva Frydensberg Holm, Foto: grafiker af Vandkunsten. Arkivbilleder af: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix Startopslag, (mand der springer i vandet fra vippe), Erik Gleie/Ritzau Scanpix (børn op ad hegn), Erik Petersen/Ritzau Scanpix (gående dame), Pedersen Peer/Ritzau Scanpix (luftfoto)
Københavns omegnskommune Albertslund blev hovedsageligt bygget i 1960'erne og opstod som en af de første stationsbyer i den såkaldte Fingerplan fra 1947.
Den var kendetegnet ved den gennemførte byplanlægning, der bestod af grønne områder og lavt elementbyggeri af rækkehuse, gårdhavehuse og etagehuse – ofte med fællesarealer.
I løbet af 1960'erne voksede bydelens indbyggertal drastisk fra cirka 3.000 til knap 30.000.
