Danmark er nu rykket et skridt nærmere et nyt klimamærke på dagligvarer.

Du kender nok skalamærkningen fra energiprodukter, hvor det viser, hvor meget strøm eksempelvis en vaskemaskine bruger.

Men snart kan skalamærkningen også være at finde i kølediskene og på hylderne i de danske supermarkeder. Her som et symbol på klimaaftrykket på de forskellige fødevarer.

Danmarks Naturfredningsforening har sammen med en lang række organisationer som COOP, Dansk Industri og Landbrug og Fødevarer været med i en arbejdsgruppe, der i dag har overrakt en række anbefalinger til det nye klimamærke til fødevareminister Jacob Jensen.

- Nu vil jeg glæde mig til at dykke ned i anbefalingerne, så vi kan tage det sidste og afgørende skridt i retningen mod at få klimamærket ud i vores dagligvarebutikker og forhåbentlig inspirere andre lande til at kigge i vores retning, lyder det fra ministeren i en pressemeddelelse.

Det nye mærke vil kunne sammenligne klimaaftrykket på tværs af alle fødevarer.

Arbejdsgruppen anbefaler altså en såkaldt skalamodel, der kan bruges på alle fødevarer, og som viser, hvor klimabelastende det enkelte produkt er.

Alternativet er en såkaldt ”best in Class”-ordning, der kun betyder mærkning af de mest klimavenlige produkter.

- Vi er glade for, at arbejdsgruppen endte med at pege på skalamodellen som udgangspunkt for klimamærket på fødevarer, siger Rikke Lundsgaard, der er landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening og har siddet med i arbejdsgruppen for DN.

Skalamodellen betyder, at alle fødevarer sammenlignes indbyrdes, og at inddelingen er logisk, så de mindst klimabelastende fødevarer ligger lavest på skalaen med den grønne farve og kød ligger i den anden ende med en røde farve.

Rikke Lundsgaard understreger, at skalamærket er den mest retvisende og troværdige måde at mærke på, og at det ideelt set kan flytte forbruget fra de mest klimabelastende produkter til de mindre.

Sådan ser anbefalingen til det nye klimamærke ud.

Tålmodighed tæller

Den anbefalede model består af fem kategorier, der grafisk rangeres på en skala fra grøn til rød med bogstaverne A til E.

Hver enkelt fødevare vil herefter kunne mærkes med farve og bogstav, alt efter hvilken kategori varen befinder sig i.

Men du må desværre væbne dig med tålmodighed, før du spejder efter mærket på dine indkøbsture.

Det kommer nemlig til at vare op mod et par år, før klimamærket kommer ud på varerne, fordi Århus Universitet først skal færdiggøre datagrundlaget.

-Det vigtigste, hvis klimamærket skal hjælpe os med at rykke vores forbrug i en mere klimavenlig retning, er, at det er troværdigt. Ellers gider folk ikke orientere sig efter det, siger Rikke Lundsgaard.

Frem og tilbage

Idéen om et klimamærke på fødevarer blev foreslået tilbage i 2018 af den daværende VLAK-regering, der ville udvikle et statskontrolleret klimamærke på fødevarer. Forslaget blev dog skrottet efter pres fra fødevarebranchen.

Men sidste år foreslog daværende fødevareminister Rasmus Prehn (S) – blandt andet efter pres fra Klimarådet - at Danmark bør have et klimamærke, der kan guide forbrugerne til at træffe mere klimavenlige valg.

Der blev derfor nedsat en bred arbejdsgruppe, der i dag altså har afleveret deres samlede anbefalinger.

Et kommende dansk klimamærke vil dog ikke kunne gøres obligatorisk, da regulering af mærkning af fødevarer er harmoniseret af EU. Mærkningsordningen bliver derfor i første omgang frivillig.

alt
Kasper Pihl Møller
Chefrådgiver for presse og public affairs
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 26 81 62 28

Hjælp os med at kæmpe for klimaet