Sådan taler vi os ud af den grønne krise

Tag f.eks. vores forbrug, det stiger og stiger i både Danmark og resten af den vestlige verden. Kort før jul estimerede Dansk Erhverv, at julehandlen ville slå ny rekord, og vi ville bruge 91 milliarder kr. på juleindkøb – 3 milliarder mere end året før. Eller som Simon Elsborg Nygaard, der er bæredygtighedspsykolog, siger:

- Udfordringen er, at vi bruger fire gange flere ressourcer, end Jorden kan nå at genskabe på et år. Og hvis man spørger, hvad det betyder i 2050, så er der mange, der mener, at vores økosystemer bliver ødelagt. Så den måde, vi skaber trivsel på nu, er med til at underminere vilkårene for trivsel på lang sigt.

Simon Elsborg Nygaard er derfor optaget af, hvordan vi kan leve et godt liv med høj livskvalitet uden at bruge flere ressourcer, end vi har. Og det er svært, men ikke umuligt, mener han. For faktisk er de vigtigste årsager til trivsel immaterielle, når man har nået et niveau, hvor ens basale fysiske behov er dækket, som de fleste har i Danmark.

- Det er psykologiske faktorer, som f.eks. om vi oplever samhørighed og frihed. Om der er noget, vi er dygtige til. Om vi møder anerkendelse, sikkerhed, tryghed og tillid og oplever meningsfuldhed. Det kræver ikke nødvendigvis et stort ressourceforbrug, og det ligger der et kæmpepotentiale i, siger han.

Brug for positive grønne historier

Frederikke Oldin er også optaget af, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt. Hun er cand.mag. i sprogpsykologi, et felt, der går på tværs af psykologi, sociologi og kommunikation. Det er opstået i forsøget på at sige noget om, hvordan vi – blandt andet gennem sproget – forstår verden. Hun mener, at en af grundene til, at vi har så svært ved at lægge vores liv om, er, at vi ikke kan forestille os et behageligt, bæredygtigt liv.

- Til gengæld går vi rundt med sådan nogle forestillinger om alt det, vi skal give afkald på, og de afsavn, vi må lide. Jeg plejer at sige, at det er sådan nogle forestillinger om, at vi skal spise roer halvdelen af året og gå i en kradsende særk og stampe vores lergulv i en jordhule, siger Frederikke Oldin med et dæmpet grin. Så lægger hun ansigtet i mere alvorlige folder og fortsætter:

- Vores fantasi har brug for fortællinger som afsæt for, at vi kan forestille os vores egen eksistens i et bæredygtigt samfund. Det gælder også for vores politikere.

Noget andet er, at vi har en masse indgroede forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre, som er mere kulturelle end reelle, mener hun og kommer med et eksempel:

- I dag står vores biler parkeret 95 pct. af tiden. Hvis vi sløjfede privatbilismen, så hele vores bilflåde var delebiler, ville vi have brug for langt færre biler, og det ville frigøre en hel del plads i byerne. Her kunne man dyrke noget og skabe grønne områder. Vi skulle heller aldrig tænke på at få skiftet dæk eller finde en p-plads. Og fordi der skulle produceres meget færre biler, kunne vi spare en masse ressourcer. Jeg ved godt, at mange nok vil sige: ’Jamen jeg vil altså eje min egen bil.’ Men det er jo en rimelig ny forestilling, der er vokset frem med forbrugerkulturen. Hvad nu, hvis privat ejerskab ikke betød så meget for os længere?

Det samme gælder, når det handler om at flyve, købe fast fashion, spise kød osv., mener Frederikke Oldin. Ingen af delene er en menneskeret, og alligevel opfører vi os, som om det var.

- Alarmberedskabet reagerer fluks på meget direkte trusler, men der har klimakrisen alle de forkerte karakteristika, særligt for os, der bor i det globale nord, hvor mange konsekvenser er langt væk. Så selvom der kommer flere og flere akutte vejrhændelser ude i verden, så føles det stadig fjernt for de fleste, siger hun og forklarer, at vi adfærdspsykologisk også har ret ringe forudsætninger for fuldt ud at forstå og begribe klimakrisen.

- Det er uoverskueligt, og så kommer der alle mulige primitive forsvarsmekanismer i spil. Vi benægter og fortrænger og tænker: ’Det må politikere tage sig af’ eller: ’Det er de andre, der gør noget forkert.’ Vi peger pilen andre steder hen end på os selv, så det er nemmere at have med at gøre.

Alarmberedskabet kan dog godt blive aktiveret, hvis man beskæftiger sig rigtig meget med klima, f.eks. som forsker eller klimaaktivist, påpeger Solveig Roepstorff.

- Så kommer de tre responser ’kæmp, flygt og frys’ i spil. At fryse er beslægtet med den handlingslammelse, som mange mennesker bliver ramt af, fordi klimakrisen ganske enkelt er for overvældende at forholde sig til, siger hun.

- Alle de følelser, man kan have relateret til klimakrisen, som vrede, sorg, depression og angst, er både almindelige og passende i forhold til den krise, vi står over for, mener hun, og det er derfor ikke noget, vi skal løse individuelt ved f.eks. at tale med en psykolog. Tværtimod er det noget, vi skal dele med hinanden på kryds og tværs i vores hverdagsliv.

- Jeg råder til, at man går et sted hen, hvor man kan møde andre, der har det ligesådan. Der findes efterhånden rigtig mange klimafællesskaber, siger hun og nævner blandt andet Fridays for Future, Den Grønne Ungdomsbevægelse og Grønne Nabofællesskaber. Også Danmarks Naturfredningsforening har frivillige fællesskaber i hele landet, hvor medlemmerne mødes og arbejder for og deler tanker om en grønnere fremtid.

- Jeg er selv med i noget, der hedder Klimapsykologisk Forening. Her afholder vi klimacaféer, hvor alle kan komme og dele deres følelser og tanker relateret til klimakrisen. Erfaringerne fra klimacaféer overalt i verden viser, at det at møde ligesindede virkelig giver håb. Selv føler jeg mig altid mere håbefuld, når jeg går fra klimacaféerne, og tænker, at der er mange, der har det som mig og gerne vil handle på det. Det virker.

Frederikke Oldin mener, det kun er et spørgsmål om tid, før vi bliver nødt til at lægge vores liv voldsomt om, fordi presset fra klima- og biodiversitetskrisen kræver det.

- Spørgsmålet er, om det bliver os påtvunget eller noget, vi selv vælger. Jeg tror, det er klart bedst, hvis det bliver et aktivt valg. For den forandring, vi bliver påtvunget, vil uvægerligt opleves langt voldsommere. Men hvis så mange som muligt kan blive en del af en proces, hvor vi engagerer os i, hvad det gode grønne liv er, hvad det kan give af glæde og meningsfuldhed – så kan vi bedre se, at den måde, vi er i verden i dag, ikke er den eneste, der kan give os livskvalitet.

Artiklen blev første gang bragt i Natur og Miljø marts 2024. Den er skrevet af Maja Plesner, og er en del af et tema om det gode grønne liv.