1. Gengro dine grøntsager

I stedet for at smide grøntsagsrester til kompost, så kan du faktisk gendyrke flere af dem. Tag for eksempel gulerodstoppe og sæt dem i vand med rodnettet nedad, så vil du hurtigt få små grønne spirer, som eksempelvis kan bruges i salater eller pesto.

Er dine hvidløg eller ingefær begyndt at spire, så kan du også gengro dem ved at putte dem i jord og vande jævnligt.

Hvis du ikke har nogen grøntsagsrester, så har du sikkert forskellige kerner eller frø i køkkenskabene. De kan også blive til små fine spirer. Der findes tonsvis af guides på nettet målrettet forskellige frø og kerner som chiafrø, hørfrø og solsikkekerner.


2. Genanvend dit syltetøjsglas til en to-go-kop

I stedet for at smide dit gamle syltøjsglas ud, så kan du gøre det rent, og bruge det som en to-go-kop.

For at holde indholdet varmt, kan du med fordel pakke syltøjsglasset ind. Det kan hurtigt gøres ved at klippe en gammel uldsok så den passer til det udvalgte glas, men har du lidt mere tid, så kan du lave en rigtig flot to-go-kop ved at gøre lidt ud af "påklædningen".

Du kan for eksempel tage et tykt stykke filt og sætte det sammen med hæftenåle eller strikke en holder, der passer til din kop.


3. Læs en grøn bog

Når der ikke er sociale arrangementer i kalenderen, er der på den anden side tid til lidt fordybelse i dit eget fantastiske selskab. Hvad med at læse en god, grøn bog og lade dig inspirere?

Her er et par anbefalinger til bøger, som du kan hygge dig med:

  • Urtelykke: Spiselige urter for begyndere. Flere og flere nyder at bruge haven og naturen til at indsamle vilde planter til madlavingen og måske endda som lægeplanter. Med Urtelykke får du en god guide til både at bestemme og bruge vilde planter. Bogen er fyldt med enkle illustrationer.
  • Limfjorden: Fortællinger fra det jyske fjordlandskab. Lige midt i Jyllands hjerte ligger limfjorden. Tag med på eventyr på de vindblæste bredninger nær Vesterhavet og gennem det betagende bakkede landskab med stille fjorde, vige, øer og havenbyer.
  • På sheltertur: En guide til nære oplevelser i naturen. Planlæg en sommerferie med dine nærmeste i shelter herhjemme i Danmark. Bogen indeholder både praktiske råd til, hvad du skal tage med på tur, aktiviteter på en shelter-tur samt tips til gode shelterområder i Danmark.

Du kan også bladre igennem den digitale udgave af vores magasin Natur & Miljø. Som medlem får du magasinet sendt i trykt format fire gange om året.

Du kan melde dig ind her


4. Lav bivokswrap og kom af med engangsindpakning

Køb-og-smid-væk - kulturen er dårligt for klimaet, det ved de fleste efterhånden, men hvis du stadig er en af dem, der har køkkenskufferne fulde af sølvpapir, plastfilm og madpakkepapir, så kan du bruge tiden derhjemme til at lave genanvendelige bivokswraps.

Det er meget simpelt at lave, du tager bare et gammelt stykke (rent) stof og fordeler bivoksstykker jævnligt. Så lægger du bagepapir ovenpå, og stryger til bivoksen er smeltet ned i stoffet. Det er vigtigt, at der bivoks jævnt fordelt over hele stoffet. Efter det er tørret, klipper du det ud i passende stykker.

Bivokswrap kan bruges som låg, til at pakke rester ind i og til madpakken, når vi engang skal i gang med hverdagen igen.

Hvis du ikke lige har et lager af bivoks derhjemme, så kan det købes i de fleste helsekostbutikker - også online.


5. Plant en bivenlig altankasse

Hvis du bor i lejlighed, og er den heldige indehaver af en altan, så har du sikkert også en altankasse. Sådan en er ikke bare smuk at se på, den kan også være nyttig, ikke bare for dig i form af diverse krydderurter, men også for bierne, hvis du planter blomster, som de foretrækker.

De tidligt blomstrende planter, herunder løg (krokus, vibeæg etc.) og julerose er gode til humlebierne, der som regel er de første på vingerne i det tidlige forår. Når vi kommer lidt længere hen, kommer de enlige, vilde bier også frem og søger.

Både humlerne og sommerfuglene kan du forkæle med for eksempel roser, lavendel og salvie. Husk at det skal være åbne roser som bonderoser, ellers kan de små insekter ikke komme til.

Hvis du lader noget tør, gruset jord være i altankassen, eller laver et lille insekthotel af hule rør for eksempel fra bambus, så kan du også være heldig, at der flytter nogle bier ind og bygger rede på altanen.

Se vores guide til insekthoteller her


6. Binge-watch naturfilm og naturformidling

Naturen er det smukkeste, man kan se på film. I kan finde en række af dem på DR TV - og så endda med dansk tale, så hele familien kan være med. Se bl.a. film om spiondyr eller storbyens vilde dyr.

Hvis I vil forene film med hjemmeundervisning, kan I besøge 99 arter og se korte, sjove film om 99 arter i den danske natur. Det er bl.a. de velkendte naturformidlere Morten D.D. og Vicky Knudsen, der introducerer dig til alt fra lakrød møgbille til leopardsnegl, anemoner og fiskehejren.


7. Åben et dekorationsværksted

Det er altid sjovt at lave hjemmelavede dekorationer, og du behøver faktisk ikke bevæge dig udenfor en dør, for at give dig i kast med pynteværkstedet.

Kerner, tørret frugt og sågar peberkorn kan bruges til at lave dekorationer. I kan for eksempel trække tørrede bær på snor og hænge dem op i vinduet.

En sikker vinder er trylledej, der laves af 2 del mel, 1 del fint salt, 1 del vand og lidt madolie. Når dejen er æltet glat og fin, så er det faktisk kun fantasien, der sætter grænser for, hvad I kan lave af fine dekorationer. Pynt for eksempel dejen med forskelligfarvede peberkorn.

Når I er færdige, skal dejen i ovnen i 3 timer ved 120 grader.


8. Mal påskeæg i naturlige farver

Selvom Danmark er lukket ned, så er påsken lige om hjørnet, det er derfor oplagt at lave påskeæg derhjemme.

Kig i køkkenskabene efter farvegivere, så behøver I nemlig ikke gå ud for at købe maling, og samtidig passer I på miljøet.

Løg, kaffegrums, rødbeder, gurkemeje, spinat, karry og rødkål er bare eksempler på ting, der kan give æggene smukke farver.

Processen er meget simpel, du puster ægget, og så koger du det langsomt sammen med en farvekilde ad gangen. En god idé er at lægge ægget tæt op af farvekilden, for eksempel ved at lægge rødebedestykker sammen med ægget i en nylonstrømpe.


9. Gør rent med naturlig rengøringsmiddel

Når alle er hjemme, så kan børnene med fordel blive sat til at gøre rent, især hvis I bruger ingredienser fra køkkenskabene, der ikke er farlige at røre ved.

For eksempel kan natron blandet med lidt vand bruges som skurecreme. Citronskiver kan bruges som kalkfjerner, hvis de lige får lov at ligge 10 minutters tid. Eddike gør underværker de fleste steder, men eddiken skal, ligesom citronen, have lov at sidde lidt, gerne 20-30 minutter.

Du kan også blande eddike, vand og citronskal med hinanden, og så får du et rengøringsmiddel, som du kan bruge igen og igen, både til gulvvask, afkalkning og almindelig rengøring. Blandingen bliver bedst, hvis den får lov at trække i 2-4 uger. Tilføj gerne andre duftgivere som lavendel eller rosenblade.

Lisbeth Julieane, der har bloggen Smilerynker, har lavet en uddybende guide med naturlig rengøring til hele hjemme.

OBS: Hvis der er sygdom i hjemmet, så anbefaler eksperter, at der bliver gjort rent med lidt skrappere midler såsom klor.