Danmark står bomstærkt. Derfor afsætter vi nu en betydelig del af vores ressourcer til den del af velfærden, vi har forsømt i mange år, nemlig den danske natur. Vi vil give en rigere natur tilbage til danskerne.

Sådan kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen jo have flettet naturen ind i sin åbningstale i Folketinget sidste tirsdag.

Han gjorde det ikke, men havde han gjort det, var vi rigtigt mange, der var blevet overraskede og rigtigt glade. For naturen er en del af vores velfærd.

Naturen behandles som et politisk stedbarn

Alligevel er den i mange år blevet behandlet som et politisk stedbarn og udsat for eklatant politisk forsømmelse og fordømmelse. Tilstanden i naturen er derfor nu på et uhørt lavpunkt.

Tænk hvis vores statsminister fra landets fornemste talerstol havde sagt, at et rigt land som Danmark selvfølgelig vil gå foran og rette op på det, forskerne nu kalder en alarmerende tilstand for naturen.

Tænk hvis vores statsminister fra landets fornemste talerstol havde sagt, at et rigt land som Danmark selvfølgelig vil gå foran og rette op på det, forskerne nu kalder en alarmerende tilstand for naturen.

At Lars Løkke Rasmussen her i hundredeåret for Danmarks første naturfredningslov ville bebude, at nu satte han sig for bordenden for at sikre, at danskernes naturressourcer vil blive bevaret for eftertiden.

Statsministeren sagde: ”Danmark er et grønt foregangsland. Det er vi blevet gennem en lang, sej, fælles indsats. I 12 af de seneste 16 år, hvor vi har styrket vores grønne position, har Danmark haft en borgerlig-liberal regering”.

Det udsagn kan sikkert diskuteres. Jeg hæfter mig ved, at vores statsminister måske ikke helt har fået fat i, hvad det indebærer at være et grønt foregangsland.

Vores ønsker til en åbningstale

Det ses af, at Danmark i samme periode, som statsministeren omtaler, har mistet det, vi kan kalde umistelige naturværdier, som følge af den førte politik.

I det lys kunne statsministeren jo have bebudet en række konkrete naturindsatser. Han kunne have sagt, at hans grønne regering, mener det, når de kalder sig selv grønne.

Han kunne bebude, at hans regering som den første nogensinde, nu vil sikre naturen 1. prioritet på en lang række arealer - først og fremmest på statens egne arealer.

Han kunne have bebudet en storstilet genopretning af levesteder i det åbne land, i havet og i de ferske vande. Han kunne have kaldt det en Naturpakke II.

Regeringschefen kunne have tilkendegivet, at staten nu har gjort alt for at få det danske landbrug tilbage på fode. At det nu er tid til at give tilbage, så samfundets berettigede forventning om balance mellem landbrug og natur og miljø nu skal tilgodeses.

Det ville kun få klandre Løkke Rasmussen for her i et af verdens mest opdyrkede lande.

Statsministeren kunne i den kontekst have sagt, at han nu vil sikre vores grundvandsressourcer og livet i bækken, åen og i fjorden. Han kunne begrunde det med, at hans regering naturligvis vil bruge skatteborgernes penge der, hvor de får mest muligt ud af det og derfor nu se på, hvor der på det dyrkede areal kan opnås større klima, miljø og naturgevinster.

Det sagde statsministeren ikke. Men havde han gjort det, var vi rigtigt mange, der var blevet rigtigt glade. For naturen er en nødvendig del af vores velfærd.

Når regeringen ikke vil, så er det desto vigtigere, at Danmarks Naturfredningsforening sammen med medlemmerne og andre gode grønne kræfter fortsætter det ihærdige arbejde for fælleskabets natur. Måske når vi igennem til statsministeren næste gang.