Ålen er truet - nu vil forskere aflure dens hemmeligheder
Ålen er et af de helt store naturvidenskabelige mysterier. Men i nogle fabriksbygninger i Hirtshals forsøger forskere at liste hemmeligheder ud af den underlige ål. Målet er på sigt at kunne avle ål.- Vi skal være lidt stille.
Biolog Sune Riis Sørensen åbner forsigtigt døren og tænder ikke lyset i det mørke rum, hvor man kan ane nogle store, sorte kar. Han tænder en lommelygte og lyser ned i et af dem. Her svømmer det dyrebareste, de har hos Eel-Hatch, nemlig tre hun-ål med rogn.
Fiskene svømmer langsomt rundt i mørket, imens deres æg bliver modnet. Ål er nataktive og vil forsøge at flygte, hvis de føler sig truet, og det kan få dem til at gyde for tidligt.
- De må ikke blive forstyrret for meget – vi vil ikke risikere noget, siger Sune Riis Sørensen, da han forsigtigt lukker døren bag sig igen.
Eel Hatch ligger i Hirtshals og er et samarbejde mellem DTU Aqua og den industri, der producerer opdrætsanlæg. De opererer i mørke i mere end en forstand. For en ålelarve, der kommer ud af ægget, vokser sig større og forvandler sig til en glasål, er nemlig aldrig blevet observeret i naturen.
- Men det er den proces, vi forsøger at efterligne. I naturen foregår det langt ude i Atlanterhavet i det område, der kaldes Sargassohavet, siger han og tilføjer:
- Altså er vi nødt til at føle os frem uden at vide, om vi gør det helt rigtige.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Sammen med sine forskerkollegaer forsøger Sune Riis Sørensen ihærdigt at klemme den og andre hemmeligheder ud af ålen. Og skulle det en dag lykkes at få hold på den glatte fisks forvandling fra ålelarve til glasål i fangenskab, vil det ikke kun være en videnskabelig triumf. Avl af ål har også et stort økonomisk potentiale.
Fisken er nemlig truet og i fare for at uddø, men er samtidig en meget populær spise, og hvis det lykkes at avle ål, kan man spise certificerede ål med god samvittighed. Produktionen vil komme til at foregå i lukkede anlæg på land, hvor man har styr på de affaldsstoffer, der vil være.
Der er dog fortsat lang vej, før det bliver virkelighed, for ingen er nogensinde lykkedes med at avle ål i fangenskab. Når man i dag taler om ål fra ålefarme, er det ikke ål, der er avlet. Det er derimod glas-ål, der er fanget i naturen ved den europæiske atlanterhavskyst og transporteret til farmene, hvor de bliver opfodret. Både under fangsten og transporten dør en ikke lille del af glasålene. Som det er nu, kan det derfor ikke anbefales at spise opfodrede eller fangne ål. Bestanden er simpelthen for skrøbelig.
Den hemmelighedsfulde ål
Forskningen hos Eel-Hatch står på to ben. Det ene er forsøget på at avle ål. Det andet er at få fyldt hullerne i vores viden om ålen ud. Det sidste er der en del af. Hvor dybt i havet gyder ålene og hvor henne helt præcist? Hvad får dem til at begynde vandringen imod Sargassohavet? Og hvor længe er de undervejs? Det er blot nogle af de spørgsmål, der ikke er noget svar på endnu.
Sune Riis Sørensen og hans kolleger er ikke de første, der har famlet rundt i ålens hemmeligheder, og de står på skuldrene af en lang række forskere. Både Aristoteles og Sigmund Freud har forsøgt at forstå, hvad man dengang kaldte ålespørgsmålet. Havde den to køn, og hvor ynglede den? Det første blev man sikker på for omkring 140 år siden, og det var en dansker, der besvarede det andet spørgsmål:
- Biolog og leder af Carlsbergs fysiologiske laboratorium, Johannes Schmidt må have været ualmindeligt stædig. Han brugte næsten 25 år i begyndelsen af 1900-tallet på at trawle med finmaskede net i Atlanterhavet. Da han havde fundet de mindste ålelarver, tegnede han en oval ring på kortet. Det er der, Sargassohavet ligger, men det var stadig kun baseret på indicier, forklarer Sune Riis Sørensen.
Først for et år siden lykkedes det i et internationalt forsøg med dansk deltagelse at spore en ål til kanten af Sargassohavet. Det er her, Sune Riis Sørensen og hans kollegers forskning begynder. Og det er bestemt ikke nogen nem opgave at avle ål.
- Ved at påvirke ålene med hormoner fra hypofysen fra laks, kan vi få ålene til at danne æg og sæd. Vi kan dermed få dem til at frigive kønsprodukterne og få fostrene i æggene til at udvikle sig. Det ligner meget den fertilitetsbehandling, man bruger til mennesker, forklarer Sune Riis Sørensen og finder et billede frem, hvor man tydeligt kan se ålelarver i æggene.
- Den lille oliedråbe i hvert æg får dem til at stige langsomt – nærmest svævende – i vandet. Vi mener, at ål yngler på stor dybde, måske op til 600 meter, men vi ved det ikke, for der er aldrig fanget en ål i området, selvom det er blevet forsøgt mange gange.
Man ved heller ikke, hvilken dybde æggene klækker i, men det er helt sikkert ikke ved overfladen.
- Så ville æggene få det alt for varmt og nærmest blive kogt ved Sargassohavets varme overflade.
Sune Riis Sørensen og hans kolleger er blevet gode til at få ålelarver ud af æggene, mellem 15 og 20 millioner om året. Han finder endnu et billede frem. Denne gang er det af en ålelarve. Dens tandsæt er specialiseret til den smule føde, der er midt ude i Atlanterhavet.
- Vi har et omfattende system af vand-rensning, fordi miljøet, hvor larverne kommer til verden, er meget rent og næringsfattigt. Der er ikke meget liv. Ålelarverne lever af det, man kalder marin sne. Det er meget små rester af f.eks. vandlopper og alger, der daler langsomt ned gennem vandet.
Sune Riis Sørensen fortæller, at det er her, det bliver rigtig svært:
- Vi kan ikke lave marin sne, men vi har fundet ud af at lave en blanding til dem, der blandt andet består af blommen fra hajæg. Ålelarverne elsker det.
Underfuld forvandling
Når ålelarverne er udklækket i Sargassohavet, driver de skrøbelige larver med Golfstrømmen imod Europa. Undervejs kommer de til at ligne gennemsigtige pileblade for derefter at forvandle sig til glasål.
- Det sidste, kan vi stadig ikke få dem til at gøre i fangenskab, altså at forvandle sig til glasål, siger Sune Riis Sørensen.
- Vores rekord for ålelarvernes overlevelse er 145 dage, det er verdensrekord, men vi skal nok op på lidt mere end det dobbelte, før de forvandler sig til glasål. Der er så mange faktorer, som vi stadig ikke forstår, men vi bliver ved med at forsøge, og vi gør hele tiden små fremskridt.
Det sidste er vigtigt. Ikke kun af videnskabelige årsager, men også fordi den europæiske ål ikke har det godt.
- Den bedste måde at måle det på, er ved at undersøge hvor mange glasål, der kommer til Europa. Vi er helt nede på 1 til 5 pct. af den mængde, der kom for 40-50 år siden. Derfor er ålen rødlistet.
Lang og gådefuld vandring
Når glasålene begynder at æde, får de den første pigmentering. Det sker nogenlunde samtidig med, at de vandrer op i vandløbene. Her sker den næste forvandling, hvor de bliver til gulål.
De lever i søer og vandløb i op til 20 år. Nogle vandrer aldrig helt op i ferskvand, men bliver ude ved kysten eller i brakke fjorde. Når de er omkring 30 centimeter lange, udvikler de deres køn.
- Groft sagt bliver dem, der lever tæt sammen til hanner og de ål, der har rigeligt med føde til rådighed, bliver til hunner, forklarer Sune Riis Sørensen. Han er nu kommet til det stadie i ålens fire metamorfoser, hvor videnskaben har en stor hvid plet.
- Vi ved simpelthen ikke, hvad der får ålen til at søge imod Sargassohavet. Det er helt sikkert noget hormonelt, men hvordan det bliver udløst, det er stadig en gåde.
Men på nogle få måneløse nætter i efteråret, vandrer ålene ud i saltvand. På vejen skal nogle af dem forbi en af de største trusler mod ålebestanden:
- Vi har omkring 1,2 millioner spærringer i vandløbene i Europa. Altså noget der er over 75 centimeter højt. De værste er vandkraftværker, der laver ålene til fiskefars, når de passerer gennem turbinerne.
HVORFOR ER ÅLEN TRUET?
- Overfiskeri. Antallet af glasål er siden 1980 faldet med 98 pct. ved de europæiske kyster. Ifølge DTU Aqua står fiskeri for 50 pct. af ålens menneskeskabte dødelighed. 1. juli sidste år trådte et forbud mod fiskeri i saltvand fra oktober og seks måneder frem i kraft. Det rekreative fiskeri i ferskvand er fortsat tilladt trods den kritiske tilstand. DN arbejder for et totalforbud mod alt fiskeri, indtil bestanden er sund igen.
De ål, der kommer helskindet ud i havet, starter den sidste og meget specielle metamorfose, hvor de forvandler sig til blankål. Deres øjne bliver større og blå. Inde i ålene begynder kønsorganer og æg og sæd at udvikle sig. De holder op med at spise og deres tarmsystem bliver reduceret til et organ, der kan regulere salt. Finnerne langs den nu blanke krop bliver større.
- Alt dette sker, for at ålen kan klare den lange rejse gennem det store, salte og mørke Atlanterhav, fortæller Sune Riis Sørensen.
Formidabel lugtesans
På rejsen, der formodes at tage omkring 18 måneder, kan ålen stige og falde mere end 500 meter i døgnet. Om natten er den højt oppe og om dagen dybt nede. Man mener, det både er for at beskytte sig imod fjender, især havpattedyr, og at det kolde vand dybt nede forsinker udviklingen af kønsprodukter. Sune Riis Sørensen kan ikke lade være med at lyde en smule imponeret.
- Det er ret vildt, at de kan svømme 5.000-6.000 kilometer på den måde.
Ålen har en lugtesans, der er bedre end de mest følsomme hajsnuder. De bruger den selvfølgelig til at jage, men den er alt for god til bare det. Derfor mener Sune Riis Sørensen, at de bruger den til noget helt andet.
- Sargassohavet er en enorm vandmasse på størrelse med Europa, hvor der er op til 6.000 meter dybt. Der skal noget til at finde de andre ål, når de skal gyde.
Et sted ude i nærheden af det enorme Sargassohav forsvinder sporet af ålen. Man formoder, at ålene dør efter gydningen, men der er aldrig blevet fundet en død ål i området. Vi ved blot, at der en dag begynder at drive nye små ålelarver fra Sargassohavet imod Europa.
Det er det, Sune Riis Sørensen og hans kolleger arbejder på at efterligne. De er både drevet af videnskabelig nysgerrighed og håbet om at kunne redde ålen, inden den forsvinder.
Artiklen er skrevet af Søren Skarby og oprindelig bragt i Natur og Miljø, marts 2024. Illustrationer er udført af Simon Bukhave.
