Det var en sen eftermiddag i august 1993. Kaj Dahl sad og slappede af på sin terrasse i Frederiksværk. Pludselig landede en flot gylden sommerfugl på et lille ferskentræ foran ham:

- Jeg blev fuldstændig blæst bagover af det smukke og elegante væsen, som landede foran mig. Jeg har altid været naturinteresseret. Tidligere har jeg dog været mest fascineret af fugle. Men den her sommerfugl, den vækkede noget i mig, fortæller Kaj Dahl, der er private banking rådgiver i Jyske Bank.

Det blev startskuddet til en livslang hobby. Kaj Dahl er nemlig helt sikker på, at han vil tage billeder af sommerfugle resten af sit liv.

Billederne bliver lagt op på hjemmesiden KajsNatur.dk.

Læs også: 20 mest almindelige sommerfugle, du kan se i din have


Kaj har fotograferet alle de danske dagsommerfugle

Efter mødet med guldhalen begyndte Kaj Dahl systematisk at optælle sommerfuglene i sin have. Det gjorde han i ti år. I den periode forbedrede han også haven, så den blev mere sommerfuglevenlig. I alt har han registreret 32 forskellige arter i hans almindelige parcelhushave.

Se hvordan du gør din have sommerfuglevenlig her

- I 2001 lavede jeg min første hjemmeside ved navn sommerfuglehaven. Året efter lavede jeg den første danske hjemmeside om de danske dagsommerfugle. Og så tog nørderiet virkelig til. Jeg blev opslugt af sommerfugle, og er det stadig. Jeg synes jo i bund og grund bare, at de er super flotte, siger han.

I 2008 sluttede jagten på de danske sommerfugle. Den sidste brik i puslespillet blev lagt på Fanø:

- På Fanø sluttede min rejse med de danske dagsommerfugle. Her fik jeg endelig den lille ensian blåfugl, siger han stolt.

Der var dog ingen tid til fejring. Det afsluttede kapitel gav blot Kaj Dahl endnu mere blod på tanden. Han gik derfor straks i gang med de europæiske sommerfugle.

Over halvvejs med de europæiske sommerfugle

I Europa er der ca. 460 dagsommerfugle. Kaj Dahl har indtil videre taget billeder af 260 af dem:

- Jeg siger, at jeg gerne vil fotograferer alle Europas dagsommerfugle, men jeg tror ikke, at jeg kommer i mål. Det gør dog ikke noget, for jeg får virkelig mange gode naturoplevelser, som jeg ellers ikke ville have fået, siger han.

En af årsagerne til, at han straks fortsatte sin færd, var, at han ikke havde fotograferet de uddøde sommerfugle i Danmark.

Så dem måtte han ud og finde andre steder:

- Når jeg nu alligevel var i gang, så kunne jeg ligeså godt dokumentere alle de øvrige europæiske sommerfugle.

Siden han udvidede til europæiske sommerfugle, har han været på flere ekskursioner rundt omkring i Europa. Her handler det udelukkende om at finde frem til sommerfuglenes levesteder med ligesindede, som han kalder andre sommerfugleinteresserede.

Læs også: 7 sommerfugle, der for nyligt er forsvundet fra Danmark

Mødet med de sjældne sommerfugle er det hele værd

I begyndelsen af juni 2018 blev Kaj Dahl tippet om, at mosehøsommerfuglen var blevet set i Danmark. Den yngler i Sverige, hvor den en sjælden gang trækker til Danmark.

- Jeg var jo ellevild. Den var blevet set i Nordjylland, men en kammerat og jeg blev enige om at tjekke, om den mon også var kommet på besøg i Nordsjælland. Vi traskede alle de nordsjællanske moser rundt, men fandt den ikke, fortæller han og fortsætter:

- Ti dage efter nyheden besluttede vi os for at tage op til Råbjerg Mose, hvor den var blevet set. Vi fandt den desværre heller ikke her. Selvom vi altså prøvede ihærdigt.

Men skæbnen spillede Kaj Dahl et pus. Kort tid efter skulle han nemlig på ferie i et lejet sommerhus i Lønstrup med sin kone. Ferien blev selvfølgelig brugt på endnu en udflugt til Råbjerg Mose:

- Jeg kan huske, at jeg kommer ud til mosen, og står der med min kikkert og spejder efter sommerfuglen. Ud af min øjenkrog, kan jeg se, at der er noget hvidt, der ligger i vegetationen. Jeg tænker først, det må være en natsværmer, men beslutter mig alligevel for at se efter, siger han med begejstring i stemmen og fortsætter:

- Der sidder den så, mosehøsommerfuglen, fanget af den kødædende plante, soldug. Jeg får taget billeder af den, og hjælper den så fri. Jeg tror, at jeg var sammen med den en hel time. Jeg ser den også lægge æg på mosebøl. Det var en unik oplevelse, som man kun får en gang i livet, og sådan en oplevelse er bestemt det hele værd, slutter Kaj Dahl.

Vil du vide mere om sommerfugle? Se vores gratis kursus om sommerfugle og vilde bier her og få tips til, hvordan du gør din have til et levested.