Hvis det står til regeringen, vil der de næste fire år blive øremærket 250 millioner kroner årligt til naturen og grønne initiativer i Danmark. Samlet en milliard over de næste fire år. Det fremgår af det udspil til en ny finanslov, som finansminister Kristian Jensen netop har præsenteret.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding roser regeringens forslag, men slår fast at der er behov for yderligere finansiering, hvis det skal lykkedes at lande en ambitiøst klimaplan til efteråret.

- Det er en rigtig god nyhed. Den danske natur er presset som aldrig før – dyr og planter uddør, fordi deres levesteder forsvinder. Det her er en håndsrækning af de store, som virkelig vil kunne gøre en forskel. Det vil vi gerne rose regeringen for at prioritere, siger Maria Reumert Gjerding.

Penge til naturmål

Ud af de 250 millioner årligt vil regeringen øremærke 50 millioner til de naturmål, som fremgår af regeringsgrundlaget.

- Hvis vi skal standse tilbagegangen for vores natur, så er det fuldstændig afgørende, at det kommer en samlet og koordineret indsats, som sikrer tilstrækkeligt med store sammenhængende naturområder. Derfor er det utrolig positivt, at der nu for alvor ser ud til at komme handling bag ordene om naturmål fra regeringsgrundlaget, siger Maria Reumert Gjerding.

Flere gevinster at hente

Ud over de 200 millioner som er øremærket til naturmål over de næste fire år er der reserveret 800 til natur og grønne initiativer. Maria Reumert Gjerding understreger, at det er vigtigt, at pengene bliver brugt dér, hvor det giver mest værdi:

- Vi skal have sat ordentlig skub i arbejdet med det grønne danmarkskort, så vi både kan få mere sammenhængende natur. Og så vi altså stoppe naturens tilbagegang og give den mere plads.

- Og her er det jo oplagt at tage fat på den jordreform, som både landbruget og de grønne organisationer efterlyser. Naturen får mere plads ved at følsomme landbrugsjorde tages ud af drift og omdannes til natur til glæde vores for drikkevand, miljøet og ikke mindst klimaet.

- Og så står en bedre drikkevandsbeskyttelse meget højt på vores dagsorden. Og der håber vi selvfølgelig, at regeringen vil komme i arbejdstøjet og være med til at sikre rent drikkevand, så fremtidens generationer også får mulighed for at drikke rent grundvand uden sprøjtegift.

Klimaplan kræver ekstra finansiering

Regeringen har selv varslet en ambitiøs klimaplan til foråret, hvor de ikke kvotebelagte sektorer, landbrug og transport, skal bidrage til en markant reducering af klimabelastningen.

Og hvis den ambition skal realiseres, kræver det at regeringen finder ekstra finansiering til den indsats. For det kan umuligt realiseres inden for de 200 millioner kroner årligt, som er pt er afsat til grønne initiativer, lyder det fra Maria Gjerding.

- Klimaforandringerne er den største udfordring vi som civilisation står med. Og det er klart, at der er regeringen nødtvunget til at finde ekstra finansiering til den kommende klimaplan. For ellers når vi ikke i mål med de ambitioner, som regeringen selv har varslet. Og her noterer jeg mig selvfølgelig at der er afsat en milliardstor reserve til at finansiere yderligere regeringsinitiativer.

alt
Emil Nielsen
Pressechef