I efteråret blev de danske farvande ramt af det værste iltsvind i over 20 år. Fiskene gisper efter ilt under havoverfladen, og vores fjorde og indre farvande er på kanten af kollaps efter årtier med iltsvind.

Nu kræver mange danskere, at vores politikere langt om længe laver en plan for at redde vores sårbare hav.

Søndag den 29. oktober vil der være opråb over 50 steder i landet, og man kan også deltage digitalt.

Arrangementet bliver støttet af blandt andre kok og forfatter Thomas Rode Andersen.

- Det er på tide, at vi tager havet alvorligt, siger han.

Herunder kan du se nogle af de andre, som bakker op om det fælles opråb for havet på søndag.

Hjælp os med at redde havet

Vær med til at kræve akut handling for havet, når Danmark holder vejret søndag den 29. oktober.

Du kan deltage i vores landsdækkende opråb mange steder i landet - og også digitalt, hvis du ikke kan deltage fysisk.


Jeg drømmer om et sundt hav, hvor det vrimler med liv. Det knuser mit hjerte, at danske politikere i årtier har ignoreret advarslerne fra forskere, der har forudset iltsvindet. Havets økosystemer fortjener så meget bedre. - Esther Kjeldahl - klimaaktivist, forfatter og medstifter af Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Hvad er vi for mennesker, der synes, at vi har ret til udnytte havet og naturen på den måde? Det er ikke vores hav, fjorde og søer, men vores børn og børnebørns. Og det er dig og mig, der har ansvaret, Spild ikke tiden, men gør noget nu! - Camilla Bendix - skuespiller

Foto: Victoria Mørck Madsen / Jysk Fynske Medier/ Ritzau Scanpix
Mit største mareridt er at komme ned til havet og finde det helt giftgrønt og dødt. Slået ihjel af iltsvind og forurening. - Trine Pallesen - skuespiller

Foto: Ditte Valente
Jeg holder vejret for havet, fordi det er vigtigt. - Anders Morgenthaler - tegner, forfatter og filminstruktør

Hvad er Danmark holder vejret?

Danmark holder vejret er en landsdækkende begivenhed med små og store lokale arrangementer, der alle tager udgangspunkt i en fælles symbolsk handling:

D. 29. oktober kl. 12.00 holder vi vejret i 30 sekunder.

Vi holder vejret i sympati med det gispende hav og de kvalte fisk. Og vi gør det for at manifestere vores sorg og vrede over, at havet flere steder er dødt.

Vi vil have livet tilbage i de danske fjorde og farvande. Vi vil have sat en stopper for den massive forurening med kvælstof fra landbruget. Vi vil have stoppet iltsvind nu!

Du kan være med til at sende et klart signal til vores politikere på to forskellige måder: Enten ved at møde fysisk op til et af de mange arrangementer i hele landet. Eller du kan bruge 30 sekunder på at deltage digitalt.