Den blåfinnede tun svømmer tilbage til Danmark

Først viden, så forvaltning

Hvor kommer de blåfinnede tun fra, og hvor svømmer de hen, når de har ædt sig mætte på alt godt fra de danske farvande?

- I september gik trækket af tun forbi farvandet ud for Skagen. Da havde vi allieret os med et halvt hundrede erfarne sportsfiskere, der alle kan kunsten at fange og nænsomt håndtere fisk til havs, inden fangsten sættes ud igen uden at have taget skade. Trods dårligt vejr en stor del af tiden lykkedes det at fange og håndtere fire blåfinnede tun cirka 15 sømil nordøst for Skagen.

Fiskene, der målte 210-250 centimeter og vejede 180-240 kilo, fik alle sat små data-indsamlingsmærker på ryggen. Om et års tid vil disse mærker give os en række data, så vi kan kortlægge tunens opholdssteder gennem det forløbne år.

Jo mere vi ved om den blåfinnede tun, desto bedre kan vi sikre bestanden og forvalte den bæredygtigt, så den vokser og bliver et årligt tilbagevendende fænomen i Danmark, som den var engang, siger Brian MacKenzie, der er professor på DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

Han koordinerer tunforskningen, som også har svensk, hollandsk og spansk deltagelse i form af SLU, Det svenske Landbrugsuniversitet, WWF Holland og ICCAT, International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas.

Et års venten på data om tun

Mærkerne vil flere gange i timen måle vanddybde, lysmængde og havtemperatur. Disse tre parametre vil gøre det muligt for os at regne ud, hvor tunen har opholdt sig på et givet tidspunkt, siger tunforskeren.

Hvis vi for eksempel i december får data, der fortæller, at vandet er 18 grader, og at lyset når ned i 10 meters dybde klokken 16, ved vi, at tunen i hvert fald ikke opholder sig i danske farvande, men må være et sted sydpå i Atlanterhavet.

Vi får dog først data i hænde om cirka et år, når mærkerne på tunens ryg falder af og flyder op til havets overflade. Når det sker, vil vi via en satellitforbindelse modtage alle data fra det forløbne år. Dem plotter vi ind i vores modeller, og ud af tusinder af oplysninger kan vi så udarbejde et kort over tunens færden.

Det vil være optimalt, hvis de mærkede tun smider deres mærker, når de forhåbentlig i 2018 vender tilbage til farvandet ved Skagen, for så kan vi afkode et helt års cyklus med start og mål samme sted, siger Brian MacKenzie.

Rovdrift på havets jægere

- Et kort svar er det klassiske, nemlig overfiskeri. Der blev øvet rovdrift på tunen særligt i Middelhavet. Fiskeritrykket var alt for hårdt, og selv små tun på 1-10 kilo, der kunne have vokset sig store og fostret nye generationer, blev fanget, siger Brian MacKenzie.

Også fiskeriet efter tun i de skandinaviske farvande medvirkede til tunens forsvinden. For eksempel lå de norske fangster fuldt på højde med fangsterne i de sydeuropæiske lande. Norge fangede dengang 4-5 gange flere blåfinnede tun end Danmark.

Udover selve det storstilede tunfiskeri spillede industrifiskeriet af tunens byttedyr en skurkerolle. Dette effektive fiskeri i stordrift tog bogstaveligt talt føden ud af munden på den blåfinnede tun.

- Tunene gyder i Middelhavet, hvorpå mange af dem vandrer nordpå efter føde i den nordøstlige del af Atlanterhavet mod Norskehavet, Nordsøen, Skagerrak og videre ind i de indre danske farvande. Her jager de i sommerperioden og ud på efteråret stimefisk nær havoverfladen.

Men da fiskeriet efter tunens byttedyr, pelagiske fisk som makrel og sild, tog et bestandsmæssigt dyk i 1960’erne og 70’erne, skulle det selvsagt gå ud over toprovfisken, tunen, siger Brian MacKenzie.

Spring under jagt eller hygiejne

Og det er faktisk muligt at opleve en kåd torpedo af en tun springe ud af de danske farvande og lande med et plask. Selv landkrabber kan få tun i sigte.

- En mand, der gik tur med sin hund langs kysten nord for Frederikshavn, oplevede sidste år en tun springe. Og jeg har rapporter om tilsvarende observationer fra Sjælland ved Hellebæk og Gilleleje, fortæller tunforskeren.

Men hvorfor springer tunen?

- Vi ved det ikke præcist, men sandsynligvis springer de under deres jagt. Måske bliver de så ophidsede, når de jager, at de springer i en slags begejstret kådhed. Det kan også hænge sammen med et ganske lavpraktisk aspekt i livet som tun. Måske giver et spring og det efterfølgende plask på havoverfladen tunen en mulighed for at slippe af med parasitter, der sidder fast på huden, siger Brian MacKenzie.

Varme kroppe i kolde vande

Forskeren og professoren tror ikke, at de allestedsnærværende klimaændringer har betydet det store og afgørende for den blåfinnede tuns genvundne lyst til at søge mod de danske farvande.

- Tunen er i stand til at holde sin kropstemperatur 5-6 grader højere end de farvande, den svømmer i. Det er enestående, og meget få fisk har denne evne. Det betyder, at den varmeelskende tun kan jage i de danske farvande til langt ud på efteråret, inden den svømmer tilbage mod syd for at tilbringe vinteren i Atlanterhavet.

Måske opholder fiskene sig i måneder ved Azorerne, De Kanariske Øer eller i Østatlanten omkring Biscayen. Blåfinnet tun trives kun, hvor vandtemperaturen er højere end cirka 10 grader, siger forskeren fra DTU Aqua.

- Klimaændringerne i retning af lunere vande nordpå har formentlig betydet, at en række af tunens byttedyr er blevet begunstiget, så tunen af den grund har fået bedre muligheder for at jage. De aktuelle klimaændringer kan derfor indirekte have været til gavn for tunen, men de har næppe i sig selv banet vejen for den.

Vi kan se, at temperaturerne i de årtier, da tunen tidligere var tilstede i store mængder, var cirka 0,5 til 1 grad køligere eller var nogenlunde ligesom i dag. Derfor tvivler jeg på, at klimaændringerne er primus motor i tunens tilbagekomst i vores farvande, siger Brian MacKenzie.

Til gengæld er det ifølge tunforskeren højst sandsynligt, at højere temperaturer har været afgørende for tunens tilstedeværelse i farvandene ved Østgrønland. I Danmarksstrædet mellem Island og Grønland er der siden 2012 observeret blåfinnet tun. I det område har varmere vande haft en positiv effekt på forekomsten af makreller, som er tunens yndlingsbytte i nordlige havområder.