Når det er koldt udenfor, så er det lig med plantetid, i hvert fald når det kommer til træer. Ligesom så meget andet i naturen, går træerne i hviletilstand, når kulden kommer.

- Har man en have med gamle frugttræer, som man gerne vil bevare for eftertiden, kan det være en god idé at undersøge, om de overhovedet kan købes mere, eller skal der laves en podning, før det er for sent, siger Marianne Krag Petersen, naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening.

Hun forklarer, at det også er om vinteren, at man skal lave podninger. Det gøres ved at tage en sund gren fra det træ, som du vil flere af, og sætte den fast på et andet træ. Du kan læse mere om podning her. (Link)

På Skovsgaard forynger frivillige haven

De frivillige på Skovsgaard, et økologisk gods på Sydlangeland, har udnyttet den kolde tid, til at forny de gamle frugttræer. Det er ifølge Marianne Krag Petersen tiltrængt.

- Skovsgaards gamle pærekvæde var tæt på at gå til på grund af alderdom. Skovsgaards frivillige nåede heldigvis at rede den med nye podninger. Træet havde en helt særlig plads i den tidligere ejer Ellen Fugledes hjerte. Hvert år lavede hun kvædebrød til jul, som hun forærede i julegave, forklarer naturvejlederen og tilføjer at kvædebrød er en slags frugtgelé rullet i sukker.

Udover kvædetræet har de frivillige plantet forskellige pæretræer og æbletræer som Filippa Belle Dé Boskoop og Hvid Pigeon. De startede for to år siden med at samle podekviste, og nu er træerne plantet ud på ny, så de næste generationer også kan nyde godt af dem.