DIGER: Vi skal have sikret naturen i agerlandet

Vores natur er i fare. På bare ti år er antallet af arter, der er i fare for at forsvinde fordoblet, viser en ny opgørelse over Danmarks truede og sårbare arter. Årsagen er, at vi fjerner deres levesteder – ikke alene i skovene og engene, men også de små oaser, hvor dyr, planter, fugle, laver, mosser, insekter og padder kan finde helle i produktionslandskabet.

Gamle jord- og stendiger, gamle stynede popler, levende hegn i markskellene. De er levesteder for arter som flagermus, padder, spætter, agerhøns, bier og de små mårdyr, lækatte og brud. Lige nu strømmer det ind med henvendelser fra bekymrende borgere, der ser levende hegn og gamle diger blive fjernet, fældet eller nedlagt ofte for at ryge i flismaskinen. Det handler om nedlagte diger på Lolland, Fyn, i Sønderjylland, på Sjælland, i Fredericia, ved Hesselager, i Randers og i hele resten af landet.

Jeg er enig. Det er alarmerende.

Den nye rødliste over truede arter redegør nemlig ganske præcist for, hvad der truer arterne i det dyrkede land. Her står: ”Truslerne i agerlandet knytter sig særligt til gamle småbiotoper med naturlig vegetation, store sten og store træer med lang kontinuitet. Gamle træer kan udvikle sig til veterantræer med sårskader og indre hulheder og vil da være særligt værdifulde. Rydning og flisning af sådanne træer er en alvorlig trussel mod agerlandets truede arter.”

Så Facebook-bruger Lea fra Tappernøje rammer spot on, når hun skriver til os med sin bekymring over, at en lodsejer i Tappernøje har fældet de gamle popler, hvor spætten ellers boede, og i øvrigt heller ikke har set flagermusene siden. Og jeg føler med Mai-Brit fra Andkær-Sellerup, når hun skriver til os, at hun græder over det sørgelige syn, der møder hende gennem køkkenvinduet. De gamle jordskel ude ved marken er hærget eller helt borte.

De hundredevis af øjenvidneberetninger, vi indtil nu har fået ind, handler vi naturligvis på i hele foreningen. Vi samler indberetninger og rådgiver om, hvad der kan gøres i de enkelte sager, mens jeg sammen med DN’s sekretariat bygger videre på afdelingernes indsatser og arbejder på en politisk opfølgning på sagen. I dag er det sådan, at mens selve jord- og stendiger er lovbeskyttede, så har alle de planter, buske og træer, der gror på digerne, tabt deres. Beskyttelsen gik simpelthen tabt, da digerne overgik fra Miljøministeriet til nu at høre under Kulturministeriet og Museumsloven. Det synes jeg, er helt vanvittigt, når vi nu står i en dyb naturkrise.

Vi skal have al den natur, der vokser på jord- og stendiger beskyttet. Og jeg synes også det er værd at undersøge den skarpe pointe, Karin fra Sønderjylland, bringer til torvs, når hun skriver, at mens tyskerne får tilskud til at pleje og vedligeholde de levende hegn, så er de levende hegn på den danske side af grænsen stort set borte. Det er i alle fald et faktum, at i Danmark er levende hegn og læhegn heller ingen beskyttelse har overhovedet. Set i lyset af, at rigtig mange levende hegn i det åbne land er blevet plantet med store offentlige tilskud igennem mange årtier, virker det også temmelig dumt.

Min opfordring er, at endnu flere går ind på vores hjemmeside og fortæller om deres oplevelser med de gamle diger, de levende hegn, gamle træer i agerlandet. Sammen med jer og jeres beretninger gør vi alt hvad vi overhovedet kan for at få sikret de smukke og afgørende små oaser i det åbne land.